Skiferie i Frankrig: Val d'Isère passer til alle
SPONSORERET indhold

Skiferie i Frankrig: Val d'Isère passer til alle

Sophie Fjellvang-Sølling har stået på ski nærmest uafbrudt, siden hun var 12 år gammel, og kender pænt mange af verdens bedste ski-destinationer. Favoritten er nem at komme til fra Danmark – og har pister til alle fra nybegyndere til skihajer.

Af: Mai Hjalager Gudmundsen og Louise Engelst
26. jan. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

For Sophie Fjellvang-Sølling er Frankrig ikke blot et feriested. Her har hun boet ad flere omgange, da hun både har undervist og deltaget i verdensmesterskaberne. Men du behøver ikke at være helt så skarp på skiene, som hun er, for at besøge hendes franske favoritby Val d'Isère, da den egner sig til alle øvelsesstadier.

– Stedet henvender sig til alle, fordi der er pister i alle niveauer. En flad børnebakke, som ligger lige op ad byen, og stejle off pister til eksperterne. Det er samtidig en hyggelig by at gå rundt og shoppe i, og den byder også på afterskiing. Det er et relativt snesikkert område, da det ligger højt. Det er stort, og man kan nærmest køre på ski hele ugen uden at komme det samme sted hen. Frankrig er et af de lande, som byder på supervarieret skiløb. Der findes mange fantastiske og specielle steder at køre på ski omkring i verden, men jeg synes, at Val d'Isère er det sted, som er tættest på Danmark og alligevel kombinerer mine ønsker bedst, forklarer Sophie Fjellvang-Sølling.

Læs også: Skiferie i Italien - alpecharme og skiløb i verdensklasse
 
Spis en fantastisk frokost
Sophie har efterhånden boet mange steder i Val d'Isère, men hun mener ikke, at standarden for overnatning er særlig høj.

– Så jeg har til tider gået rundt og sukket efter at bo på Hotel-les-barmes, som er et 5-stjernet luksushotel, forklarer hun. Hvad byen ikke kan tilbyde i kvalitet af overnatning, vejer den dog stærkt op for, når det kommer til madoplevelser. For her er massevis af restauranter, du kan prøve, når sulten på pisterne bliver for stor.

– Der ligger et lille område inde i dalen, som hedder Fornet. Der ligger en lille minirestaurant på en lidt afsides piste, som hedder L'Edelweiss. Det er et fantastisk sted at indtage en god frokost – man skal bare huske at bestille bord, siger hun.

Hotel-les-barmes.com og Restaurant-edelweiss-valdisere.com

Bjergguide i det franske
Hvis du ikke er en af dem, hvor skiene krydser over hinanden konstant, og slalomudslagene bliver for store, byder Val d'Isère på endnu en speciel oplevelse. For her kan du med fordel leje en bjergguide, så du kommer ud på nogle ruter, du normalt ellers ikke ville se. Men hvis du er nybegynder, skal du dog ikke miste modet.
– Det er næsten umuligt få en dårlig tur, uanset hvad du gør, slutter Sophie Fjellvang-Sølling.

Læs også: Oplev den sydfranske sukkerhimmel