Søs Marie Serup
Foto: Sine Nielsen 46-årige Søs Marie Serup "skændtes så det bragede" med sin mand Frank, da de først mødte hinanden.

”Første gang jeg så ham, tænkte jeg: He’s gonna break your heart”

Bølgerne gik højt, da Søs Marie Serup først mødte sin mand på Christiansborg. I dag har de sønnen Nelson sammen, som er adopteret fra Sydafrika, og han har været en forløsning for parret, fortæller den 46-årige politiske kommentator i denne uges Hendes Verden.

Det var ikke ligefrem kærlighed ved første blik, da Søs Marie Serup mødte sin mand Frank Laybourn første gang på Christiansborg.

Det startede nemlig ud med, at bølgerne gik højt, fortæller den 46-årige politiske kommentator i et stort interview i denne uges Hendes Verden:

”Vi skændtes, så det bragede. Jeg kan huske, allerede første gang jeg så ham, at jeg tænkte: ”Ham der skal du gå i en stor bue udenom. He’s gonna break your heart”. Han sad i en anden afdeling af Venstre, men da vi blev kærester, måtte han skifte job. Det tog dog ret lang tid at blive kærester, for nogle gange ville den ene, men så var den anden sur, og andre gange var det omvendt. Efter kommunalvalget i 2005 havde jeg været on the road med Løkke i fem uger, og lad os sige det sådan: Da jeg kom hjem, var Frank meget glad for at se mig. Vi flyttede sammen tre uger senere. Frank er et af de sjoveste mennesker, jeg kender. At bo sammen med ham er ligesom at være med i en virkelig sjov tegnefilm”, fortæller hun.

En ren forløsning

Da Søs Marie Serup og Frank senere besluttede sig for at få børn, viste det sig, at det ikke var let:

”På det tidspunkt arbejdede jeg nærmest 100 timer om ugen i Finansministeriet og senere Statsministeriet og røg 20 smøger om dagen, så det lykkedes logisk nok ikke. Vi tænkte, at vi nok bare skulle have et lille fertilitetsboost. Det var sjovt nok samtidig med, at Løkke lige havde fjernet tilskuddet til fertilitetsbehandling. Så vi betalte spidsen af en jetjager for at komme i behandling, men fandt dog hurtigt ud af, at det bare slet ikke var os. Derimod har jeg altid drømt om at adoptere, og det var min mand heldigvis med på”, siger Søs Marie Serup i interviewet.

Her forklarer hun også, at adoptionen fra start af føltes helt rigtig for parret:

”Da vi lukkede ned for fertilitetsbehandlingen og startede processen med adoption, kunne vi med det samme mærke, at det var det rigtige. I dag kan jeg ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for, at vi traf den beslutning. Da vi var i fertilitetsbehandling, havde vi netop ikke prioriteret om i livet. Jeg arbejdede for eksempel stadig som en vanvittig. Men da vi gik i gang med adoptionsprocessen, fandt vi ud af, at jeg ikke behøvede at arbejde så meget. Smøgerne røg også i en periode. Vi kom i tanke om, hvor meget vi holdt af at rejse, inden vi var begyndt at få stjerner på skuldrene, og vi ville gerne ud og have jord under neglene. På den måde kom vi simpelthen tættere på os selv. For at sige det lidt storladent, så har vores lille dreng forløst os. Sådan var det ikke gået, hvis der var kommet et barn med et fingerknips.”

Læs resten af det store interview i denne uges Hendes Verden, hvor Søs Marie Serup blandt andet fortæller om hendes fars reaktion, da hun fortalte ham, at hun havde fået job hos Venstre – og om at blive genkendt i svømmehallen.

Søs Marie Serup, 46 år

  • Uddannet cand.phil. i engelsk, men har de seneste mange år arbejdet med politik blandt andet som spindoktor for Løkke, da han var finansminister og statsminister første gang.
  • Hun har også været pressechef i Venstre og chef for Venstres Center for Politik og Kommunikation.
  • Siden 2011 har hun været selvstændig og holder bl.a. foredrag samt er politisk kommentator på TV2 News og i BT.
  • Hun sidder desuden i panelet i podcasten Det vi taler om på BT og har udgivet bogen Da kvinderne tog magten.
  • Er i december klar med endnu en bog, som skal handle om Dansk Folkeparti.
  • Gift med Frank Laybourn, sammen har parret sønnen Nelson, som de har adopteret fra Sydafrika.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kendte og Politik