Sygeplejerske Anna K. Olesen: ”Du går med en grundfølelse af, at der ikke er hænder nok”

Hvorfor valgte du dit fag?

“Allerede i gymnasiet var det bare det, som trak. Min studievejleder syntes, det var uambitiøst, så da vi skulle høre om forskellige studievalg, opfordrede han mig til at høre de medicinstuderende fortælle. Man skulle jo gå på universitetet. Med det i baghovedet startede jeg på jura, men det blev kun til tre uger, for det var sygeplejerske, jeg ville være. Det lyder som en fortærsket kliché, men jeg ville have et job, hvor min primære opgave er at være noget for andre mennesker.”

Hvad fylder i din hverdag?

“Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg er en glad sygeplejerske, og de fleste dage går jeg hjem og føler, at jeg har gjort en forskel. Jeg har dejlige kolleger og er på en god afdeling. Men der er sket noget på det mere overordnede plan, siden jeg blev nyuddannet i 2003. Som om jeg er en frø i en gryde med koldt vand på kogepladen, hvor der med tiden bliver skruet op for varmen. Det skyldes især de øgede dokumentationskrav, efter Sundhedsplatformen kom til, kombineret med årlige sparekrav.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: ”Vi spår, at du kommer til at se meget mere til hende”

Jeg er på gynækologisk afsnit, der er en af de afdelinger, som typisk er ekstremt eftertragtet, og selv hos os mærker vi, at flere søger væk til det private, og vi får færre ansøgninger end hidtil. Så du går med en grundfølelse af, at der ikke er hænder nok, og at det kun bliver værre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er på de medicinske afdelinger, hvor sygeplejerskerne går grædende hjem, fordi de ikke kan nå deres opgaver, og hvor de ikke kan rekruttere nye medarbejdere, så hele sengeafsnit må sløjfes.”

Hvad elsker du ved dit arbejde?

“At jeg faktisk føler, at det er supermeningsfyldt. Jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet. Det er instant gratification. Når jeg går på arbejde, kan jeg mærke, at det betyder noget for de patienter, jeg hjælper, og de kolleger, som jeg sparrer med.”

Hvad ærgrer dig?

“At det er svært at råbe op. Da der var strejke sidste år, faldt det på et dårligt tidspunkt, fordi så mange var pressede og havde mistet jobs i andre faggrupper. Der fik jeg lidt ondt i maven, fordi debatten blev så hård, særligt på Facebook. Den negative stemning fyldte mere end de gode argumenter, og så får du bare lyst til at trække dig helt fra debatten.

Jeg ved ikke nok om lønstatistikker og kan ikke sammenligne uddannelseslængder, men vi kan jo bare se, at presset er så markant her, at mange sygeplejersker søger ud i det private – særligt de erfarne. Det er nærmest kun nyuddannede, vi får søgning fra, og når der mangler garvede sygeplejersker, bliver de nye alt for hurtigt ansvarshavende og overvældede, og så stopper de. Det skaber en uheldig svingdørskultur.”

Hvad ville du gerne have, at alle vidste om omsorgssektoren?

“At langt de fleste er empatiske, dygtige mennesker, der bare vil gøre det godt under de vilkår, der er. Og at mange er rigtig glade for at være sygeplejersker. Det er ikke arbejdet i sig selv, der er problemet, det er strukturerne.”

Oplever du, at mænd og kvinder går forskelligt til omsorgsarbejdet?

“Mænd søger tit de afdelinger, der er prestige omkring, som akutafsnit og anæstesi, hvor der er mere instrumentelt og målbart arbejde og mindre omsorg. Under strejken fornemmede vi, hvor mange der tror, at vores arbejde er at ryste puder og servere saftevand. Mænd vælger de områder, hvor deres skills er synlige. Det er på en måde også det, der bliver gjort værdifuldt.

LÆS OGSÅ: Aka Hansen: ”Jeg er pissevred, men hvis jeg står og råber, er der jo ikke nogen, der lytter”

Det er kontrastfyldt at komme fra sygeplejeskolen, hvor du har terpet omsorgs- og sorgteori og så opdage, at arbejdsdagen måles på drift; om du kan lægge et drop og tage en blodprøve. Det er jo helt afgørende, at du også sætter dig på stuen og taler med patienten, men det kan du ikke skrive på et kompetenceark. Effekten af din omsorg er svær at måle og monitorere.”

Hvad holder dig vågen om natten?

“Det gør de patienter, der har mere brug for, at jeg sidder med dem og lytter til deres bekymringer, end at jeg bare giver dem medicin. Det behov kan vi ikke altid honorere. Jeg kan også betvivle mine kompetencer indimellem. Spekulere på, om jeg kunne have handlet anderledes, om der var noget, jeg skulle have opdaget tidligere, såsom komplikationer efter en operation. Det punkt bekymrer mig særligt ved mit arbejde, og det bliver ekstra sårbart, når vi har for travlt.”

Hvad trøster dig?

“At der fortsat er fokus på området. For der skal ske noget, hvis vi skal bryste os af at have det bedste sundhedssystem i verden. Og så at der trods alt stadig kommer nye, unge sygeplejersker ud, der brænder for at tage arbejdshandskerne på og give sig i kast med opgaverne.”

Hvad er dine forventninger til fremtiden?

“Der er jo en kæmpe regning fra coronatiden, og hvert år får vi nye sparekrav, som jeg frygter, ikke vil fortage sig. Og så ser jeg flere af mine dygtige kolleger søge væk fra det offentlige system og ud i det private. Desværre.”

Hvad ville gøre den største forskel for dit arbejdsliv?

“Hvis vi kunne fastholde vores medarbejdere og være oppe på det antal sygeplejersker, en afdeling kræver for, at alle stillinger er besat. Og så skal vi undgå at dokumentere for dokumentationens skyld. Lige nu skal vi hele tiden dække os ind for at undgå klager, men det ville frigive tid til sygeplejerskerne, hvis de kunne være ved patienten i stedet for computeren. Endelig er lønnen et oplagt sted at skrue, hvis du vil fastholde medarbejdere, der ellers kan gå til de private aktører og tjene mere.”