Lise mistede sin mor som 12-årig: "Efter at have lagt min mor i graven talte vi faktisk ikke mere om det"
Trygheden forsvinder for et barn eller en ung, når en forælder dør, og trækker spor ind i voksenlivet. Sorgen har givet Lise en angst for døden, men også en stor taknemmelighed over livet.
Min mor døde af en hjernetumor.
Hun havde fået diagnosen to år tidligere, men jeg forstod det ikke rigtigt, og de voksne var ikke gode til at snakke med mig om det.
Læs også
Jeg troede ikke, min mor kunne dø, men en dag fortalte min far, at det var alvorligt. Hun døde en onsdag, og da jeg kom i skole om mandagen, var der ingen, der sagde noget. En klassekammerat tilbød at lave mine matematiklektier, og et par lærere kondolerede, men jeg havde svært ved at tage imod deres omsorg.
Efter at have lagt min mor i graven talte vi faktisk ikke mere om det. Når man er 12 år og ser sin far gå gennem helvede, lærer man, at det taler vi ikke om. Han mistede selv sin far som 17-årig, men dengang blev der heller ikke talt om det, så jeg bebrejder ham ikke, for han kunne ikke andet.
Jeg undgik det også selv, for jeg følte på en underlig måde skyld og skam over min mors død, selv om intet kunne være mindre min skyld. Jeg gik meget i ungdomsklub, og de fandt først ud af, at min mor var død, et halvt år senere. Jeg ville ikke være hende, man skulle have ondt af.
Min far håndterede min mors død meget praktisk. Han hængte en tavle op i gangen, hvor vi skulle skrive, hvor vi var, og stak hver måned min søster og mig 500 kroner hver, som vi skulle bruge på tøj og ”diverse”. Vi havde brug for hjælp, omsorg og opmærksomhed, men var meget overladt til os selv. Der var ikke den samme tryghed, for min familie blev fragmenteret.
Det har hundrede procent medvirket til, at jeg i dag er selvstændig og uafhængig af andre. Jeg følte mig ensom og havde ekstremt ondt af min far. Mine egne følelser kunne jeg ikke mærke, det har jeg først lært sent i livet.
Jeg var vred og blev ekstrem oprørsk som teenager. Især over for min far. Jeg var vild og rodløs og gik meget i byen med ældre piger. Jeg tror, det reddede mig, at jeg mødte min mand og kom ind hans familie og dens tryghed. De var gode til at tale om tingene, og det betød, at jeg selv blev mere åben.
Læs også
Jeg var kun 19 år, da min mand og jeg købte hus. Fem år senere blev jeg mor, for jeg havde brug for at skabe min egen familie. Da jeg blev mor, stod jeg alene med mange svære følelser, ikke mindst følelsen af, at hvad nu hvis det var mig, som døde fra mine børn. Jeg har stadig en meget stor dødsangst, fordi det er så virkeligt for mig, at det kan ske.
Som voksen skiftede jeg medfølelsen med min far ud med distance. Det var nemmere. Jeg kunne ikke nå ham følelsesmæssigt og bebrejdede ham for alle de forkerte valg, jeg syntes, han tog. For fire måneder siden døde han af kræft efter et blot seks ugers umenneskeligt hårdt sygdomsforløb. Der åbnede sig et vindue for den gamle sorg, og jeg hulkede uafbrudt i tre dage, da han blev syg. Det var, som om min krop havde holdt sorgen inde i alle de år.
Da min far så døden i øjnene, smed han panseret. Og vi fik den kærligste kontakt. Alt det, han ikke tidligere havde været, blev han, og vi fik talt om min mor. Det er frygteligt, at vi skulle helt derud, men jeg er glad for, at vi fik seks fantastiske uger sammen. Jeg tog en masse billeder, for jeg vidste, at tiden ville komme til at stå uklart for mig, men jeg er ikke parat til at se de billeder endnu.
Efter min fars død tog jeg imod alt den hjælp, jeg kunne få. Jeg havde brug for at vide, om jeg sørgede på den rigtige måde, for jeg havde aldrig lært det. Jeg sørger stadig over mine forældre, men sorgen ligger på den rigtige hylde. Jeg snakker meget om min fars død for, hvis vi ikke snakker om dem, vi har mistet, dør de.
Sorgen er en proces, man skal gennem alene. Den går aldrig væk, men der kommer plads omkring den. Mange har haft svært ved at håndtere min sorg og er måske bange for at sige noget, der kan gøre mig ked af det, men man kan ikke sige noget forkert. Det værste er ikke at sige noget.
Jeg er stadig angst for selv at dø. Men dødsangsten giver også en enorm taknemmelighed for livet. Jeg elsker mit liv og er stolt af den tilværelse, min mand og jeg har skabt, og jeg glæder mig over, at mine børn trives. Jeg har ikke vilde drømme om at bestige Mount Everest, for det lykkelige liv er i hverdagen og i nuet.
Om Lise Munk-Schaltz, 40 år
- Digital direktør i international virksomhed.
- Gift, mor til to teenagere og bor i Aalborg.
”Sorg tager man med resten af livet, og derfor skal man lære at leve bedst muligt med den”
Preben Engelbrekt, stifter af Det Nationale Sorgcenter, har siden 1994 arbejdet med børn, unge og sorg.
Når man mister en forælder tidligt i livet, mister man tilliden til verden – for når far eller mor kan dø, kan alt ske. Barnet bliver typisk bange for også at miste den anden forælder, og det kan være svært at knytte sig til venner og senere kærester, fordi man beskytter sig mod tab. Mange ryger ud af fællesskabet, fordi andre ikke forstår deres sorg, eller trækker sig, fordi vennerne ikke forstår dem.
Puberteten er et kompliceret tidspunkt at miste en forælder på, fordi sorgen forstyrrer udviklingen, mens der sker flest forandringer på kortest tid. Pubertet handler blandt andet om at gå imod forældrene, men når der er sorg involveret, får barnet sjældent lavet den frigørelse. Frigørelsen sker, fordi den ene forælder er død.
Barnet lægger ofte sin egen sorg i baggrunden, fordi den tilbageblivende forælder er i dyb sorg. Mange unge i vores sorggrupper har massiv undgåelsesadfærd for at få deres hverdag til at hænge sammen. De vil bare tilbage til deres liv med uddannelse og venner, men en dag, typisk når der kommer mere ro i deres liv, kan de ikke længere flygte fra sorgen.
Børn og unge skal finde en ny tillid til verden. Det kan tage tid, for sorg går ikke over efter et par måneder. Det nytter ikke at sige, at den anden forælder ikke dør, for det er der ingen garanti for. Sikkerhedsnettet skal genopbygges, men det bliver aldrig det samme, for man har opdaget, at livet har en udløbsdato.
Det er vigtigt at tale om den, barnet har mistet. På den måde lever forælderen videre. Det er svært i mange familier, fordi ingen vil gøre hinanden kede af det, men i virkeligheden går alle med samme tanker og følelser. Langt de fleste mennesker har naturlige sorgreaktioner, og kun to ud af ti får brug for at tale med en psykolog.
Sorg kommer man ikke igennem. Den tager man med sig resten af livet, og derfor skal man lære at leve bedst muligt med den. Man pendulerer mellem to processer, hvor den tabsorienterede handler om at savne og forstå, at vedkommende er død, mens den genopbyggende handler om, hvem man er efter tabet, og hvad det gør ved ens liv. I en sund sorgproces pendulerer man mellem de to, og med tiden kommer sorgen til at fylde mindre.
Se mere på sorgcenter.dk