Første barnevognstur

Det er tre uger siden, jeg fødte, og først nu har jeg haft mod på at bevæge mig ud i verden. Men nu var det til gengæld også tid, og det føltes fantastisk at mærke den friske luft mod ansigtet, ligesom det ikke var uden en vis forventningsfuld glæde, at barnevogn og pusletaske skulle afprøves for første gang.

Udstyret fungerede upåklageligt og baby faldt i søvn med det samme, moderen klarede det til gengæld knap så flot….

For hver 10 meter jeg gik, blev jeg nødt til at stikke hovedet ned i kassen og tjekke, om hun stadig trak vejret. Et par gange blev dynen endda febrilsk hevet af, så jeg kunne se, om brystkassen bevægede sig. Stakkels barn.

Og så er der det med verden. Det var fantastisk at komme ud, men det ville være endnu bedre, hvis der ikke var nogen trafik. Eller mennesker.

Som min veninde Frederikke, der også lige har født, udtrykte det: ”Er du gal, hvor verden larmer. Drengene spytter for brutalt, bildøre klasker for hårdt, blade rasler for højt, og der er ingen ridderlighed. Hele kroppen er blevet en følelsesmuskel, og man kigger ned på al den skrøbelighed og sarthed.” 
Mens jeg stadig var gravid sagde Laila fra Yogakompagniet noget ret klogt: at måske er årsagen til, at moderen er så sensitiv de første dage og de første uger efter fødslen måske, for at hun kan mærke, hvordan baby har det. Baby som ikke har noget filter overhovedet, og indtil nu har levet en fuldstændig beskyttet tilværelse.

Nerverne faldt mere og mere til ro, så det til sidst kun var hver 100 meter, jeg tjekkede livstegn fra den hver gang sødt sovende baby. Så alt i alt en succes.

Jeg har siden været på flere ture og nyder at gå rundt med hende. Min barnevogn har vist sig at være præcis så nem og handy, som jeg havde tænkt, den ville være – jeg kan køre den med én finger, og den kan være i min lille Chevrolet.

Til gengæld viste min første pusletaske sig at være en fejl. Den var i det blødeste cognacfarvede læder og meget flot og ’rigtig’ taske-agtig. Men den var også alt for tung, og egnede sig nok mere som taske end som pusletaske.

Nu har jeg en Storksak Tania pusletaske i et tyndt (og vandtæt) letvægtsmateriale, som gør, at den ingenting vejer. Derudover har den indbyggede stropper, der betyder, at den sidder helt oppe under styret, så man ikke støder ind i den med benene hele tiden, som jeg gjorde med den første. Den har også en masse praktiske rum og lommer både indvendig og udvendig (to af de udvendige er ’usynlige’, hvilket jeg godt kan lide). Til gengæld er den lidt smallere foroven end forneden – hvilket er en designmæssig detalje som ikke giver så god mening. Man vil jo gerne have et godt overblik – især når barnet har lort op i nakken. Hvilket altid sker, når man er ude. Og har glemt at pakke skiftetøj, fordi de der pusletasker åbenbart ikke kommer med en indbygget genopfyldnings-fe….