Aka Hansen
SPONSORERET indhold

”Jeg er pissevred, men hvis jeg står og råber, er der jo ikke nogen, der lytter”

Gennem sine fiktions- og dokumentarfilm vil inuitiske Aka Hansen, 35, vise en anden side af Grønland. En side, hvor kvinderne er overhoveder, hvor bæredygtighed kommer indefra, og hvor det oprindelige folks kultur har overlevet 300 års kolonialisme. Drevet af et brændende behov for at gøre op med en ensidig skildring af Grønland er hun med til at bære en lille revolution frem.

Af:: Barbara Hilton Foto: Tine Bek
12. okt. 2022 | Livsstil | Eurowoman

Over Aka Hansens kinder er der tatoveret små prikker, og fra hagen skyder to tynde streger op.

Tatoveringerne er en del af den oprindelige inuitiske kultur og markerer bl.a., hvilket område af Grønland man kommer fra. Aka Hansen er ikke født i Grønland. Hun er født og opvokset i Gellerupparken i Aarhus med en mor, der er inuit, og en far, der er dansker. Men i dag er hun bosat i Nuuk med sine to børn.

Indtil for relativt få år siden var de traditionelle tatoveringer et sjældent syn i Grønland. De forsvandt, da præsten Hans Egede med opbakning fra Frederik 4. drog til Grønland i 1721 for at indføre kristendommen og skabe ’håbets koloni.’ Men i dag er flere og flere inuit begyndt at få dem lavet igen for at vise stolthed over deres ophav, forklarer Aka Hansen.

LÆS OGSÅ: ”Mennesker bidrager med langt mere til samfundet end bare deres løn”

“Jeg mødte en af mine gamle skolelærere i Brugsen, efter jeg havde fået mine tatoveringer. Da hun så mig, sagde hun: “Ej Aka, du har jo ødelagt dit ansigt,” og tilføjede, at jeg kunne dække dem med foundation. Jeg kan huske, at jeg stod overfor hende og tænkte: “Hvorfor i alverden skulle jeg dog gøre det?” siger Aka Hansen og griner.

Lærerens reaktion er ret sigende for Danmarks forhold til Grønland. Ud over at bemærkningen er grænseoverskridende, er den også uvidende om den kultur, ansigtstatoveringerne er en del af. En kultur, der eksisterede, dengang Hans Egede lagde til i Nuuk, og som nogle vil mene, at Danmark i mange henseender har fortsat med at undertrykke siden. Men det skal være slut. Det er tid til at tage inuitkulturen tilbage og ryste kolonitiden af sig, lyder det fra Aka Hansen. Og det er bl.a. det, hun forsøger at gøre gennem sine film og sin aktivisme.

“For et par år siden sagde Emma Holten til mig: “Jeg forstår ikke, at du ikke er mere vred,” hvortil jeg svarede: “Jeg er pissevred, men hvis jeg står og råber, er der jo ikke nogen, der lytter!”” siger hun.

Aka Hansen er både formet af Grønland og Danmark. I hendes tidlige barndom boede hun i Aarhus, men da hun var seks år, flyttede familien til Nuuk. Herefter fulgte en lang periode, hvor de flyttede frem og tilbage mellem de to lande. Det var vigtigt for hendes forældre, at hun skulle lære begge sprog og kulturer at kende og navigere i dem.

“I Grønland har vi en særlig fødselsdagstradition, hvor man dagen inden en persons fødselsdag plejer at sige, at personen lugter. Det er en måde at sige, at man kan mærke, at personen har fødselsdag, og at de skal fejres. Men det gik ikke så godt, da jeg sagde det til min daværende, danske kæreste,” siger hun med et grin.

Aka Hansen har altid følt sig hjemme i både Danmark og Grønland, men omgivelserne har ikke altid spejlet den opfattelse. På Grønland så man hende som dansk, og i Danmark så man hende som grønlandsk. Da hun skulle stifte familie, kunne hun mærke, at hun gerne ville give den grønlandske kultur videre til sine børn, så i dag bor hun i et rækkehus i Nuuk i bydelen Nuussuaq.

“Jeg har faktisk altid set det som et kæmpe privilegie at have to hjem og kende to kulturer så godt. Jeg har mange venner i Danmark, som ikke forstår, at man kan gøre ting på andre måder end den måde, de gør det på i Danmark,” siger hun.

Vi vil have vores stolthed tilbage

Aka Hansen har altid været draget at det visuelle. Da hun var barn og fik fortalt historier, lukkede hun tit øjnene og afspillede en film for sit indre blik. At lave film virkede som en naturlig forlængelse af hende selv. Da hun var 28 år og læste på filmskolen Super16, begyndte hun at lægge mærke til de historier, der blev fortalt om Grønland og dets oprindelige folk i Danmark. Og det var slet ikke de historier, hun selv ville have valgt at fortælle.

“Siden 70’erne har der primært været fokus på sociale problemer eller på klimaforandringerne. Men hvor er alle de gode historier? Hvad med historien om, at 70 procent af landet kører på grøn energi? Hvor er den henne? Den dag i dag er der stadig så mange nuancer, der bliver udeladt. Da jeg indså det, vidste jeg, at jeg ville vise en anden side af Grønland,” siger hun.

Aka Hansen mener, at de mange negative historier og fordomme om Grønland er et resultat af det koloniale system, der fortsat påvirker forholdet mellem Grønland og Danmark og får danskerne til at tro, at inuitterne stadig har behov for dem. Den opdragende holdning, Danmark havde – og måske stadig har – foldes bl.a. ud i journalist og forfatter Anne Kirstine Hermanns bog 'Imperiets børn', hvor hun bl.a. beskriver, hvordan grønlænderne blev set som børn, der skulle opdrages.

“Det kan godt være, at der er og har været sociale problemer på Grønland, men vi er også utrolig hurtige til at komme over dem. Det tager ikke helt så mange generationer for os at vende den negative arv, som det statistisk set gør for andre lande,” siger Aka Hansen. Ud over at de negative historier er med til at opretholde en ulige og diskriminerende opfattelse af Grønlands oprindelige folk, er problemet også, at historierne og opfattelsen af folket gennem årene er blevet internaliseret, forklarer hun.

“Jeg synes desværre, at inuit har et ret negativt selvbillede. Jeg hører mange sige: “Vi kan aldrig blive selvstændige, vi kan aldrig opnå noget, vi er dovne, vi drikker for meget” og får lyst til at sige: “Det passer jo ikke! Drikker du for meget? Er du doven? Det er de sjældent, men fordommene og de negative fortællinger er sivet ind i selvopfattelsen,” siger hun.

“Mit mål er, at vi tager vores stolthed tilbage. Vi har dybe rødder, vi har så mange vilde overlevelsesmetoder og stærke traditioner, vi kan være stolte af. Men vi skal blive empowered af os selv.”

LÆS OGSÅ: Fra skater til succesfuld erhvervskvinde: "Alt for mange tror på denne myte "

Ikke flere droneskud af indlandsisen

En gyser om fjeldgængere, en moders rejse, unges liv i Grønland, grønlænderes liv i Danmark og en dokumentarserie om juridisk faderløse er bare nogle af de emner, som Aka Hansens fiktions- og dokumentarfilm har handlet om. I dag arbejder hun på en dokumentarserie/film om foreningen Mentor Immanuel, der hjælper grønlandske familier i Danmark med bl.a. familieretslige sager med udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Aka Hansens udgangspunkt er altid at lave noget, hun selv har lyst til at se, og som taler ind i en større samfundsmæssig sammenhæng. Som ændrer noget og får flere nuancer af grønlandsk kultur med. Der er lavet rigtig mange film om Grønland af danskere eller udlændinge, men mange af dem handler om standardiserede emner og inkorporerer klassiske elementer. Én ting er sikkert: Der er altid et droneskud af den spektakulære natur og indlandsisen, der strækker sig ud i horisonten. Det er ikke forkert, naturen er spektakulær, understreger Aka Hansen, men det er ikke det eneste, der er i Grønland. Og hvis inuit bliver beskrevet, er det ud fra samme standardiserede pasform. Derfor er det afgørende, at det er personer med grønlandsk ophav, der er med til at fortælle historierne om Grønland og ikke mindst om det oprindelige folk, pointerer hun.

“Film er også et virkeligt godt greb til at lave nation building. Man så det i 70’erne i Danmark med Olsen-banden-filmene. Jeg tror på, at vi alle sammen har en historie, som andre kan genkende. At fortælle sin historie eller at få sin historie fortalt som inuit er så vigtigt, fordi det er med til at skabe fællesskaber. Inuit har også selv en utrolig stærk fortælletradition, hvor sagn og traditioner er blevet givet videre byer og generationer imellem udelukkende ved hjælp af mundtlig overlevering.”

Indenfor de seneste par år er en række historier om Danmarks opførsel i Grønland begyndt at bryde gennem mediefladen. Fx historien om ‘eksperimentbørnene’, der i 1951 blev fjernet fra deres forældre som led i et eksperiment, der gik ud på at danisere den grønlandske befolkning. Og tidligere på året kom det frem, at danske læger i Grønland i 60-70’erne opsatte spiraler på grønlandske kvinder og piger helt ned til 13 år uden samtykke – den såkaldte ‘spiralkampagne’.

“Der har hersket en opfattelse af, at Danmark ikke har været en særlig slem kolonimagt, og at alt er gjort i bedste mening. Men når du kigger på de historier, der er begyndt at komme frem, tegner der sig et dystert billede. Det bliver spændende at se, om eller hvornår glansbilledet krakelerer,” siger Aka Hansen.

“Det er utrolig vigtigt, at danske medier og journalister fokuserer på disse sager og de fejl, der er blevet begået politisk og statsligt. Men det nye fokus er også bitter sweet,” siger hun.

For når du behandler noget, som ikke handler om dig selv, eller nogen, du ikke direkte kan relatere til, er der en tendens til, at behandlingen af emnet bliver mere ufølsomt eller unuanceret, mener Aka Hansen. Og det, synes hun, er tilfældet i dækningen, hvor flere af historierne og måden, de bliver fortalt på, “nærmest er retraumatiserende.”

Det er vigtigt for hende at følge med i de historier, og journalister skal huske på, at det er rigtige mennesker, der lever i vores samfund. Alle de historier, der kommer frem for tiden, er fx sket i min familie: En i min familie blev steril pga. spiral, og min onkel er juridisk faderløs,” siger hun.

Og derfor er det virkelig vigtigt, at historierne bliver nænsomt fortalt og med en stor forståelse for grønlænderne og deres historie.

LÆS OGSÅ: Gry Jexen: ”Vi skal ikke kæmpe for ligestilling, men arbejde sammen for den”

De nye unge

Aka Hansens virke er et godt eksempel på den opblomstring af kulturlivet på Grønland, som er sket inden for de seneste år. Og særligt hos de unge er de gamle, internaliserede, negative selvbilleder ved at blive erstattet af en større stolthed. En udvikling, der er opstået samtidig med, at Black Lives Matter-bevægelsen i 2019 igangsatte demonstrationer verden over og katapulterede racisme, strukturel racisme og repræsentation ind på den vestlige verdens dagsorden. I forlængelse af det er der også kommet mere fokus på postkoloniale strukturer og oprindelige folks rettigheder, og på de sociale medier er der opstået et stort globalt fællesskab, der er med til at udbrede viden, udveksle erfaringer og styrke oprindelige folks selvfølelse. Og det har også slået rødder i Grønland, forklarer Aka Hansen.

“Der er rigtig mange traditioner, som bliver generobret. Fx traditionelle tatoveringer, som er dybt forbundet med vores spiritualitet, og hvor vi hører til, og som også er et opgør med de eurocentriske skønhedsidealer. Noget af det første Island fx tog tilbage, da de blev selvstændige, var deres asatro.

Det kunne jeg også godt forestille mig, kommer til at ske på Grønland. Det er en spiritualitet og tilgang til verden, hvor vi kun tager det, vi har brug for, hvor bæredygtighed kommer helt naturligt indefra, og hvor sameksistens er målet frem for vækst og merproduktion. Noget, resten af verden i virkeligheden kunne lære lidt af,” siger hun.

Oprindelig var det grønlandske samfund også et matriarkalsk samfund, hvor det var kvinderne, man gik til efter viden, og inuitnavne var oprindelig ikke kønnede. Det blev navnene på Grønland først efter kristendommens indtog. Der er mange aspekter ved den oprindelige inuitkultur, som taler ind i tiden, og som hun glæder sig meget til at udbrede kendskabet til, forklarer hun.

Ligesom alle andre, der råber op og går imod, har Aka Hansen trods sin succes også mødt modstand og udelukkelse. Og jo mere, hun er dykket ned i den koloniale arv og historie, er det også gået op for hende, hvor meget skyld, skam og internaliseret diskrimination og smerte, hun selv bar rundt på. Og hvor meget af det, der skyldtes kolonialismen og dens strukturer.

“Der er fortsat et flertal af det grønlandske folk – især de ældre generationer – der stadig synes, at vi bare skal assimilere Danmark, fordi det kun er sådan, vi bliver frie. Vi fik at vide, at nøglen var at få høje akademiske uddannelser og opføre os og se ud som danskere. Den holdning må man også gerne have, men min er bare en anden. De generationer, der er født i 50’erne og 60’erne, er dem, der sidder på magten i dag. Men jeg tror også, at det er dem, der har sværest ved at snakke om kolonialismen og gøre op med den. Fordi de har levet i den, og det var så smertefuldt. De er ikke klar,” siger Aka Hansen.

“Det kræver et utroligt mod og stor tålmodighed at beskæftige sig med så megen ulykke. Og det har været dyrt for mig. Men hvis min generation ikke gør det, så skal mine børn gøre det, og det synes jeg ikke, de skal. I sidste ende er jeg stolt af at kæmpe for noget, som mine børn kan få gavn af. Jeg vil fortælle verden, hvem vi inuit rigtig er. Det er en enormt vigtig revolution.”

Anbefalet til dig