vente på lyst til børn
SPONSORERET indhold

Tør jeg vente på, at han får lyst til børn?

Jeg har altid haft en drøm om at få børn, og fra dag et har jeg ligeud sagt til mig kæreste, at hvis han ikke vil have børn, så er det ikke ham, jeg skal have et forhold til. Det var han med på, men efter et års tid, har jeg bragt emnet op igen, og her er han pludselig begyndt at trække i land. Skal jeg opgive mit forhold eller min drøm om børn? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
26. apr. 2024 | Børn | Hjemmet

Spørgsmål om at vente på at få børn

Jeg går mod de 29 og min kæreste er i start 30’erne. Vi har været sammen i lidt mere end et år og har et vidunderligt forhold fuld af kærlighed. Vi bor sammen og har gjort det i små 10 måneder.

Jeg har altid haft en drøm om at få børn, og det gjorde jeg min kæreste klar fra dag et. Jeg sagde ligeud, at hvis han ikke ville have børn, så var det ikke ham, jeg skulle have et forhold til. Han svarede her, at han var helt med på, at børn skulle være en del af vores fælles fremtid.

Nu her efter et års tid, har jeg så bragt emnet børn op igen, og her er han pludselig begyndt at trække i land. Han er usikker på, om han vil blive en god far, han er bange for, at vores forhold skal gå i stykker (han er selv skilsmissebarn), og han synes, at børn vil begrænse os, nu vi har det så godt sammen.

Jeg er knust over den udmelding, for jeg elsker ham, og han elsker mig, men jeg kan ikke opgive min drøm om børn.

Læs også

Vi har nu aftalt, at vi skal tale om det igen om en måneds tid, når han er færdig med et projekt, der fylder al hans tid pt. Jeg kan dog mærke, at det fortsat fylder alt i mig, fordi jeg ikke ved, om jeg er købt eller solgt.

Skal jeg opgive mit forhold eller min drøm om børn? Hvor lang tid skal jeg give det, for jeg bliver jo ikke yngre? Hvornår kan jeg forvente et svar? Hvordan griber jeg i det hele taget det her an? 

Hilsen Mia.

Vibeke Dorph råder til at holde igen med følelsesudbrud

Man kan selvfølgeligt mene, at det er tarveligt af din kæreste, når du nu fra start har gjort ham klart, at børn er en del af pakken, og han så pludselig trækker sig. Alligevel kan jeg godt sætte mig ind i, hvordan han har det.

I har ikke kendt hinanden så længe, han føler sig derfor nok lovlig presset. Han er tilmed glad for sit liv, som det er nu, alt imens du så er mere end klar til at få de børn, du ønsker dig.

På den måde minder I to om rigtig mange andre par, der har stået i samme svære dilemma.

Læs også

Var jeg dig, så ville jeg starte med også at se det positive i din kærestes tvivl. For dybest set vidner den om, at han er en mand, der tænker sig godt om og derved også drager omsorg for både dig og jeres fremtidige børn. Det siger noget smukt om ham som menneske og som kommende far.

Var jeg dig, så ville jeg starte med at fortælle ham det, når I skal have den næste samtale om børn. Prøv så også her at få luften taget lidt ud af den forventningsangst, han tydeligvis døjer med. Tag derfor ansvar for samtalen og lad være med at være for spørgende.

Forklar ham i stedet, at du med din alder er klar til børn og dermed også er klar til at bære din andel af ansvaret for dem.

Læs også

Vær nøgtern og hold igen med følelsesudbrud og bebrejdelser, for det fører ingen gode steder hen, og det er samtalen også for vigtig til.

Husk så også dig selv på, at selvom du nærmer dig de 30, så er du stadigvæk ung og har tiden for dig. Og skulle det mod forventning glippe med din kæreste eller med en anden, så lever vi heldigvis i tider, hvor kvinder kan vælge at få børn alene.

Det kender jeg en hel del, der har fået, og de har både rige og skønne liv, og det skal du under alle omstændigheder helt sikkert også nok få.

Anbefalet til dig