31-årige Natasha bor i San Francisco: ”Vi er forberedte på, at alt kan ske”
SPONSORERET indhold

31-årige Natasha bor i San Francisco: ”Vi er forberedte på, at alt kan ske”

Flere butikker og banker har barrikaderet deres ruder i San Francisco for at være forberedte på eventuelle optøjer. Og helikopterne flyver over byen for at holde øje med, at alt foregår i ro og orden, i takt med at stemmerne tælles op, og det afgøres, om Donald Trump eller Joe Biden skal være præsident i USA de næste fire år. ALT.dk har talt med danske Natasha Guman, der fortæller om stemningen i en by, hvor det for alvor står klart, at alt kan ske...

Af: Sara Wilkins Foto: Niels Utoft Andersen
04. nov. 2020 | Livsstil | ALT.dk

ALT.dk fanger Natasha Guman ved 22.30-tiden lokal tid i sit hjem i San Francisco.

Hun har netop afholdt valgaften for en lille gruppe danske og amerikanske venner og kollegaer, som alle arbejder hjemme i disse dage på grund af corona.

De bor i staten Californien, som traditionelt set er en demokratisk stat – og som Joe Biden netop har vundet med knap 66 procent af stemmerne. Alligevel er intet som forventet, forklarer Natasha Guman.

”Vi har nok mest været forvirrede her til aften, fordi meningsmålingerne forudså nogle resultater, som har vist sig at ende ud i noget helt andet. Så vi har snakket meget om, hvorfor de amerikanske meningsmålinger har så svært ved at ramme mere præcist. Vi ved jo ingenting med sikkerhed endnu, og mange af os husker tydeligt valget i 2016, hvor mange troede, at Hillary Clinton ville vinde, men så endte det helt anderledes. Så vi er forberedte på, at alt kan ske,” siger Natasha Guman og forklarer, at hun har hørt i sin omgangskreds, at nogle næsten ikke kan holde usikkerheden ud længere:

”Jeg har også hørt om nogen, der slet ikke ser valget, fordi de simpelthen er bange for resultatet. De har ikke lyst.”

Stemmested.jpgDer var ingen kø at spore, og stemningen var generelt rolig, da Natasha Guman kiggede forbi et af stemmestederne i San Francisco tirsdag. Foto: Natasha Guman

Frygter uro i gaderne

Stemningen i byen har ellers været relativt rolig i dag, forklarer Natasha Guman.

”Californien er jo traditionelt set en blå (demokratisk, red.) stat, og stemningen på gaderne har været fin i dag. Der har ikke været noget ballade, og mange af vores valgsteder i Bay Area har været stille og rolige uden for lange køer. Der har ikke været for mange mennesker, fordi mange har stemt i forvejen pga. corona. Folk har haft masker på, og det er foregået uden kaos,” siger hun og forklarer, at særligt én af kandidaterne får synlig opbakning i gader og stræder:

”Du ser Biden-Harris skilte overalt her i San Franciscos vinduer, på gadehjørner, på biler osv. Det er meget sjældent, at man ser et Trump-skilt. Men det skyldes jo måske også, at mange af dem, der stemmer på Trump, ikke råber højt om det på disse kanter”.

Natasha Guman har dog forberedt sig på, at man vil kunne mærke en nervepirrende stemning i byen de næste par dage.

”Jeg tror, at alle kommer til at gå lidt på tåspidser i morgen og torsdag. Der bliver sikkert en underlig stemning. Flere butikker, banker og bygninger i centrum har sat beskyttelse op i deres vinduer for ikke at få smadret ruder. Det gjorde de også under Black Lives Matter-protesterne, så det kunne tyde på, at nogle af dem frygter uro i gaderne. Det kan også sagtens være, at der ikke sker noget. Men jeg kunne høre helikoptere flyve over byen tidligere, så jeg tror, der bliver holdt øje med, at alt foregår i ro og mag.”

Barrikader bank.jpgDen amerikanske bank Wells Fargo er et af de steder, der har barrikaderet vinduerne i forbindelse med valget for at undgå evt. smadrede ruder, hvis der skulle opstå uro i gaderne. Det samme gjorde flere butikker under Black Lives Matter-protesterne. Foto: Natasha Guman

Læs også: Kvinder, klima og indvandring: Her er de største forskelle på Trump og Biden

Én ting har adskilt valgperioden

Natasha Guman var ikke i USA under valget i 2016, men hun fornemmer alligevel, at én ting adskiller sig særligt fra sidste valgperiode: Det enorme fokus på at stemme – uanset hvem man så måtte stemme på:

”Det har man set rigtig meget denne gang: Vote! Folk opfordrer bare til, at man stemmer. At man skal stemme. I dag, da jeg var ude at handle, fik jeg næsten et chok, fordi en dame stak noget op i ansigtet på mig og spurgte: ”Har du stemt i dag!?” – jeg blev næsten bange. Men så forklarede jeg hende, at jeg kom fra Danmark og desværre ikke kunne stemme,” siger Natasha, der også har mærket stemmeopfordringen fra mere kommercielle kanter:

”Det er alle, der opfordrer til at stemme. Jeg hørte en reklame fra Absolute Vodka i radioen, hvor budskabet var: Vote first, drink after! Og så fik jeg en mail fra & Other Stories – har shoppet en del i disse coronatider – som skrev: Shopping can wait. Election day is here. Vote today. Så alle går virkelig ind i det her. Man skal stemme, uanset hvad. Og det har gjort dette valg helt specielt, vil jeg sige.”

Læs også: Mød kvinden, der skal gøre Joe Biden til præsident

En ny dag i morgen

Natasha Guman havde aftalt at mødes med to venner onsdag aften for at markere valgets afslutning, men meget tyder på, at stemmeoptællingen vil trække i langdrag.

”Vi havde aftalt at mødes for at markere, at det hele ligesom var overstået, og det havde vi set frem til, men som det ser ud nu, er intet sikkert. Det bliver nok bare en hyggelig middag – dog med samme usikkerhed om, hvad der kommer til at ske…”

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun kommer til at sove godt i nat, griner Natasha Guman:

”Det ved jeg ikke. Jeg er virkelig træt, for det hele har været meget drænende. Så mon ikke, jeg kommer til at sove godt? Det håber jeg.”

Anbefalet til dig