Hjælp! Vores børn skændes konstant

Familiens problem:

Mette og Ivan har tre små drenge: Finn på fem år, Noah på tre et halvt år og Nikolaj på to et halvt år, som slås og skændes om næsten alt. Ofte er det Noah, den mellemste, der er i centrum for konflikterne.

Når børnene er i børnehave eller hos deres bedsteforældre er der sjældent problemer. Men hjemme går det galt. Resultatet er, at Ivan bliver streng, og Mette bliver blød for at kompensere. Ingen af delene hjælper på konflikterne.

Coaching:

Jesper Juul: ”Hvad skal vi tale om i dag?”

Mette: ”Vores tre drenge er gode venner i børnehaven. Hjemme slås de og skændes, så snart vi går fra dem i to minutter. Vi vil gerne finde en løsning.”

Ivan: ”Noah, vores mellemste, vil gerne lave ting sammen med sin storebror, men det ender ofte med, at han forstyrrer eller ødelægger det for ham i stedet. Det går ellers rimelig fint, når de er to og to. Men så snart de er tre, bliver der konflikter. Og det er værst, når det er Mette, der har dem.”

Mette: ”Jeg prøver at være konsekvent, men det lykkes ikke helt. Til sidst bliver jeg vred og siger, at nu er grænsen nået.”

Jesper Juul: ”Gør du noget først, eller bliver du bare lige pludselig tosset?”

Mette: ”Jeg blander mig ikke, før der går noget galt. Hvis de skændes om noget legetøj, siger jeg for eksempel, at Finn skal have tingen, fordi han havde den først. Jeg prøver at mægle, men ofte uden at det hjælper noget, og så bliver jeg til sidst vred og tager Noah væk.”

Jesper Juul: ”Hvordan gør du det, Ivan?”

Ivan: ”Hvis jeg siger noget, så mener jeg det. Det ved ungerne. De er noget mere rolige sammen med mig, eller når de er hos mine eller Mettes forældre, så jeg tror, de prøver sig af på Mette.”

Mette: ”Jeg prøver måske at kompensere for, hvor streng Ivan er. Han tager fat i ungerne og sender dem ud i gangen eller op på værelset, hvis de ikke sidder stille. Jeg synes ikke, at der skal være to strenge forældre i huset. Stemningen er faktisk ofte dårlig. Jeg ville ønske, at vi kunne mødes et sted på midten, hvor jeg kunne være lidt strengere og Ivan lidt mildere.”

Jesper Juul: ”En diskussion om rigtigt eller forkert – om streng eller mild – er helt uinteressant. Du forsøger at kompensere for hans stil ved at være blød, men det hjælper ikke, hvis det, du gør, ikke fungerer.
Når ungerne sætter i gang, er du lidt naiv og håber, at det ikke tilspidser sig. Og når det så går for vidt, bliver du en del af krigen.”

Mette: ”Ja, jeg bliver utrolig gal. Jeg hyler og skriger.”

Jesper Juul: ”Og vi kan konstatere, at det ikke fungerer for dig.”

Mette: ”Nej, det har ingen effekt.”

Jesper Juul: ”Det er fordi, I bliver til fire børn. Ungerne har brug for træning i at udtrykke, hvad de vil, og træning i at sætte grænser. Og du har brug for det samme. At sætte dine grænser, så du får det, du vil have.”

Mette: ”Ja, jeg ønsker ikke have det, sådan som jeg har det.”

Jesper Juul: ”Dette er et godt eksempel på, at børn ikke kan klare sig uden voksent lederskab. Jeg møder mange lærere, som har det samme problem med en hel klasse, men vi ved, hvad medicinen er: At tage sig selv alvorligt og være realistisk i stedet for at håbe, at det ordner sig af sig selv.
Jeres børn har ikke retningslinier for, hvordan de tackler eller undgår konflikter, og det har de brug for at lære.
Hver gang der er en konflikt mellem for eksempel den mellemste og den største, må du spørge Noah: ”Hvad er det, du vil?”. ”Jeg vil sådan og sådan”, siger han så.
”Okay, så fortæl din storebror, hvad det er, du vil”. Så kan de to finde ud af, om han kan få det eller ej. Men du skal være personlig. Ellers bliver det bare teknik.
Du har brug for mere autoritet. Derfor skal du lære at blive sikker på, hvordan du vil have tingene. Autoriteten ligger i os selv – ikke i regler eller rammer. Om tre måneder kan du måske bare se på Noah og stille og rolig sige: ”Stop så”, og så stopper han.”

Mette: ”Når der opstår små eller store konflikter, bør jeg så sige, at ”det her vil jeg ikke”?”

Jesper Juul: ”Jeres børns adfærd siger: ”Kære forældre. Vi formår ikke at finde ud af tingene, uden at vi skændes og kommer op at slås. Vi gør det modsatte ovre i børnehaven, så det er ingen naturlov, at det er sådan, men vi trænger til ledelse”.
Derfor er grundsætningen: ”Hvad er det, du vil?” Underforstået: Det er fint, at man vil noget eller vil have noget, men så må man sige, hvad det er, og se om det er muligt. På den måde lærer de lige så stille at udtrykke deres behov og respektere andres grænser.”

Mette: ”Jeg sidder lige og tænker på, hvordan jeg skal klare mig uden at ty til konsekvenser.”

Jesper Juul: ”Vi voksne vil gerne have, at børn skal tage os alvorlig. Når det ikke sker, er det fordi vi en gang har sagt: ”Okay, så må det her simpelthen få nogle konsekvenser”. I virkeligheden sagde vi: ”Nu opgiver jeg, at du skal tage mig alvorlig som far eller mor, så nu installerer jeg noget imellem os, som du tager mere alvorligt eller er mere bange for”.
Det er en falliterklæring, som måske holder til barnet bogstavelig talt er lige så stor som de voksne, men så holder den ikke længere.”

Mette: ”Ivan bruger jo konsekvenser.”

Jesper Juul: ”Ja, og jeg prøver at sige, at han slet ikke har brug for dem.”

Mette: ”Men af og til må man vel kunne tage en af ungerne væk?”

Jesper Juul: ”Hvis alt er kaotisk, er det helt fint at sige til den ene, at ”nu tager vi en time-out sammen og sætter os ind på dit værelse og holder mund, indtil vi har fundet ud af, hvordan vi løser det her”. Men det er ikke godt at sende børn i isolation.
Jeg foreslår, at I skifter stil og starter med at sige: ”Hør her, vi synes, der er for mange skænderier, og det vil vi gerne stoppe, og vi vil starte med at forandre noget hos os selv”. På forhånd kan I formulere tre-fire enkle regler, som for eksempel: ”Hvis man vil have noget, som andre har, så må man spørge om lov. Og hvis man får et nej, må man respektere det”.
Det glemmer de jo til at starte med. Så Mette, måske skal du gå ind så tidligt som muligt og sige: ”Nu begynder der at ske noget her. Det vil jeg ikke have”. Og spørge dem: ”Hvad er det, I vil?”. Ikke noget med at komme med trusler eller løfter.”

Mette: ”Jeg kan se, at vi må begynde på det her nu, for det bliver sikkert ikke bedre, når drengene bliver tolv.”

Jesper Juul: ”Hvis det her får lov at stå på længe, påvirker det også forholdet mellem søskendene. De kan miste venskabet, og det ville være synd.”

Efter coachingen

”Det var godt at tale med Jesper, og vi er blevet mere bevidste om flere ting. Vi har diskuteret en del efterfølgende, men er ikke helt enige,” siger Mette, som godt kunne tænke sig endnu mere vejledning.

”Det er ikke let at omsætte alt i praksis, men vi har spurgt meget: ”Hvad er det, du vil?”, hvilket har fungeret godt med Noah. Han plejer ellers ikke at svare, når jeg spørger, hvad der er galt, men det ”nye” spørsmål rammer noget i ham, og han prøver at svare på det.

Ivan er stoppet med at sende ungene op på værelset alene, men hans lunte er stadig meget kort. Det er svært for ham at lade være med at bestemme, når jeg er der, men han er positivt indstillet og prøver at hjælpe mig lidt. Jeg synes, at hele situationen er blevet en hel del bedre. Vi er helt sikkert på rette vej, men har stadig meget at arbejde med.”