Szhirley Rokahaim
SPONSORERET indhold

Szhirley: "Dét, som min kloge mor sagde, skulle bare lige manifestere sig i mig"

Sanger, skuespiller og smykkedesigner Szhirley om være ligeglad med, hvad andre tænker om hende, om at føle stor udlængsel og om at have et hoarder-gen.

Af:: Simone Laursen Foto: Mads Haugaard
24. mar. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad kan få dig til at grine?

"Virkelig mange ting! Men mine unger er fandeme gode til at være så tilpas fjollede og over grænsen, at de ofte får mig til at ligge flad af grin."

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

"At jeg er præcis, som jeg skal være, og at så længe jeg gør mit ypperste for at være den bedste udgave af mig selv, og at min intention altid kommer fra et rent og kærligt sted, så kan jeg ikke bruge tid på at være noget, som andre måtte forvente af mig. Deres reaktion på mig er i øvrigt heller ikke mit ansvar. Sådan har jeg altid forsøgt at tænke."

"Min mor har nemlig altid fortalt mig, at det er lige meget, hvad andre synes. I stedet handler det om, at man gør ting af et godt hjerte. Så kan de andre sladre lige så meget, de vil. Den tankegang har helt sikkert rodfæstet sig i mig, fra jeg var helt lille."

LÆS OGSÅ: "Vi skal giftes igen og igen, for vi får aldrig nok af at fejre kærligheden"

"Da jeg var yngre, havde jeg dog lidt svært ved at navigere efter det, for på det tidspunkt i livet kan det føles meget betydningsfuldt, hvad andre synes om en – på en helt anden måde, end det gør, når man bliver lidt ældre."

"I dag har jeg det mere sådan, at hvis folk ikke bryder sig om mig, må de bare falde fra. Det kan jeg simpelthen ikke tage mig af. Og det er jo egentlig også wonderful, fordi på den måde bliver det kun de ægte og ærlige mennesker, som jeg har i mit liv. Dem, der faktisk kan rumme mig og mit gear. Så det, som min fucking kloge mor sagde, skulle bare lige manifestere sig i mig, og jeg skulle skabe mine egne erfaringer på det område. For hold nu op, hvor kan man spilde meget tid på at tænke over, hvad andre synes om en, i stedet for bare at få udrettet gode ting og sager, som man selv er glad for."

Færdiggør sætningen: Jeg bryder mig ikke om, når...

"...nogen eller jeg selv bliver udsat for uretfærdighed. Det er nok noget af det, som jeg hader allermest. Det kan eksempelvis være, hvis nogen højner deres eget værd ved at nedgøre andre eller tager kredit for andres idéer. Det er der rigtig meget af i de brancher, som jeg bevæger mig rundt i."

Hvad er det mest ligegyldige, du ejer?

"Jeg er født med et lille hoarder-gen, hvor jeg gemmer på mange ting. Derfor betyder alle mine ting et eller andet for mig – også de ”ligegyldige”. Selvfølgelig er der ting, der betyder lidt ekstra for mig f.eks. en video, hvor min far synger, danser og fjoller. Han er her ikke længere, så nogle gange kan jeg godt blive i tvivl om, hvordan hans stemme lød, men så sætter jeg videoen på og får et smil på læben."

Hvilken erfaring er den vigtigste, du har gjort dig i livet?

"At man ikke falder i alles smag, men det heller ikke er vigtigt, når først man ved, hvad man selv er værd."

Hvilken beslutning har du fortrudt?

"Jeg har en meget stor udlængsel og har altid fundet mig bedst tilpas under varmere himmelstrøg. Som nogen måske vil vide, boede jeg en kort overgang med min far og mor i Mexico, indtil de blev skilt, og min mor og jeg flyttede tilbage til lille Danmark. Men siden midten af mine tyvere har jeg drømt om at bo i Mexico i en periode igen."

LÆS OGSÅ: Pernille Rosendahl ville faktisk slet ikke have børn: ”Det er det eneste, jeg fortryder i mit liv”

"Mine søskende bor alle derovre, og jeg føler mig enormt splittet over, at vi bor på hver vores side af jorden. Jeg pønser stadig på at få drømmen opfyldt i en eller anden grad, for der er altid noget, der har sat en stopper for, at det kunne lykkedes. Men nu går jeg og håber lidt på at finde en lillebitte lejlighed derovre, som jeg kan bruge, når jeg har lyst."

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

"Alt muligt, men boligpriserne i Cancun i Mexico holder jeg særligt øje med."

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

"Ha! Det tror jeg, at der er blandede meninger om. Nogen vil sikkert sige, at man da ikke kan være positiv så meget af tiden, men det mener jeg bestemt, at man kan, hvis man vil. Alt er op til mig og dig. Selvfølgelig kan man ikke styre f.eks. alvorlig sygdom. Men hvis du styrer ind i frygten i stedet for at lade dig styre af frygten, vil du oftest opdage, at ting ikke er så skræmmende, når man ser på det hele indefra sammenlignet med, når man kigger på det, man måtte frygte, udefra."

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

"Der er selvfølgelig flere begivenheder i mit liv, som har været med til at ændre det, men den eller de begivenheder, der har ændret mest, må være at blive mor til mine to dejlige sønner, Elton på 11 og Bille på 7 år. Efter jeg har fået dem, er jeg blevet mere opmærksom på at gøre nogle ting anderledes. F.eks. at jeg ikke altid skal reagere på mine følelser i øjeblikket, men at det også er fint at kunne tage den med ro og lige trække vejret. Så de har givet mig mere tålmodighed og har gjort mig mere overbærende, fordi de har givet mig et indblik i mig som person og mine mønstre."

Anbefalet til dig