Min Kamp
SPONSORERET indhold

Ugens bøger: Mesterlig afslutning af Min Kamp

Karl Ove Knausgård har sat endeligt punktum i serien Min Kamp med den sjette bog i rækken. Se hvor mange stjerner den og to andre bøger får her.

Af: Marianne Gram og Anna Pia Holmgaard Foto: Berit Roald, Scanpix
14. dec. 2012 | Livsstil | ALT for damerne

En genial moppedreng

”Min kamp 6”
Af Karl Ove Knausgård
Lindhardt og Ringhof, 1295 sider, 399,95 kr.

Så kom punktum i Knausgårds romanserie ”Min Kamp 6” endelig. Og sikke et punktum. 1295 siders crescendo – ja, det er virkelig den helt store afslutning, hvor historien både samler sig og løfter sig nærmest ud af sig selv. I bind 6 indhentes bogen af virkeligheden. Her får vi fortællingen om selve udgivelsen, hvor Karl Oves farbror anlægger sag mod forfatteren for at have hængt sin farmor og far ud i de tidligere bind i serien.  Knausgaard går lange – men særdeles velskrevne – omveje bl.a. i et 3-400 sider langt essay om Hitlers opvækst. Fremragende beskrevet, nærmest et værk i sig selv, men egentlig en overspringshandling, inden han omsider når frem til at skrive om sin kone Lindas psykiske sammenbrud. Har du kunnet lide de foregående bøger, kan du kun glæde dig! mg



Som bold i handske

”Kunsten at gribe livet”
Af Chad Harbach
Politikens forlag, 548 sider, 299 kr.

Når John Irving og Jonathan Franzen er imponerede, er det næsten umuligt ikke at blive nysgerrig. ”Kunsten at gribe livet” er en smuk debut, en melankolsk titel, og bag omslaget gemmer sig det samme: En fortælling med Irvingsk finurlighed i personerne og Franzénsk skarphed: Fra skravlet Henry, et upoleret baseballtalent, til Mike, hans barske mentor, til værelseskammerat Owen, en elegant homoseksuel, der nok kan forskrække Henrys forældre. Han får en karriere med skole og bold og lærer langsomt sig selv og sit talent, sin forpligtelse at kende. Morsom, bitter, poetisk og indimellem fortvivlet skildring af overgangen fra barn til ung og voksen. For pludselig er Henry bange for sin succes, og kun kærligheden kan redde ham. Klassisk drama med dybde, farve og tanker. ap

 

LÆS OGSÅ: Jan Guillou gør det igen!

Krigstraumer og mysterier

”De hængte hunde”
Af Jens Henrik Jensen
Politikens Forlag, 416 sider, 300 kr.

For visse læsere vil der givetvis være for meget macho, sprut, krig og vold i Jens Henrik Jensens seneste, glimrende krimi, ”De hængte hunde”. Efter serien med den hårdføre Nina Portland, Esbjerg – så introducerer han en ny helt – antihelten. En traumatiseret krigshelt, Niels Oxen, der lever på bunden af samfundet, snavset, ildelugtende, med sin hund og sin bue og pil. Men jeg kan nu godt lide det. Velgørende stramt plot, der har tråde til korrupte embedsmænd, krigsforbrydelser, PET, en diskret tænketank og rigmænd, der på mystisk vis myrdes. Oxen er det gådefulde wildcard, der skal hjælpe PET ud af de penible sager, og det er ganske enkelt hamrende velturneret og ditto spændende fra side et til slut. ap



LÆS OGSÅ: Ugens bøger: Et bidsk og bittersødt portræt af kvinder 40 +