Gravid for anden gang – kan man det?

To streger:
Jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Har haft morgenvagt på radioen siden klokken 4.30, så jeg er en smule ør i bolden. Mens jeg hælder kaffe på kanden, tænker jeg, at det er sært, at min menstruation ikke har meldt sin ankomst. Jeg når at blive en smule klam ved tanken, men slår det hen. For hvornår skulle det være sket? (I ved, hvad jeg mener.)

Alligevel. Alligevel kigger jeg i toiletskabet og finder allerbagerst en pakke tests. Jeg aner ikke, hvordan den er havnet der, for hvis ikke man pønser på at blive gravid, hvorfor så have to hvide pinde fra apoteket liggende? Men de ligger der. Side om side med min nyindkøbte lipgloss, som flittigt blev brugt til julefrokosten for en lille måned siden. Den aften, hvor jeg for alvor nød, at mit liv som mor kunne gå hånd i hånd med at danse på bordene i meget høje stiletter.

Chok:
Jeg tisser. På pinden. Venter og ringer til min veninde. Jeg når et øjeblik at glemme, hvad jeg er i færd med, før der toner to streger frem. TO! Jeg går i panik. Råber ind i røret, at jeg er gravid, og lægger på. Kigger ud over stuen, hvor Kaspers legetøj ligger som små farveklatter i hvert et hjørne. ‘Han er så lille’ tænker jeg. ‘Jeg kan da ikke være bekendt, at han allerede skal dele mig med en anden!’ Jeg bliver ked af det. Min lille bitte dreng, som for lidt siden lå tandløs på et tæppe og pludrede. Skal han være storebror? Skal jeg være mor igen? Jeg fatter det ikke. Hvad jeg får sagt til Kaspers far, husker jeg kun svagt, men han er jublende lykkelig. Jeg selv er vist det, man kalder handlingslammet.

Så kører gravidbussen:
Som ugerne går, vænner jeg mig til tanken om, at jeg, enebarnet, skal være mor igen, og at man faktisk godt kan have to børn. Muligvis også elske dem lige højt – og fungere nogenlunde normalt imens. Jeg når også at være skadefro i en uge, fordi jeg ikke har det mindste tegn på den psyko-kvalme, som lammede mig sidste gang. Lige indtil den morgen, hvor Nemesis bider mig hårdt bagi og giver mig den mest forfærdelige kvalme klokken 3.45 en tirsdag i januar. Here we go again.

Det ville være en underdrivelse at skrive, at jeg led lidt af morgenkvalme, da jeg var gravid med Kasper. Faktisk har jeg et udførligt kort i min hukommelse over de steder i København og omegn, hvor jeg kastede op. OG en dugfrisk fornemmelse af, hvad døgnkvalme og ditto opkast vil sige. For én selv, for ham, man er gift med, og for ens omgivelser. Det er ikke i den pæne ende af skalaen.

Jeg ligger ligbleg i soveværelset, gisper og beder til, at det går over, mens Kasper sidder på sin blå bil ved siden af og spørger, om jeg skal ‘puste’ igen. Han har aldrig set nogen kaste op og er meget interesseret i, hvordan det foregår. Vil helst med helt ned i toilettet hver gang. Nysgerrigt ser han til, når jeg forsøger at smile mor-smilet fra wc-kummen – det, som signalerer, at alt er i skønneste orden. I virkeligheden er jeg i panik over, hvordan skal jeg komme igennem det her med ét barn i forvejen.

Rejs dig op:
Jeg bliver klar over, at de åndehuller, jeg havde under sidste graviditet, er forsvundet. Jeg kan ikke bare smide mig på sofaen, sove tre timer til middag og fylde køleskabet med cola og chips. Jeg har et barn, som vil lege, som bekymrer sig om sin mor, som pylrer og vil op, og som hiver i mit ærme, hvis jeg lægger mig ned. “Rejs dig op, mor!” siger Kasper, så snart jeg, stille som en Ninja, snupper tre sekunder på langs.

Indtil uge 24+4 er jeg en melhvid zombie, der troskyldigt står på legepladsen med brækposer inden for en armslængde. I de uger er jeg ved at give op. Jeg magter ikke tanken om to børn. Jeg er på alle måder en underskudsmor og -kone, der får kvalme af den mad, min mand forsøger at ramme plet med. Det hele er bare for meget. Jeg vil have mine penge tilbage.

Fødslen:
Da jeg så småt er ved at være ude af kvalme- og opkast-perioden, er næste benspænd fødslen. Den første står skarpt i min hukommelse. Kort version: Vandet gik samtidig med første ve. Veerne kom ikke i bølger – det var en tsunami – og efter en time var jeg 10 centimeter åben. De næste fire timer er slørede, men jeg kunne ikke få Kasper ud. Han sad fast, og jeg fik ingen presseveer. Jeg var alligevel åndsnærværende nok til at stille jordemoderen spørgsmålet til en million kroner: Hvor ondt gør det at presse ham ud? Hun kiggede køligt på mig og svarede, at det føles som at skide en kommode. Underdrivelse. Det føltes som at skide hele Ikea, da de til sidst måtte hive ham ud med sugekop. Jeg sprækkede. Men ikke meget, fastslog jordemoderen. Også en underdrivelse.

Læs videre på næste side >>

Efterfødsel:
De næste mange måneder var jeg hudløs, haleløs og hulkende. Jeg havde så ondt i mine syninger, mit underliv og min rumpet, at jeg svor, at Kasper skulle være enebarn. Færdig. Punktum.

Men sådan skulle det ikke gå. For præcis to år og tre måneder senere sidder jeg igen med en vandrejournal i hånden og snakker med en jordemoder. Hun er færing og taler lidt sært, men jeg hører, at hun spørger til min sidste fødsel. Tårerne presser sig på. Alt det, jeg slet ikke har fået snakket med nogen om, sidder lige inde bag mine øjenlåg, og jeg halvvræler mig igennem fortællingen fra 25. december 2006.

Hun kigger opmærksomt og siger, at der findes et særligt team på Hvidovre Hospital, hvor mødre med særlige behov kan gå. Dem som, blandt meget andet, ikke kan komme overens med en flækket rumpet og en baby. Ja, tak. Indover med Blåt Team.

Kejsersnit:
Efter nogle samtaler med jordemoderen i Blåt Team beder jeg om at blive undersøgt af en læge. Jeg vil have tjekket, om alting er okay, inden Ikea igen skal ud af mig. Jeg har boret neglene ind i det danske sygehusvæsen, og er der så meget som én, der sår tvivl om min evne til at føde, kan du ikke se min røv for bare kejsersnit. Jeg har mit underliv, mit ægteskab og min smertetærskel for kær til, at jeg vil udsætte nogen af os for det igen.

Derfor er det en lettelse, da lægen fortæller, at mit haleben sidder på en måde, så det brækkede eller i hvert fald forstuvede under sidste fødsel. Hun foreslår kejsersnit. Og jeg er lettet. Det er ikke fedt at skulle igennem en operation, og jeg synes, det er dybt mærkeligt at tage bus 150 S en mandag morgen for så at blive mor, mens man stadig kan køre på sin tre-zoners-billet. Men smerterne før, under og efter sidste fødsel vil jeg for alt i verden gerne undvære. Kejsersnit. Så langt så godt.

Status:
Nu sidder jeg så her i uge 36+3 og tænker, at det er godt nok, det hele. Min graviditet har været ligeså hæslig som sidst, jeg kommer aldrig til at elske det. Til gengæld glæder jeg mig ufatteligt til at holde en baby i armene igen. Mærke det lille liv og opleve Kasper som storebror. Han har gjort plads til ham i Juno-sengen, siger han. Mellem sine fine racekatte fra Ikea, Kisser og Tigermis. Og han har lovet at give lillebror et glas mælk, hvis han bliver tørstig. Det skal nok gå. Vi ses på den anden side.

ANNAMETTE FUHRMANNS REFLEKSIONER:

Gravid igen – typiske reaktioner:

• Når du bliver gravid igen, er den store forskel, at du ‘ved det hele’ i forvejen – hvad du går ind til, og hvordan det er at være gravid og føde. Den første fødsel fylder ofte meget psykisk, og du har måske brug for at få den snakket igennem i detaljer. Det skal der være plads til, så du kan føle dig tryg.

• Du er måske mere urolig og bekymret som andengangsgravid. At få et barn er et liv uden sikkerhedsnet, og det ved du, når du har ét i forvejen. Du har samlet en masse erfaring og ved, hvad der kan gå galt, og har måske tanker om, at der er noget i vejen med barnet – for det kan ikke passe, at du kan være så heldig igen.

• Som andengangsgravid får du alle symptomerne tidligere. Vand i kroppen og plukveer kommer langt tidligere og kan være med til, at du føler dig mere usikker, og som om du er blevet 100 år siden sidste graviditet.

• Prøv at nyde din graviditet. Nyd al den viden, du allerede har, og ret fokus mod dig selv. Typisk har du ikke brug for at gå til fødselsforberedelse, og den tid kan du med stor succes bruge på at forkæle dig selv.

Kilde: Dorthe Taxbøl, chefjordemoder, Frederiksberg Hospital

EPILOG: ANNAMETTE ANMELDER MODERSKAB TIL TO:

Annamette fødte 24. august 2009 lille Jeppe ved planlagt kejsersnit. Status er, at det er meget vidunderligt. Jeg føler mig sej på en altfavnende måde. Når jeg sidder med mine to drenge, er det, som om cirklen er fuldendt. Nu er vi for alvor en familie – hvilket bunken af vasketøj også vidner om. Der er nul minutter til at læse dameblade, rede hår og komme ud af nattøjet – men 24 timer med to styk af vores egen yngel gør, at jeg orker de søvnløse nætter igen og igen.

Kasper har taget det i stiv arm. Han er omsorgsfuld over for Jeppe og aer og putter ham – til gengæld får jeg et spark i ny og næ, og han er heller ikke for fin til at bære trodsalderen uden på tøjet. Alt i alt har vi fået flere skrig, mere skrål og mere arbejde, men der er dobbelt-op på kærligheden, og det overgår alt rod og spildt mælk i sofaen.

Min oplevelse med planlagt kejsersnit var i øvrigt ovenud positiv. Det er et mærkeligt koncept, og jeg følte, at jeg var med i et afsnit af Greys hvide verden, mens jeg lå der viklet ind i slanger og kiggede på min mand i hospitalstøj. Men det var meget fint, da Jeppe kom ud, og personalet får 10 point for at skabe en dejlig stemning trods koldt operationslys i et klinisk rum.

FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDRE FORUM HER!