Klumme: "Jeg satsede ellers på, at 2020 var året, jeg ville blive mor"

For to dage siden stod jeg over for en ny insemination. Et nyt grønt håb om at blive mor. Men nu er det også aflyst ligesom alt andet, og alle de mange tusindevis, der er i gang med fertilitetsbehandling, får nu en ufrivillig pause, ligesom mig.

I 2019 tog jeg beslutningen om at skabe min egen familie, som solomor. Som 37-årig singlekvinde gik det op for mig, at jeg ville i gang. Nu. Jeg var lige pludseligt helt klar til at slippe drømmen om mand og børn. Jeg kunne skabe det selv. En ret fantastisk åbenbaring og et ret fantastisk slip. Jeg blev insemineret første gang i starten af 2020 og derefter begyndte ventetiden. Både de to ugers venten efter insemineringen men også ventetiden imellem behandlingerne.

Og ventetiden kommer nu i et helt andet perspektiv.

LÆS OGSÅ: Ayla fik fire spontane aborter – så hørte hun om en bakterie, der måske kunne være årsagen

Fordi coronavirussen har lukket Danmark delvist ned, og det gælder selvfølgelig også fertilitetsklinikkerne, som i disse dage er sat på pause, foreløbigt de næste to måneder. Tiden er naturligvis til, at vi skal passe på hinanden, en tid hvor den allerstørste konsekvens er, at folk dør, og at vores allesammens læger og sygeplejersker måske ender med at skulle vælge mellem liv og død. Men alligevel ramte det mig, at jeg på målstregen blev aflyst, og det, der føles som uendelig lang ventetid, er blevet endnu længere og nu helt uvis.

Den ikke så søde ventetid

Og uvisheden er faktisk den værste. Nogle har måske ventet i mange år på en positiv graviditetstest og har lidt biologisk travlt. Nogle skulle i gang med det første forsøg og andre skulle, nok efter lang tids venten, i gang med reagensglasbehandling (IVF). Men nu bliver alle de lange dage og uger og måneder, som de i forvejen har ventet, toppet med to måneder mere og en uvished oveni om, hvor længe ventetiden yderligere varer. Ventetiden på at vente igen.

Det lyder måske ikke som det store problem for dem, der ikke har travlt med at få børn lige nu. Men det bliver et ekstra stressende element og stort pres for os, der mærker, at det biologiske ur tikker. Hvis man læser om fertilitet hos kvinder, der er fyldt 35 år, kan man hurtigt miste modet, fordi man hele tiden hører, at man skal se at få brugt sine æg – nu. Og helst i går. En undersøgelse fra Rigshospitalet viser fx, at 16-26 procent af alle, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem – også par i 20’erne og start 30’erne.

Men jeg er heldigvis ikke typen, der lader mig slå ud af statistikker, og jeg satsede på, at 2020 var året, jeg ville blive mor. Lidt naivt ved jeg nu. Men min naivitet var der af en grund. Jeg har i mine 30’ere fået én frivillig abort, ergo vidste jeg, at jeg kunne blive gravid, og derudover var alle mine prøver i top, og min såkaldte AMH-værdi tydede på en ung biologisk alder. Så alt ser umiddelbart godt ud.

Men selv for mig, der er i starten af denne rejse og som udgangspunkt ikke har problemer med at blive gravid, så har det været noget af en tur at opdage, at processen er så hård, som den er. Når man venter og bare skal overgive sig til, at man absolut ingenting kan gøre. Andet end at vente. For så vokser uvisheden sig større, og man begynder at spekulere på, om det nogensinde vil lykkes at blive mor.

Holder fast i håbet

Derfor gælder det om at få nogle gode værktøjer til at komme igennem det uden at miste sig selv og blive helt skør. Nemmere sagt end gjort, og endnu mere i disse tider. Men det har i hvert fald hjulpet mig at holde mig helt væk fra statistikker om, hvordan ens chancer er som 37-årig eller snart 38-årig.

Jeg har også samlet lidt gode folk omkring mig, både i virkeligheden og på de sociale medier, som er med til at give mig mere ro og en samhørighed i hverdagen. Blandt andre Thilde Vesterby; yoga- og mindfulnesslærer, der afholder forløb for kvinder, der forsøger at blive gravide og har skrevet bogen “FRUGTBAR”. Hun har åbnet en ny verden for mig og hjælper mange kvinder med at finde ro i den stressende venteposition, hvor man kun har ét mål for øje.

Jeg er stadig ukuelig optimist, selvom jeg ikke har mange år at løbe på rent biologisk. Til alle i lignende situationer vil jeg sige, at selvom verden pt. er gået i stå, så er det ok, vi også bekymrer os om vores egen lille navle, og det håber jeg, at folk kan rumme, selvom det ikke er et spørgsmål om liv eller død, blot liv. Det er også en invitation til, at vi kan tale mere om tingene, også om det svære, som det her er for mange.

Lad 2021 blive året for mere frugtbarhed på alle planer; verdensøkonomien, klimaet og vores sundhed.

I bedste mening, Louise 37 år