Sofie Maria Brand

Foto: Sørem Kjeldgaard

Skal vi virkelig nå det hele i 30’erne?

Sofie Maria Brand om at undre sig over, at vi skal nå det hele i 30’erne.

Sofie Maria Brand om at undre sig over, at vi skal nå det hele i 30’erne.

KLUMME: "Jeg havde aldrig købt et nyt ­møbel, da jeg fyldte 40 år," ­sagde min mor forleden. Jeg købte mine første møbler for de 13.000, jeg fik i nonfirmationsgave som 13-årig. Ovre i det lokale møbelhus fandt jeg en meget syntetisk sovesofa i ­pangfarver med matchende stol samt en hvid ­stumtjener og en grøn instruktørstol. Det var i ­begyndelsen af 90'erne.

Mine forældres generation, der i øvrigt overhovedet ikke mangler noget i dag, havde temmelig anderledes forventninger til, hvad man har – hvornår i livet. Man var måske mange år om at spare op til huset. Mange år om at anskaffe sig ønskemøblerne i god kvalitet. Mange skrammelkasser igennem, før man fik råd til drømmebilen osv.

I dag forventer vi at have det ­hele – ­allersenest når børnene ­ankommer. Det perfekte hus, de rigtige klinker og vandhaner, lækre møbler, alt i Apple og en skinnende bil. Nyt tøj hver måned ­(bare lidt), en veltrænet krop, et super sexliv, restaurantbesøg og rejser til eksotiske øer. Og alt sammen kræver, at vi ­knokler en vis legemsdel ud af ­bukserne, så vi stort set ikke ser vores børn ­mandag til fredag. Men vi knokler også, ­fordi vi vil bruge vores uddannelse, have en ­identitet og ind i kampen om de gode jobs.

Opfylder man ikke idealet, der ­kræver tre arme og 30 timer i døgnet, ­risikerer ­fiaskofølelsen at komme ­snigende. Har man ikke engang en kæreste, kan der ­være galopperende ­panik. Uret tikker, ­glansbilledet krakelerer og ­omgivelsernes undrende ­spørgsmål ­hober sig op og ­giver ­sveddryppende ­mareridt om ­næste ­familiefest. Man ved bare, at faster Vibs og ­onkel ­Ejnar vil spørge – igen. Man ved ­bare, at man vil være den ­eneste, der ­sidder uden mand og børn – som en ­frændeløs.

Vi kan selvfølgelig prøve at modstå ­presset og kravene. Men det kan ­være svært, når omverdenen råber: Det er nu ­eller ­aldrig med børn og job. Man skal ­leve sundt. Man skal have hus, have og hver sit ­værelse, og det hele skal shine, når ­vennerne kigger forbi. Børnene må i det hele ­taget ikke mangle noget og da slet ­ikke den rigtige smartphone, for den har alle de andre jo.

Der anes dog en voksende fuckfinger til ræset. Folk, der downsizer eller ­flytter på landet – ud til fuglefløjt og kompostbunker. Folk, der genbruger, ­forbruger mindre og arbejder mindre. Flere og ­flere, tilsyneladende især ­veluddannede kvinder, vælger at trække stikket helt i årene med små børn, fordi tempoet er for vildt, og daginstitutionerne for ringe.

Jeg har også selv forsøgt at gøre, hvad jeg kan for ikke at løbe spidsrod. Det vil ­sige skrue ned for arbejdstimerne og skære overflødige ting væk, såsom bil, kvadratmeter og konstant udskiftning af diverse elektronik. Vi holder for det ­meste ferie her i landet. Jeg tænker over indholdet i indkøbskurven, og vi spiser temmelig tit rester fra dagen før. Jeg har nedbragt spontan shopping betragteligt og opsagt alle undværlige abonnementer – det er dog stadig vanvittigt, hvad man bruger på tv, internet og mobil (TDC må have kronede dage).

Når alt dette er sagt med ­misvisende ­lethed, så ved jeg, at langtfra alle ­bare ­lige kan finde en billig bolig eller gå ned i ­arbejdstid. Men sådan burde det ­ikke være. Det bør ikke være et farvel til ­karriereambitionerne, hverken for mænd ­eller kvinder, at prioritere den kæmpe omsorgsopgave, som det er at ­have små børn. Og det er ikke en naturlov, at vi skal nå det hele i 30'erne. For hvad skal vi så lave i de næste 30 år? 

LÆS OGSÅ: Derfor bliver dit liv bedre, hvis du træner din kreativitetsmuskel

LÆS OGSÅ: "Det er helt okay at være middelmådig"

LÆS OGSÅ: Godt nyt: Du bliver lykkeligere med alderen

Sofie Maria Brand

36 år. Freelancejournalist og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Single og bor alene med sin datter.

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi