Pernille Rosendahl

Foto: Sarah Stenfeldt / Bad Land “Find den livspartner, der støtter dig i dine valg,” lyder et af Pernille Rosendahls råd.

Pernille Rosendahl ville faktisk slet ikke have børn: ”Det er det eneste, jeg fortryder i mit liv”

Pernille Rosendahl kan få folk til at græde på et splitsekund, og så grine, ligesom hun har givet sin kæreste, politikeren Kristian Jensen, bløde knæ. Den lige om lidt 50-årige sanger blev forelsket i en gift mand, og “kærligheden har derfor på intet tidspunkt været florlet.” Kærligheden til sønnen Tristan har dog altid været gnidningsfri, men i første omgang ville Pernille Rosendahl slet ikke være mor. For når man, som hun, kommer ud af en dysfunktionel familie, er tvivlen på egne evner udi moderskabet stor. Mød den selvudnævnte outsider, der vil bruge sin stemme til at føre mennesker sammen.

Hvem har ikke været forelsket i Pernille Rosendahl?

I hendes stemme og pandehår. Og hendes jokes. Pernille Rosendahl kan cracke jokes. Ikke af lårklaskende karakter. Mere hø hø-hyggeonkel-agtige kommentarer. Som når hun til en koncert spørger: “Kender I det, at man er ulykkelig forelsket?” Ingen svarer. “Nå, okay, så er det nok bare mig,” siger hun med en snert af den drevne aalborgensiske dialekt, der stadig sidder rester af i ordene, og trækker på skuldrene inde i det store, sorte suit.

Det lyder godt nok ikke særlig sjovt, gengivet her. Men det er sjovt, når hun netop har sunget sit hjerte så langt ud, at trefjerdedele af publikum svømmer over i øjnene, minimum to decideret hulker, og hun så, som et fingerknips, skifter over til den tørreste humor i byen.

LÆS OGSÅ: ”Det var simpelthen så grelt at se, at der ingen kvinder var på den liste – det hverken må eller skal passe”

Pernille Rosendahl
Pernille Rosendahl fylder 50 den 22. marts. Hun gør status over kærligheden – til kæresten og sønnen – og sin karriere, der involverer musik til sjælen og sovs og kartofler-arbejde

Så står man der med våde kinder og klukler. Den befriende følelse, som overskudsmennesker i underskud tager på en uges yogaretreat for at opnå. Pernille Rosendahl er udmærket klar over sine virkemidler – og beholdningen på sit jokelager.

“Jeg har en mission om, at jeg gerne vil have folk til at græde. Det er det allerfineste, når jeg kan gribe folk dér, hvor de er sårbare sammen med andre mennesker. Men du kan ikke konstant være det der hjertevridende sted. Melankolien virker meget bedre, hvis du lige har grinet.”

Pernille Rosendahl afsluttede i efteråret sin kirketurné, der begyndte i foråret 2017. Hun har spillet i kirker, på museer i hele Danmark og har sammen med arkitekt og lysdesigner Sarah Falk Fredelund udviklet lysshows til koncerterne.

Drømmen var at skabe en helhedsoplevelse, der gav lytteren en pause fra verdens larm. Et rum til at mildne tanken og åbne hjertet. Mission accomplished. Hvad der nu skal ske, ved ingen. Eller. Det tror jeg faktisk godt, at Pernille Rosendahl ved. Men det er en hemmelighed lidt endnu. Mystikken. Det er også det, der er med Pernille Rosendahl.

Det er dét, jeg siger: “Hvem har ikke været forelsket i Pernille Rosendahl?” Selv Kristian Jensen blev det. Det er ikke en hemmelighed, at hun blev forelsket i en gift mand.

“Det er jeg ikke stolt af. Der hviler en skam over det, og kærligheden har derfor på intet tidspunkt været florlet. Fordi vores forhold er født i forbudt kærlighed, er det bedste, vi kan gøre, at være stille. Og at blive sammen.”

Vi vender stærkt tilbage til kæresten Kristian Jensen – og til deres kærlighed og forskelligheder.

Ikke kønt at være vred

Nok har Pernille Rosendahl et udtalt funny bone, men hendes sange er blå. Det er dybet, der driver hendes kreative virke. Og det er ikke altid populært i populærkulturel forstand. Da hun udgav sit første soloalbum, Dark Bird, som 42-årig, oplevede hun at blive valgt fra.

“Pladen handler om at stå et svært sted i livet og at være bange for at drukne. Men der var ikke plads til min dybe fortælling i æteren. Som musikere er vi meget afhængige af, at vi bliver spillet i radioen og på Spotify og de andre streamingtjenester. Det er adgangsbilletten til, at vi kan spille shows, og at festivaler hyrer os. Så hvis de gatekeepers, der sidder der, ikke giver os adgang, er vi screwed.”

Der var ingen, der sagde til hende: “Jamen, Pernille, det er jo, fordi du er kvinde, og du er for gammel til at lave musik.” Det er aldrig blevet udtalt. Men hun havde en klar fornemmelse af at banke hovedet mod et glasloft og er frustreret over den forskelsbehandling, hun mener, finder sted i musikbranchen.

“Jeg er virkelig vred over den manglende ligestilling. Jeg bliver simpelthen så vred!”

Pernille Rosendahl vil gerne gøre op med, at kvinder ikke må være vrede, “fordi det ifølge samfundsnormen ikke er kønt for en kvinde at være vred.

“Det handler om angsten for at blive opfattet som en hyæne, der står og skriger, og for at være på den sikre side er det nok bedre at lade være med at udtale sig… Men sagen er, at jeg er vred,” siger Pernille Rosendahl med kæmpestore øjne og overkroppen lænet ind over bordet.

Men hvad nytter det at sidde her med knyttede hænder? Ikke nok. Så Pernille Rosendahl arbejder på at finde et sted, et projekt, hvor hun kan rette vreden hen, så den ikke bliver nyttesløs.

“Jeg fatter simpelthen ikke, at det går så langsomt. Jeg er i en kunstnerisk branche! Vi burde være frontløbere! Min branche har alt for mange udfordringer, når det kommer til ligestilling, og vi skal også i gang med at tale om andre store udfordringer, som alle kunstnere står over for: dårlig mental sundhed, manglende pension og forsinkede betalinger fra streamingtjenester for de sange, der bliver spillet.”

Pernille Rosendahl
Glad og vred... Vred over den manglende ligestilling i musikbranchen, alle steder!

Vent ikke med at få børn

Lige om lidt fylder Pernille Rosendahl 50, og der er i hvert fald to ting, der gør, at hun erfarer, at hun bliver ældre. Når hun skal studere menukortet på den restaurant, vi sidder på, holder hun det ud i helt strakt arm for at kunne stave til ceviche. Læsebrillerne ligger derhjemme. Og når hun kigger på sin søn. Tristan er 15 og skal i gymnasiet til sommer.

“Det er min største glæde at være hans mor. Han er ved at blive en vidunderlig, selvstændig ung mand.”

Da Tristan var yngre, havde hun dårlig samvittighed over at tage væk fra ham for at turnere sene aftenener over flere dage.

“Men jeg har endnu mere dårlig samvittighed i dag, hvor han ikke har brug for mig. Jeg kører gerne tre-fire timer hjem om natten for at kunne sende ham i skole næste dag. Det er, som om jo mindre han har brug for mig, jo større ansvar føler jeg. Det giver ikke nogen mening. Men det er sindssygt sårbart, når børnene bliver store.”

Det var ikke givet, at Pernille Rosendahl skulle blive Tristans mor, som hun blev som 34-årig. Hun ville faktisk slet ikke have børn. Hun var bange for, at hun ikke ville blive en god mor. Pernille Rosendahl kommer fra en dysfunktionel familie med en alkoholiseret og voldelig far, som hun, moderen, søsteren, filminstruktøren Christina Rosendahl, og lillebroren flygtede fra.

Opvæksten har fået hende til at tvivle på sine egne evner til at tage ansvar for et andet menneske. Da Tristan så alligevel kom, gjorde Pernille Rosendahl det til sit fornemste livsprojekt at blive en god mor.

“Det ved jeg, at jeg er. Jeg taler meget med Tristan om, hvad det er for et liv, vi gerne vil leve. Jeg er så glad for at bo sammen med ham. Han har et sjældent nærvær.”

Hun holder en pause.

“Jeg ville sådan ønske, at jeg havde fået nogle flere børn. Det er det eneste, jeg fortryder i mit liv.”

Det har været helende for Pernille Rosendahl at få Tristan.

“Jeg tør slet ikke tænke på, hvem jeg var blevet til, hvis ikke jeg havde fået ham.”

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: "Jeg forelsker mig mere og mere i ham, som tiden går"

Pernille Rosendahl

Pernille Rosendahl og sønnen Tristan har det godt. Og hun er overbevist om, at en del af forklaringen ligger i, at hun som mor har været klar i mælet og komponeret nogle regler, der har skabt faste og trygge rammer for deres liv sammen.

Der er bl.a. faste sovetider, og der er en regel om, at man skal smage på maden og ikke vrænge ad den, og så er der reglen om, at høflighed altid betaler sig. Tristan har fået podet ind, at han skal sige goddag og kigge folk i øjnene, når der er gæster og nye mennesker på dørtrinnet til lejligheden, til deres liv. Men Tristans eget indre liv er hands off for Pernille Rosendahl. Hun har givet ham medvind.

Som enlig forsørger har Pernille Rosendahl haft hænderne hardcore plantet på kogepladen i en branche, der ikke tillader kvinder at blive særlig gamle. Og det var en anden grund til, at hun ikke ville have børn. Hun var mere end urolig for, at det ville sænke hende i sin karriere.

Men det viste sig at have den stik modsatte effekt. At blive mor har lært Pernille Rosendahl at administrere sin tid fornuftigt frem for at arbejde solen sort og kun trække vejret gennem sin karriere af frygt for at gå i stå og blive glemt. Derfor giver hun altid to råd, når hun underviser unge musikere:

“Find den livspartner, der støtter dig i dine livsvalg, og vent ikke med at få børn.” Hun tygger lidt på det selv.

“Der er en kæmpe-kraft i at dele erfaringer og ord. Og det skal vi, for det er svært at være menneske.”

Hun er stolt over at have en business, der kører.

“Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det uden at lyde mega højrøvet, men det kan jeg grundlæggende takke mig selv for. Jeg kunne aldrig have gjort det uden de mennesker, jeg har omkring mig, og som jeg elsker. Men det er mig, der har skullet tage beslutninger, gøre noget og få tingene til at gro.”

Sovs og kartofler-arbejde

Der var de gode gamle Swan Lee-dage, hvor alle, i 2007, sang “I don’t mind the way you touch me toniiight. And I don’t mind the way you kiss me toniiiight…,” og alle spurtede til frisøren og bad om tykt pandehår som Pernille Rosendahl. Og alle kom ud som Playmobil-figurer.

Pernille Rosendahl var hot stuff, og alles øjne ikke bare hvilede, men stirrede på hende. Så dannede hun par med Johan Wohlert, som hun dannede bandet The Storm med, og som også er far til Tristan.

Opmærksomheden dalede støt i takt med alderen. Der skulle tag over hovedet og mad på bordet til to, og Pernille Rosendahl var nødt til at sige ja til de opgaver, der ikke står øverst på en musikers drømmevenues, storcentre og fredagsbarer med gå hjem-bajere og fulde-råbe-ansatte hos diverse virksomheder.

“Jeg har lavet rigtig meget sovs og kartofler-arbejde. Det handler altid om, hvordan du anskuer tingene, og jeg har sagt til mig selv: “Jeg er taknemmelig for, at der overhovedet er arbejde. Hvis der er nogen, der vil betale for, at jeg kommer, så sætter jeg en ære i det.” Det har været en blanding af at have det lange lys på og tilgive mig selv for, at jeg gjorde ting, der ikke altid var det rigtige kunstnerisk.”

Pernille Rosendahl
Hun er optaget af politik og kalder sig selv hverdagsaktivist

Hun vægter sine ord.

“Jeg er meget modstander af at tro, at ét enkelt valg har en stor betydning. Det er perlerækken af valg, der til sammen giver dit liv betydning.”

Det er vigtigt ikke at have for travlt og skyklapper og kasket på, så blikket på dit eget liv bliver for snævert, mener Pernille Rosendahl.

“Hav det lange lys på. Formuler din vision, og arbejd hen imod den. Træk vejret! Vær til stede, hvor du er i stedet for at løbe efter noget, som du forestiller dig, er ude i horisonten. Livet løber ikke fra dig. Og tro ikke, at der er nogen, der kommer og giver dig lykken. Den skal du selv skabe. Og du skal nok nå det. Resten af livet vil tilbyde dig masser muligheder.”

Hendes egen vision, som hun fandt frem til, da hun var i starten af 40’erne, er, at hun vil skabe fællesskaber. Hver gang Pernille Rosendahl får en idé til et nyt projekt, kværner hun den lige igennem sin vision for at se, om den kan holde til det: “Vil den her idé styrke min vision om at skabe fællesskaber?”

Er svaret nej, er det nok ikke dér, Pernille Rosendahl skal betale med blod, sved og tårer. Så er der andre steder, hvor det giver åbenlyst god mening for hende. Som når hun har været rundt omkring i kirkerne og sunget Forelskelsessang, højskolesangbogsklassikeren fra 1981. Det er en sang, skrevet af Jens Rosendal, og i den lyder verslinjen: “Din næve var så varm og god.”

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: "Det er dejligt at kunne gå lidt i ly af rynkerne"

Jens Rosendal er homoseksuel – og skriver ud fra et personligt perspektiv om næver frem for spinkle hænder. Nogle synger “hånd” frem for “næve,” fordi de ikke vil anerkende kærligheden mellem to mænd. Men som Pernille Rosendahl siger: “Det kunne de godt holde til, at jeg sang, ude i kirkerne.”

“Jeg er bevidst om, at jeg har en stemme, og at jeg skal bruge den med omtanke. Jeg går meget ind for den stille hverdagsaktivisme, som vi alle sammen kan udføre. Jeg er ikke bare kommet for at underholde.”

Pernille Rosendahl er meget optaget af politik og var det længe inden, hun mødte sin kæreste, der på daværende tidspunkt var næstformand for Venstre. Pernille Rosendahls partiprogram lyder nogenlunde sådan her:

“Vi behøver ikke at være enige, men hvis vi får forståelse for hinanden, og hvor vi kommer fra, kan vi nærme os hinanden lidt mere i stedet for at fjerne os fra hinanden. Det snakker jeg rigtig meget med min kæreste om. Politik går meget ud på at positionere sig væk fra hinanden, men jeg vil hellere tale om, hvad det er, der forener os.”

Why can’t we all be friends?

“Det ved jeg jo godt, vi ikke kan. Men jeg synes, at respekten for vores forskelligheder trænger til noget kærlighed.”

Hvordan får vi det til at ske?

“Bl.a. ved at ære, at vi har kunsten til at mildne folks hjerter, så de ikke er så skidesure og krigslystne, men åbne over for at møde hinanden. Så jeg kan love dig for, at kunsten har en rolle. Og at mildne mennesket er i høj kurs!”

Pernille Rosendahl

Kristians kæreste og outsider

Det lyder, som om Pernille Rosendahl har fulgt ét af de to gode råd, som hun giver de unge mennesker, hun underviser. Ikke dét med at få børn tidligt.

“Jeg har fundet en kæreste, der bakker mig virkelig meget op. Han er virkelig unik og har det der gen, hvor han springer til og er der!”

“Og man kan sige, at vi er…”

Lang pause.

“… Jeg tror ikke, at jeg kunne have fundet en mand, der på flere punkter er mere forskellig fra mig, både i virke og i… alt.”

Kort pause.

“Men vi deler en idé om, at det grundlæggende går godt i verden, men at der er plads til forandring. Den forandring vil vi enormt gerne indgå i. Vi er heller ikke altid politisk enige, men det har vi valgt at se som en force. Vi står to forskellige steder, og vi kommer aldrig til at kede os. Der er ingen af os, der er bange for at smøge ærmerne op. Vi tør godt gå ud og prøve at gøre en lille forskel.”

I begyndelsen af forholdet havde Pernille Rosendahl og Kristian Jensen lange samtaler for at forstå hinandens udfordringer. Det var vigtigt for Pernille Rosendahl, at han vidste, hvad det vil sige at være kvinde.

“Jeg ville ikke kunne være sammen med en mand, der ikke har det rette perspektiv på og blik for de udfordringer, kvinder har i dag.”

Men for at andre kan lære Pernille Rosendahl at kende, har hun skullet lære sig selv at kende og arbejde med sig selv. Siden hun var 24, har hun gået hos den samme psykolog.

“Jeg var aldrig nået dertil, hvor jeg er i dag, hvor jeg er en god mor, en god kæreste, en god arbejdsgiver og en god performer, hvis ikke jeg havde fået hjælp. Jeg kan takke min psykolog for så uendeligt mange ting. Jeg er jo et skadet menneske. Hun ved, at jeg har problemer med overloyalitet, og at jeg kan glemme mig selv.”

Pernille Rosendahl definerer sig selv som en outsider og finder sin egen snørklede vej ind til det, der giver mening for hende, og som andre ekstroverte typer højst sandsynligt vil ryste uforstående på hovedet af. Hun har et stort behov for at være alene og tager langt hellere en lørdag aften hjemme end ude. Hun får ikke altid liiige svaret på mails og sms’er, heller ikke dem fra vennerne. At være i sit eget selskab har været et tema i hendes liv, siden hun var lille.

Dengang følte hun sig alene, også om de tanker, der hørte til at vokse op i en familie, der udadtil holdt på formerne, men indenfor væggene var præget af vold og selvsagt dårlig stemning. Som lille lavede hun en pagt med sig selv: “Når jeg bliver stor, vil jeg ikke føle mig alene.”

“Jeg har stadig, på godt og ondt, brug for min ensomhed. Det er trygt for mig at være der, hvor intet forstyrrer mig. Men jeg ved også, at mit livsprojekt er at komme ud og nå ind til folk, for når jeg spiller, er jeg ikke alene.”

Nedslag i Pernille Rosendahls liv

Født og vokset op i Aalborg med sin far, mor, storesøster, filminstruktøren Christina Rosendahl, og lillebror.

I 2017 havde Christina Rosendahl premiere på filmen Vold – i kærlighedens navn, og i den forbindelse gik Pernille og Christina Rosendahl sammen ud og fortalte om deres dysfunktionelle opvækst med en far, der var alkoholiker og voldelig.

“I dag gør jeg meget ud af at brede fortællingen om min far ud. For nok var han en plaget sjæl, men han var også sjov og mega-samfundsinteresseret, og det har jeg åbenbart arvet.”

Da hun var 10, gik familien under jorden og flyttede til Falster.

Som 19-årig blev hun korsanger for Savage Rose.

“At stå bag Annisette har været den bedste uddannelse. Hun er ikke bare en kvinde. Hun er en kraft.”

I 1999 stiftede hun bandet Swan Lee, og i 2001 udkom debutalbummet Enter, og i 2004 Swan Lee med storhittet I Don’t Mind.

Startede bandet The Storm i 2007 med Johan Wohlert, som hun også dannede par med privat og fik sønnen Tristan med.

Udgav i 1016 sit første soloalbum Dark Bird og i 2019 ep’en The Hurt.

Er kærester med politiker og tidligere næstformand for Venstre, Kristian Jensen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Kærlighed og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg