Tine Gøtzsche
SPONSORERET indhold

”Jeg har en lidt uheldig skolemesterudstråling"

Tv-værten Tine Gøtzsche om ABBA, pølsefingre og telefonopkaldet, der ændrede hendes liv.

Af: Julie Møller
06. jul. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Hvilke tre personer ville du invitere med til det ultimative middagsselskab?
Winston Churchill, Dronningen og Jon Stewart. Et lidt underligt selskab, men kedeligt ville det nok ikke blive. Winston Churchill for det verdenshistoriske schwung, de store cigarer og stemningen af herreværelse. Dronningen for det høje, intellektuelle niveau og den skarpe tunge, og Jon Stewart for det satiriske blik og formentlig evnen til at tage gas på de to første. Og mig.

Hvilken telefonsamtale husker du bedst?
Da sagsbehandleren ringede fra adoptionsbureauet og sagde: Ja, så er der en lille dreng til dig i Etiopien. Den samtale ændrede mit liv med et slag. I flere år havde jeg ventet på det opkald, og jeg kan huske hele den dag og genfortælle den i forholdet 1:1 – men så skal vi have udvidet det her blad – det tager lang tid. Seks uger senere rejste jeg så af sted til Etiopien for at hente min søn. Siden har han været mit livs centrum.

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?
ABBA – hele tiden! Jeg er en poppige hele vejen igennem, selvom det er gået lidt fremad siden. Bed mig ikke om en favoritsang – der er masser, og jeg kan en ubegribelig mængde tekster udenad. Jeg kan stadig huske, da jeg for mange år siden så musicalen ”Mamma Mia” i London. Når handlingen tog en ny drejning, vidste jeg hver gang præcis, hvad det var for en sang, de varmede op til at fyre af.

Hvilken film bør enhver kvinde have set?
”Casablanca”. Det bør mændene også. For det første er den fuld af helt uforglemmelige oneliners – og så handler den jo om kærlighed, om at gribe eventyret, holde fast i det – og så er den fuld af sprut, cigaretter, småforbrydere og store følelser.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel: "Jeg føler mig elsket langt ind i mit næste liv"

Hvad ville du sige, hvis du skulle bagtale dig selv?
Hun tror, hun er så skideklog. Og så er hun småfed. Jeg har en lidt uheldig skolemesterudstråling en gang imellem, synes jeg – og kombineret med en udpræget sans for sarkasme betyder det, at jeg nogle gange kommer til at træde folk over tæerne. Jeg hader, når det sker.

Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
Fysisk er det neglen på højre hånds ringfinger og mine øjne. Psykisk er det, at jeg både er sårbar og robust. Jeg synes egentlig, jeg har pølsefingre og nogle lidt mærkelige, firkantede negle, men lige den på højre hånds ringfinger er harmonisk og vokser altid meget smukt. Mine øjne kan jeg lide, fordi de er så blå. Desværre har jeg fra naturens hånd ingen farve i hverken øjenbryn eller -vipper, men det kan man jo gudskelov kompensere for.

Hvilket råd ville du give, hvis du mødte dig selv som 18-årig?
Gør dig fri af andres følelser og forventninger, og stol på dig selv. Det tog mig lang tid at forstå, at jeg ikke har ansvaret for alle andre og for deres følelser, og jeg kan stadig godt falde i tønden med hensynsbetændelse. Men det bliver meget lettere at have et ordentligt og ligefremt forhold til andre mennesker, hvis man ikke gør det.

Hvornår har du været mest bange?
Jeg er lidt bange hver dag – og det er som regel moderlige bekymringer, der kan bringe mig ud af fatning. Som i dag, hvor jeg for første gang sendte min søn af sted på cykel til skole. Ud i trafikken. Gys!

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
Skituren til Vallåsen i Sverige. Eller Faldmåsen, som vi kalder den hjemme hos os. Vi er bare ikke skimennesker. Vi kan bedre lide sol, varme og korte bukser – men gerne masser af bevægelse og oplevelse – bare ikke i sne.

Hvad har du lært af din far?
At fortælle dem, jeg holder af, at jeg holder af dem.

LÆS OGSÅ: 3 kendte kvinder: Her er min livsfilosofi