Gør dit barn mere selvstændig
SPONSORERET indhold

Gør dit barn mere selvstændig

Bærer du dit barn op ad trapperne, selv om det selv kan gå, og skynder du dig at hente et glas vand, når dit barn er tørstig? Så er det tid til at skrue ned for serviceniveauet, for det gavner hverken dig eller dit barn, og børn kan typisk meget mere end deres forældre tror.

Af: Tina H. Rogers, voresbørn.dk, maj 2009
26. maj. 2009 | Børn | Vores Børn

”Jeg vil selv, jeg vil selv”, siger Anton surt, mens mor tager hans overtøj og sko og hænger det i Antons garderobe i vuggestuen. 

En klassisk situation, når man som forælder har for travlt til selv at lade barnet knokle med velcrolukning og lynlås i ti minutter, inden der kan vinkes farvel, så mor eller far kan ræse videre mod arbejdspladsen.  Men de ekstra minutter er en god investering på sigt. Det giver nemlig barnet en succesoplevelse, der øger barnets selvværd og giver mod på mere.

”Vi er som regel ikke i tvivl, når vores børn gerne vil noget selv, men ofte tager vi over, og gør det for dem, fordi det går hurtigere. Om morgenen bliver mange børn for eksempel båret fra cyklen eller bilen ind i institutionen, selv om de sagtens selv kan gå,” siger Nicola Mørk Hagen, der arbejder som foredragsholder og konsulent for flere sjællandske daginstitutioner, hvor hun blandt andet vejleder pædagogerne i forhold til børns motoriske udvikling.

Giv børnene muligheden
På grund af de travle morgener som mange forældre kender alt for godt, går børnene glip af muligheden for selv at gå, cykle eller tage løbehjulet til institutionen, selv om de tidligt ville være i stand til at bruge deres krop som transportmiddel, hvis de fik lov til det.

”Børnene får ofte ikke lov at vise, hvad de selv kan. Som forældre går vi derfor glip af en mulighed for at anerkende børnene og være stolte af dem. Som forælder er det vores opgave at øge barnets selvværd, men vi kommer faktisk til at gøre det modsatte,” siger Nicola Mørk Hagen og påpeger, at børnene samtidig går glip af en daglig sejr.

”Når barnet kan gennemføre en aktivitet fra start til slut, så oplever det en kropslig sejr. Allerede i vuggestuen gentager de tingene igen og igen, og når det for eksempel har succes med selv at kravle op på skamlen, så får barnet mod på at give sig i kast med næste udfordring. Indtil barnet er seks år er det gennem de kropslige sejre, at barnet øger sit selvværd, så det er vigtigt at lytte til barnets signaler, når barnet selv vil forskellige ting,” siger Nicola Mørk Hagen.

Som konsulent har Nicola Mørk Hagen arbejdet med en del vuggestuer, hvor børnene fra et-årsalderen sidder på skamler, mens de hjemme sidder fastspændt med bøjle eller sele på stolen. ”Gud, kan de virkelig sidde uden bøjle,” siger forældrene overrasket, når de opdager forskellen mellem, hvad børnene kan i vuggestuen og hjemme.

Børnene kan mere end forældrene er klar over, og derfor er det vigtigt som forælder at stikke en finger i jorden, og spørge sig selv, hvor barnet udviklingsmæssigt er henne.

trodsalder, selvværd, selvstændige børn”Måske lykkes det ikke første gang, men de skal have muligheden for at prøve. Barnet skal ikke cykle ude i trafikken, straks efter støttehjulene er fjernet, men man må gradvist tage nogle skridt i den retning, for ellers står man pludselig med en otte-årig, der skal cykle på fortovet, fordi det ikke har fået lov tidligere,” siger Nicola Mørk Hagen.

Hendes erfaring er, at mange forældre springer de indledende trin over, og pludselig undrer de sig over, at deres fire-årige barn ikke selv kan tage hjemmesko på, for det bør barnet vel kunne.

”Alt hvad vi laver er vaner og mønstre, og det kan ligeså godt være nu, at man vælger at bryde et mønster frem for at vente. Dog skal man selvfølgelig være opmærksom på, at hvis man har vænnet barnet til luksus, så vil der naturligvis være nogle kampe, der skal tages, inden mønsteret brydes,” siger Nicola Mørk Hagen.

Gør hverdagen til en leg
I hverdagen hænger det for mange forældre ikke sammen at bruge en time på aflevering om morgenen, så barnet selv kan gå i vuggestue. Der imod er en god idé at lade bilen stå, når man henter og i stedet lade barnet køre på cykel, mini-scooter eller løbehjul.

”Gør alting til en leg. Hvis du beslutter dig til at lade barnet gå hjem fra vuggestuen, så leg undervejs. Gå baglæns sammen med barnet, hop som en frø osv. Det vigtigste er bare at starte en dag, hvor man har god tid, for barnet vil have lyst til at vise den verden de oplever. Den snegl de lige får øje på eller den store vandpyt, skal der lige være tid til at tale om, så det skal ikke være den dag, hvor man skal nå at handle inden lukketid, så det bliver en stressende oplevelse” siger Nicola Mørk Hagen. 

Hun minder derfor om, at det er vigtigt selv at have overskud til at tage de indledende kampe, når der skal sadles om. Kodeordet er konsekvens, konsekvens og konsekvens, men til gengæld vil forældrene efterfølgende kunne se frem til mere tid til sig selv.

”Virker det uoverskueligt, så vælg en lille ting, du gerne vil lave om i din hverdag og start der. En lille ændring vil ofte føre større ændringer med sig. Spørg dig selv, hvornår du har tid og gør det så. Hvis barnet for eksempel er tørstig, så lad det selv hente koppen. Barnet får en oplevelse af selv at kunne, og man får selv overskud af at have mere tid til sig selv. Jeg plejer at sige selvhjulpenhed til dig og dine børn,” siger Nicola Mørk Hagen.


Vidste du at…
I de seneste 15 år er antallet af børn, der bliver kørt i bil til og fra skole, fordoblet. Andelen af børn, der cykler til og fra skole, er faldet med knap 30 procent i samme periode, mens brug af kollektiv trafik er steget. På 30 år er antallet af 13-årige, der bliver transporteret til skole således vokset med 200 procent.

Kilde: Sundhedsstyrelsen