Christina var 14 år, da hendes far tog sit eget liv: ”Jeg troede, det var min skyld”
Trygheden forsvinder for et barn eller en ung, når en forælder dør, og trækker spor ind i voksenlivet. Christina var lige blevet konfirmeret, da hun mistede sin far. I dag har hun erkendt, at det hjælper at være åben om det svære i livet.
Min far tog sit eget liv en måned efter min konfirmation.
Vi havde sagt farvel om morgenen, da han tog på arbejde, men han kom aldrig hjem.
Læs også
Om eftermiddagen samlede min mor min storebror, min tvillingesøster og mig, og jeg husker tydeligt ordene: ”Far er død, far har hængt sig.” Desuden afslørede hun, at vores farmor, som var død otte år tidligere, også havde taget sit eget liv, men det ønskede vores far ikke, at vi skulle vide.
Senere fandt jeg ud af, at min far var bipolar, hvilket gav mening. Næste dag gik jeg i skole, for jeg ønskede ikke, at min fars død skulle have indvirkning på mit liv. Det var selvfølgelig en frygtelig dag. Min klasselærer fortalte klassen om hans død, og alle kiggede på mig.
Vi talte ikke meget om min far. Min mor havde selv mistet sin mor som 19-årig og burde kunne relatere til min sorg, men jeg tror, hun tænkte, at livet skulle gå videre. Hun var stærk og fokuserede på det praktiske. Et halvt år senere mødte hun en ny mand, som hun hurtigt flyttede sammen med, og så talte vi ikke mere om min far.
Jeg ligner min mor og takkede nej, da jeg blev tilbudt en psykolog. I 8. klasse kom jeg på idrætsefterskole og snakkede ikke om min fars selvmord. Jeg skammede mig over det og slog det hen, hvis nogen spurgte. I stedet dyrkede jeg en masse sport; det var nok en slags flugt. Da jeg blev student, blev det tydeligt, at min far manglede, og det gik op for mig, at der ville blive mange ting gennem mit liv, som jeg ikke kunne dele med ham.
Læs også
Kort efter gik mit første forhold i stykker, og jeg gik helt ned. Jeg mærkede for første gang, hvor bange jeg er for at miste. Det har påvirket mit tilknytningsmønster, og jeg er ikke god til at lukke folk ind. De skal investere meget i mig, før jeg investerer i dem. Min fars død har gjort mig sårbar, og jeg ville ønske, jeg ikke var så skeptisk over for andres intentioner. Mange ser mig som hård, men jeg er faktisk det modsatte. For at beskytte mig selv viser jeg kun lidt af mig selv, for hvis jeg bliver valgt fra, er det kun den del, der bliver kasseret, ikke hele mig. Hvis der sker noget godt for mig, er jeg bange for, at det bliver taget fra mig igen.
I mange år flygtede jeg fra min egen historie. Jeg så ingen grund til at tale om min fars død, for jeg kunne ikke ændre det. Jeg var bange for at blive dømt, selv om selvmordet ikke havde noget med mig at gøre. Alligevel troede jeg, det var min skyld, for han havde ikke bare valgt livet fra – han havde også valgt sine børn fra. Efter at jeg selv er blevet mor, har jeg svært ved at forstå, at han kunne gøre det. Jeg har været meget vred på ham.
Jeg ville egentlig ikke have børn. For det ville være noget, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg reagerede også voldsomt på at blive mor, for her var noget, der var større end mig. Jeg er overbeskyttende over for mine børn og ser farer over alt. Det første halve år overvågede jeg dem, når de sov. Der gik lang tid, før jeg lod nogen passe dem, og jeg havde det forfærdeligt.
Da jeg blev skilt, skulle jeg undvære dem hver anden uge, og selv om de har en god far, er jeg på overarbejde, når de er hos ham, fordi jeg bekymrer mig om alt det, der kan ske.
For to år siden slog jeg hul i hovedet på arbejdet. Da jeg så blodet på mine hænder, var jeg sikker på, at jeg aldrig skulle se mine børn igen. Jeg blev virkelig bange. Kort efter blev jeg skilt og gik senere ned med stress. Min arbejdsgiver sendte mig til psykolog, som fik mig til at åbne op om min fars død.
Psykologen stillede bare nogle få spørgsmål, som fik mig til at fortælle og forholde mig til hans selvmord. Det var godt at tale om det, og det er også derfor, jeg fortæller min historie her. Jeg vil gerne være mere åben. Jeg tror stadig, jeg kender mennesker, som ikke ved, at min far begik selvmord.
Jeg savner ikke min far i hverdagen, men jeg savner ham til store begivenheder. Jeg ville ønske, mine børn havde mødt ham. De ved godt, at min mors mand ikke er min far. Jeg har været ærlig og fortalt dem, hvordan min far døde, for jeg er blevet utryg over for hemmeligheder.
Om Christina Hiul Lykke, 37 år
- Rusmiddelsbehandler.
- Fraskilt, har en kæreste og to børn og bor i Skanderborg.
”Sorg tager man med resten af livet, og derfor skal man lære at leve bedst muligt med den”
Preben Engelbrekt, stifter af Det Nationale Sorgcenter, har siden 1994 arbejdet med børn, unge og sorg.
Når man mister en forælder tidligt i livet, mister man tilliden til verden – for når far eller mor kan dø, kan alt ske. Barnet bliver typisk bange for også at miste den anden forælder, og det kan være svært at knytte sig til venner og senere kærester, fordi man beskytter sig mod tab. Mange ryger ud af fællesskabet, fordi andre ikke forstår deres sorg, eller trækker sig, fordi vennerne ikke forstår dem.
Puberteten er et kompliceret tidspunkt at miste en forælder på, fordi sorgen forstyrrer udviklingen, mens der sker flest forandringer på kortest tid. Pubertet handler blandt andet om at gå imod forældrene, men når der er sorg involveret, får barnet sjældent lavet den frigørelse. Frigørelsen sker, fordi den ene forælder er død. Barnet lægger ofte sin egen sorg i baggrunden, fordi den tilbageblivende forælder er i dyb sorg.
Mange unge i vores sorggrupper har massiv undgåelsesadfærd for at få deres hverdag til at hænge sammen. De vil bare tilbage til deres liv med uddannelse og venner, men en dag, typisk når der kommer mere ro i deres liv, kan de ikke længere flygte fra sorgen.
Børn og unge skal finde en ny tillid til verden. Det kan tage tid, for sorg går ikke over efter et par måneder. Det nytter ikke at sige, at den anden forælder ikke dør, for det er der ingen garanti for. Sikkerhedsnettet skal genopbygges, men det bliver aldrig det samme, for man har opdaget, at livet har en udløbsdato.
Det er vigtigt at tale om den, barnet har mistet. På den måde lever forælderen videre. Det er svært i mange familier, fordi ingen vil gøre hinanden kede af det, men i virkeligheden går alle med samme tanker og følelser. Langt de fleste mennesker har naturlige sorgreaktioner, og kun to ud af ti får brug for at tale med en psykolog.
Sorg kommer man ikke igennem. Den tager man med sig resten af livet, og derfor skal man lære at leve bedst muligt med den. Man pendulerer mellem to processer, hvor den tabsorienterede handler om at savne og forstå, at vedkommende er død, mens den genopbyggende handler om, hvem man er efter tabet, og hvad det gør ved ens liv. I en sund sorgproces pendulerer man mellem de to, og med tiden kommer sorgen til at fylde mindre.
Se mere på sorgcenter.dk