Hele verden taler om hende - men hvem er hun egentlig? Bliv klogere på Kamala Harris her

De er både de mest loyale vælgere og dem, der laver græsrodsarbejde, stemmer dørklokker og sørger for at få mindre dedikerede demokrater afsted til stemmeurnerne. Traditionelt spiller en vicepræsidentkandidat en beskeden rolle for udfaldet af et amerikansk præsidentvalg, men hvis Demokraterne vinder, bliver den snart 78-årige Joe Biden den ældste præsident i USA’s historie, og han har selv kaldt sig en overgangspræsident, der kun vil besidde posten en enkelt periode – som en brobygger mellem Trump-æraen og et andet Amerika, som Kamala Harris meget vel kan komme til at stå i spidsen for.  

Før hun gik på scenen, dryssede Barack Obama lidt af magien fra 2008 ud over det anonyme konferencecenter. Han skulle egentlig have talt som den sidste i rækken, men da Harris blev tildelt posten som vicepræsidentkandidat, foreslog Obama angiveligt selv, at han skulle tale først, så han kunne give faklen videre og lade Harris skinne. Som den afroamerikanske skuespiller Tracee Ellis Ross, Diana Ross’ datter, sagde til det demokratiske konvent:

”Alt for længe er sort, kvindeligt lederskab i det her land blevet brugt uden at blive anerkendt eller påskønnet. Men nu vender det. Hello, Kamala!”

Den amerikanske drøm

Harris’ familiehistorie er fortællingen om den amerikanske drøm. Om to immigranter, der kom til USA fra Jamaica og Indien. Harris’ mor rejste allerede som 19-årig fra Indien til Californien for at studere på UC Berkeley. Og under en borgerrettighedsdemonstration på Berkeley-universitetet i 1963 mødte hun Donald J. Harris.

”Det var sådan, de mødtes – som studerende på gaderne i Oakland, mens de gik og råbte op om retfærdighed – i en kamp, der fortsætter den dag i dag”, sagde Kamala Harris, da hun i august holdt i sin allerførste tale som Joe Bidens running mate:

”Og jeg var en del af det. Mine forældre tog mig med til demonstrationerne – godt spændt fast i min klapvogn”. 

En af de familiehistorier, hendes mor, Shyamala Gopalan, yndede at fortælle, handlede netop om, hvordan hun efter en demonstration retorisk spurgte sin datter: ”Hvad vil du have, Kamala?” Hvorefter den lille pige i klapvognen skrålede: ”FRIHED!”.

I forordet til sin selvbiografi, ”The Truths We Hold”, skriver Kamala Harris, at der er to ting, man som læser skal vide, før man bladrer sig igennem hendes personlige rejse, som hun har givet undertitlen ”An American Journey”:

”For det første udtales mit navn ”comma-la”. Ligesom kommategnet. Det betyder ”lotusblomst” og er et symbol med stor betydning i indisk kultur. En lotusblomst vokser under vandet, og mens dens blomster hæver sig over vandoverfladen, er dens rødder solidt plantet i flodbunden. For det andet”, skriver Harris, ”skal I vide, hvor personligt det er for mig”.

Som barn besøgte Harris Indien og blev inspireret af sin politisk aktive familie. Hendes bedstefar var højt placeret i den indiske regering og kæmpede for landets uafhængighed, mens hendes bedstemor var aktivist og rejste rundt i landdistrikterne for at lære fattige kvinder om prævention. Shyamala Gopalan, som Harris ofte nævner i sine taler, valgte Kamalas navn for at hylde hendes indiske rødder. I hinduismen er Kamala synonym for gudinden Lakshmi. Og som Gopalan sagde i et interview med Los Angeles Times i 2004, da hun skulle forklare, hvorfor hun gav sine døtre indiske navne: ”En kultur, der tilbeder gudinder, skaber stærke kvinder”.

Et af Harris’ yndlingsklenodier på senatorkontoret i Washington D.C. er et billede af hendes mor som ung kvinde blandt demonstranter på Berkeley i starten af 1960’erne. Og under sin tale i Delaware sagde Harris, at hun har arvet aktivismen fra sin mor: ”Hun plejede at sige til os: ”Lad være med blot at sidde og brokke jer over tingenes tilstand. Gør noget!”” 

Det sorte Harvard

Mens hun voksede op, var Harris omgivet af hvide amerikanere – fra hun begyndte i skole i Berkeley i Californien, til hun forlod sin high school i Montreal i Canada. Så da hun selv kunne vælge, hvilket universitet hun ville søge ind på, flyttede Harris til Washington D.C., der i 1980’erne gik under navnet ”Chocolate City” og overvejende var en sort by. I den amerikanske hovedstad søgte hun ind på Howard University, et berømt universitet for sorte amerikanere og dengang kendt som ”det sorte Harvard” – en historisk institution, der fungerer som et mekka for sort kultur, sorte traditioner og sort historie, og hvis alumni-liste blandt andre tæller de prisvindende og toneangivende forfattere Toni Morrison og Ta-Nehisi Coates, borgerrettighedsaktivisten Stokely Carmichael, der i 1960’erne gjorde begrebet Black Power populært, samt den Grammy-vindende rapper Sean Combs, bedre kendt som Puff Daddy og Diddy. Harris har selv sagt, at Howard University er et af de vigtigste aspekter i hendes liv og formede hendes raison d’être. At være leder. Og at arbejde for at forandre systemet indefra. At alt er muligt. Og aldrig at lade sig begrænse af andre menneskers syn på, hvem du er, og hvad du kan blive til. 

”Det var det smukke ved Howard”, har Kamala Harris sagt om sin alma mater: ”Hvert eneste signal fortalte os studerende, at vi kunne blive hvad som helst – at vi var unge, talentfulde og sorte, og at vi ikke skulle lade noget stå i vejen for vores succes”.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: "Vi skal lære vores børn, at vores kærlighed til dem ikke er betinget af, hvad de gør eller kan præstere"

Mens hun læste på Howard, blev Harris optaget i det historiske sorority Alpha Kappa Alpha, et søsterskab af kvindelige, sorte studerende, som også Martin Luther Kings kone, Coretta Scott King, var med i, og som i dag tæller 300.000 medlemmer over hele verden, der støtter og hjælper hinanden frem i verden. Faktisk bestod en stor del af Harris’ kampagnestab under primærvalgene af medlemmer af Alpha Kappa Alpha, som arrangerede events for hende og solgte hendes præsidentkandidatur til andre sorte kvinder. De perlehalskæder, som er blevet Harris’ signatur – fra den enkle række, hun bar, da hun blev taget i ed som San Franciscos chefanklager i 2004, til den kostbare kæde, hun bar i Wilmington, Delaware, er en hilsen til Alpha Kappa Alpha og ifølge politiske iagttagere et klart signal om, hvem Harris er, og hvad hun står for. Alpha Kappa Alpha blev nemlig grundlagt af en gruppe kvinder, der i dag er kendt som ”De tyve perler”. Og som den internationale præsident for Alpha Kappa Alpha har sagt til magasinet Vanity Fair, så er perlerne symbol på visdom: ”Vi træner unge kvinder til at blive ledere og sørger for, at de har visdommen til at lede … og det går hånd i hånd med den sande betydning af, hvad Alpha Kappa Alpha i virkeligheden handler om”.

I 1980’erne var Howard ikke et woke og revolutionært sted. Det var tværtimod en del af Howards ethos, at man mest effektivt fikser Amerika ved at få magt og sætte sig for bordenden. Et af Harris’ forbilleder blandt alumnerne på Howard var Thurgood Marshall, USA’s første sorte højesteretsdommer. Men
Kamala Harris ville ikke være dommer. Hun ville være anklager, et kontroversielt valg, fordi anklagemyndigheden i USA sender uforholdsmæssigt mange unge sorte mænd i fængsel for bagateller. Men i sin selvbiografi skriver Harris, at nationens mest modige anklagere også har retsforfulgt både korrupte politikere og Ku Klux Klan i Sydstaterne. Og hun ville, som Howard prædikede, ændre systemet indefra. 

Top cop i en Black Lives Matter-tid 

En sommerdag i 1988 trådte en ung Kamala Harris ind ad døren til den imposante granitbygning ved Lake Merritt-søen, der huser anklagemyndigheden i Californiens Alameda County. Harris var blot en 23-årig praktikant uden reel indflydelse, men alligevel beskriver hun sin praktiktid som den, der definerede hendes karriere. Ikke mindst, har hun sagt, fordi den lærte hende, hvor stor skade det amerikanske retsvæsen kan forårsage med et pennestrøg: En fredag eftermiddag landede en narkosag på anklagemyndighedens bord. Blandt de anholdte var en uskyldig kvinde, der blot havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og som med al sandsynlighed ville gå fri, så snart hun blev stillet for en dommer.

Men det var sent på eftermiddagen, og sagen ville ikke lande på dommerens bord før om mandagen, så kvinden ville på trods af sin uskyld tilbringe weekenden i spjældet. Harris tænkte på kvindens familie. Ville myndighederne tage hendes børn fra hende? Ville hun miste sit arbejde? Blive udskammet? Hun slog sig ned i retslokalet, ventede i flere timer og tiggede og bad dommeren om at bruge bare fem minutter på sagen. Til sidst gav dommeren efter, og kvinden kunne gå hjem, spise aftensmad med sine børn og uforstyrret fortsætte sit liv. I sin selvbiografi beskriver Harris, hvordan hun dengang så sin egen rolle som anklager: ”At se efter de oversete, at tale for dem, hvis stemmer ikke bliver hørt, at adressere årsagerne til kriminalitet, ikke bare deres konsekvenser, og at belyse den ulighed, der fører til uretfærdighed”.  Men hendes resultater som både anklager, chefanklager og justitsminister i Californien er mildest talt blandede. På den ene side har hun gennemført tiltag, der hjælper dømte med at finde et arbejde i stedet for at smide dem i fængsel, men på den anden side har hun nægtet at løslade indsatte, der beviseligt var uskyldigt dømt.

Hun har nægtet at dømme en politimorder til døden, men samtidig forsvaret Californiens brug af dødsstraf. Og hun har indført diversitetsprogrammer og racismetræning i politiet, men modsat sig undersøgelser af betjente, der har affyret deres pistol og dræbt sorte mistænkte. Det mest kontroversielle øjeblik i hendes karriere udspillede sig allerede i løbet af hendes første år som chefanklager. En undercover-betjent ved navn Isaac Espinoza blev skudt, og efterfølgende ønskede mange drabsmanden dømt til døden. Men Harris stod fast på sin principielle modstand mod dødsstraf og nægtede at gå efter en dødsdom. Hun mødte voldsom kritik, ikke mindst fra den demokratiske senator Dianne Feinstein, der kritiserede Harris under Espinozas begravelse, hvorefter flere hundrede betjente vendte hende ryggen. Et øjeblik, Harris selv har kaldt et af de værste i sit liv, og som kostede hende mange støtter, ikke mindst i politiet. Det har muligvis også fået hende til at indgå kompromiser efterfølgende. For de mest venstreorienterede stemmer i det demokratiske parti klinger Harris’ omtale af sig selv som en ”progressiv anklager” derfor hult. De opfatter hende som en status quo-kandidat, der har brugt det meste af sin karriere på at smide sorte mænd i fængsel, oven i købet i Californien, som er en af de stater, der har allerflest indsatte. Knap 2000 amerikanere har på Harris’ vagt fået en plet i straffeattesten for små marijuana-forseelser og lovovertrædelser, der rammer sorte mænd hårdere end hvide, selvom sorte og hvide amerikanere ryger pot i samme omfang. 

Da Kamala under primærvalgene meldte sig ind i kapløbet om at blive demokratisk præsidentkandidat, blev hun mødt med sloganet ”Kamala is a Cop” af de mest kritiske og progressive demokrater, og alene i juni måned, to måneder før hun officielt blev valgt som Demokraternes vicepræsidentkandidat, blev hendes Wikipedia-side redigeret 408 gange. Nogle omkring hende ville polere hendes cv, især afsnittene om hendes fortid som anklager. For fortiden kaster lange skygger i en Black Lives Matter-æra, hvor USA tager livtag med racismen, ikke mindst den, der klæber til strukturerne i et retssystem, hvor der er stigende fokus på anklagemyndighedens kontroversielle rolle. Og hvor der ikke længere er bred opbakning til at være tough on crime, som der ellers var på tværs af politiske skel, da Harris var anklager i 1990’erne og 2000’erne. 

”Vi befinder os midt i den største protestbevægelse i Amerikas historie, hvis tema er politiets overdrevne brug af magt, og så vælger Demokraterne en ”top cop” (...) som vores redning fra Trump. Foragten for kernevælgerne er: Wow”, lød det i et tweet, da Biden offentliggjorde valget af Kamala Harris som vicepræsidentkandidat i midten af august. 

En af grundene til, at Kamala Harris’ præsidentkampagne floppede, var, at hun manglede et budskab, der kunne samle og fyre op under vælgerne. Men det ser ud som om, Harris har fundet sit budskab midt i to af de største historier i 2020:

Coronapandemien, der har dræbt omkring 200.000 amerikanere, og raceoprørene i kølvandet på drabet på George Floyd, der langt om længe har tvunget Amerika til at tage livtag med racismen. Mens store dele af nationen var i karantæne, kæmpede Harris blandt andet for at gennemføre en politireform samt lovpakker, der adresserer den ulighed og racisme, pandemien holder et forstørrelsesglas henover. Og under sommerens protester var hun på gaden med Black Lives Matter-aktivister. Det ser umiddelbart ud som om, det har virket. I 2018 skrev Shaun King, den indflydelsesrige Black Lives Matter-aktivist, der har knap fire millioner følgere på Instagram, at både Biden og Harris var to demokrater, han var ”99 % sikker på”, han aldrig ville støtte. Men nu, blot to år senere, omfavner han udnævnelsen af Harris i varme vendinger: ”Jeg er ufatteligt stolt af at se en strålende, sort kvinde og alumni fra et historisk, sort universitet udnævnt til vicepræ-sidentkandidat”, skriver King på sin Twitter-profil: ”Kamala Harris er den mest progressive vicepræsidentkandidat i Amerikas historie”.

Sagfører mod Trump 

Under sin præsidentkampagne – da Joe Biden endnu var hendes konkurrent – viste hun et glimt af, hvad hun kan kommunikationsmæssigt:  Under demokraternes første tv-debat satte hun Joe Biden på anklagebænken. Harris angreb, at Biden i 1970’erne var imod de busordninger, der bekæmpede race-
adskillelse ved at køre sorte elever fra fattige boligkvarterer til skole i hvide, velstillede kvarterer, mens rige, hvide børn blev transporteret den modsatte retning. ”Der var en lille pige i Californien”, sagde Harris til Biden. ”Hun blev kørt i bus til skole hver eneste dag. Og den lille pige var mig”. Hendes kampagnestab havde allerede T-shirts og merchandise klar med påskriften: ”Den lille pige var mig”, og for en kort stund steg hendes popularitet voldsomt i meningsmålingerne. 

LÆS OGSÅ: Malou Aamund: "Man kan sagtens have familie og være kvinde, selvom man gør karriere"

Faktisk har hendes mest virale øjeblikke som senator været dem, hvor hun har grillet mænd på anklagebænken, særligt Trump-administrationen. Det er nærmest blevet hendes specialitet at få Trumps kumpaner til at svede. Den tidligere chef-anklager bruger forhørsagtige metoder, stiller spørgsmål med stor systematik, hæver øjenbrynene og spidder sine ofre med blikket, mens hun venter på, at de afhørte kryber til korset. Da hun i 2017 udspurgte den daværende justitsminister, Jeff Sessions, om hans forbindelser til Rusland under valget i 2016, måtte han allerede efter tre minutter og tredive sekunder bede Harris om at sætte tempoet lidt ned: ”Jeg er ikke vant til at blive afhørt så hurtigt”, klagede han. ”Det gør mig nervøs”. Men Harris benyttede samme strategi over for både den nuværende justitsminister, William Barr, og Brett Kavanaugh, som hun afhørte under udvælgelsen til Højesteret. Tilsyneladende gjorde hun det så godt, at Trump efterfølgende kaldte hende ”nasty” – en slags adelsmærke for demokratiske kvinder. 

Når Kamala Harris møder Mike Pence til vicepræsident-debatten i Utah 7. oktober, kunne kontrasterne næsten ikke være trukket skarpere op. Donald Trumps vicepræsidentkandidat, Mike Pence, er en hvidhåret anakronisme, der kalder sin kone for ”mor” og repræsenterer et Amerika, der snart ikke findes længere. Han skal forsvare en sexistisk og racistisk præsident over for en sort kvinde, der bebuder et nyt og mere mangfoldigt Amerika. Og som oven i købet begyndte sin karriere som anklager mod sexforbrydere. 

Harris har ligefrem sagt, at Amerika har en sexforbryder siddende i Det Hvide Hus, og at hun vil bygge en sag op imod ham. For det er det, hun er trænet til. Og duellen mellem Harris og Pence har været hypet fra start. Så snart Harris blev bekræftet som Bidens vicepræsidentkandidat, skrev New York Times’ kendte klummeskribent Frank Bruni: ”Jeg drømmer allerede om debatten”.

Vicepræsident-debatten mellem Kamala Harris og Mike Pence fandt sted i delstaten Utah 7. oktober.