Heidi er steriliseret: ”Bare fordi man har en livmoder, behøver man ikke at bruge den”

Den nye agenda resulterede ifølge Heidi i, at hun gik ned med stress og en depression. Presset blev ganske enkelt for meget, siger hun. Særligt fordi hun ignorerede den nagende følelse af, at noget ikke var, som det skulle være.

– Jeg kunne godt mærke, at grunden til, at det hele gik så galt, var, fordi jeg gik på kompromis med mig selv. I en eller anden udstrækningen udøvede jeg vold på mig selv ved at sætte den overbevisning så meget over styr på bekostning af, at jeg var forelsket. Og det er også en stor del af grunden til, at jeg har valgt at blive steriliseret, siger hun og uddyber så:

– Det er, fordi jeg gerne vil fremtidssikre en eventuelt smaskforelsket Heidi, som måske kunne finde på at give efter for et pres fra en mand, som er meget insisterende. Det er for at lave det ultimative statement. Jeg havde brug for at lave en manifestation af, at det er sådan her, det er. Det kommer aldrig nogensinde til at ske, at jeg skal have børn.

FASE 2: Graviditeten

Den allerstørste udslagsgiver skulle imidlertid vise sig først at komme i sommeren 2017, hvor Heidi og hendes daværende kæreste ved et uheld blev gravide.

En graviditet, der først blev opdaget, da de var 11 uger og 5 dage henne – blot få dage inden, det ifølge Sundhedsstyrelsen er for sent at afbryde en graviditet.

Og afbrydes, det skulle den.

– Ingen af os var i tvivl om, at vi ikke skulle have det barn, og hele verdenen vendte bare pludselig op og ned. Jeg tænkte oh shit. Jeg var ikke et splitsekund i tvivl om, at det skulle ud af mig, og det kunne kun gå for langsomt. Jeg var absolut i chok. Jeg vil næsten betegne det hele som en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg stod ved siden af mig selv og observerede. Jeg havde følelsen af, at der var noget i mig, som ikke burde være der. Og at den her by ikke er stor nok til os begge to. Du skal ud, og det kan kun gå for langsomt fortæller hun.

Under en uge senere endte den uønskede graviditet derfor i en akut, kirurgisk abort, en efterfølgende lettelse og – hånden på hjertet – en lille snert af ærgrelse.

Skyldfølelse måske endda. 

– Når man hører om alle andre, der har problemer med at blive gravide, så kan det godt ærgre mig, at jeg står der med noget, der er absolut uønsket, og som jeg kun kan tænke på at skulle af med. Der kunne jeg godt tænke, hvor er det synd, at det her lille liv er endt hos mig. Hvor ville jeg have undt mange andre, at de kunne have været blevet gravide i stedet, siger hun.

Heidi er ikke sen til at definere oplevelsen som traumatisk. Alligevel ved hun, at det også var her, hun for første gang blev sikker i sin sag. Ikke engang manden, hun troede, at hun skulle blive gammel med, var nok til at ændre hendes beslutning.

Derfra var der således kun én vej frem: Hun skulle steriliseres, det var sikkert og vist.

Eller var det?

– Det øjeblik, jeg havde bestilt tiden hos min læge for at tage den indledende snak, begyndte jeg at væve lidt. Og jeg blev lidt chokeret over, hvorfor jeg reagerede på, at jeg begyndte at tage handling. Jeg havde en snak med min gode ven om det, og han ramte hovedet på sømmet, da han spurgte mig, om det kunne hænge sammen med, at jeg et eller andet sted ville ønske, at jeg bare gerne ville have det barn. Om jeg et eller andet sted var ked af, at jeg ikke havde det ønske, for så behøvede jeg ikke at føle mig som en afviger. Det var spot on, siger hun og forsikrer øjeblikket efter om, at tvivlen var forsvundet i det øjeblik, hun lod sig operere. 

FASE 3: Fordommene

Skulle der alligevel have været en snert af tvivl tilbage, forsvandt den med det samme, Heidi vågnede efter en narkose, en kikkertoperation og et efterfølgende succesfuldt indgreb.

Følelsen af lykke skyllede ind over hende med en sådan kraft, at hun nær var begyndt at græde, fortæller hun. Den endelige beslutning var langt om længe taget, og følelsen af frihed kunne ingen tage fra hende.

Lige indtil luften begyndte at gå af ballonen, og alt igen blev hverdag.

– Da jeg vågnede på opvågningsstuen, kom der en ny Heidi ud af det, og efter der nu er gået noget tid, skal jeg lige finde ud af, hvem hun helt præcist er. Langt hen ad vejen er hun fuldstændig den samme, men der er et eller andet, som har ændret sig. Jeg skal vænne mig af med den konstante ”skal, skal ikke”-tanke, og samtidig har jeg også sagt farvel til noget potentiale og til en eller anden del af mig selv. Nu har jeg taget det valg, som jeg vidste var det helt rigtige, og så skal jeg så finde ud af, hvad der skal blive konsekvensen af det, fortæller hun, mens hun smager en ekstra gang på hvert eneste ord, der forlader munden. 

– Når jeg kigger mig selv i spejlet og ser de to små ar, jeg har i lysken nu, tænker jeg ”hmm, okay. Ikke nok med, at jeg mentalt føler et eller andet, så kan jeg også fysisk se, at der er sket noget.” Jeg omfavner det stadig, og jeg har ikke fortrudt på nogen som helst måde, men jeg er stadig spændt på, hvordan jeg næste gang skal reagere på spørgsmålet om, om jeg skal have børn. Normalt har svaret altid være noget i retning af, at det ikke er noget for mig, men hvordan skal svaret lyde nu, hvor jeg fysisk har udelukket muligheden?” supplerer hun.

Af samme grund har Heidi indtil nu blot fortalt en lille håndfuld mennesker, at hun er blevet steriliseret. Langt størstedelen er stadig udvidende om det indgreb, der har manifesteret hendes familiære fremtid for altid.

For når hun ikke selv ved, hvordan hun skal reagere, er hun så klar til at stå ansigt til ansigt med andres fordomme?

– Jeg er ikke meget for at indrømme det, men folks opfattelse af mig har holdt mig tilbage. Jeg var måske lidt bange for, at de vil opfatte mig som et koldt, egoistisk og dårligt menneske, der er mindre kvinde. Og det med at føle sig mindre værd har jeg haft rigeligt af i mit liv. Så jeg var bange for, at det ville ændre for meget i andres opfattelse af, hvordan jeg er. At de vil se anderledes på mig, siger hun og fortæller, at hun med dette interview vil tage kampen op mod det tabu, der er forbundet med at vælge børn fra.  

At passe ind i den brede samfundsdiskurs kan nemlig være vanskeligt, når man vælger at gå imod biologiens veje, har flere frivilligt barnløse kvinder erfaret. Således melder de i diverse debatgrupper om stigmatiseringer, fordomme og en stor uforståenhed fra deres omverden.

Er de egoister? Er de bange for at komme til at fortryde? Mangler de ikke bare at finde den rigtige mand? Og kan de overhovedet være en rigtig kvinde, hvis de ikke har børn, lyder nogle af de fordomme, der berettes om.

Har folk ret i, at man kalde dig en egoist?

– På ingen mulig måde. Det trigger mig, når folk kalder mig egoist, fordi det i min bog nok nærmere er omvendt. At man skal have sit eget barn - et lille spejlbillede af sig selv, som man kan opdrage i ens eget billede. Medmindre man kan se mig direkte i øjnene og sige, at man vælger at få børn, fordi man har ambitioner om at skulle opdrage dem efter Dalai Lama eller Moder Theresa - en, der virkelig skal redde menneskeligheden - så vil jeg vove den modsatte påstand at sige, at så får man børn af egoistiske årsager. Men dermed ikke sagt, at jeg dømmer eller ser ned på folk, der gerne vil have børn. De må bare meget gerne undlade at pådutte mig deres egne drømme og ambitioner. Jeg forventer ikke, at folk nødvendigvis skal forstå min beslutning. Men jeg bliver frustreret, når de ikke respekterer den.

Kan du ikke lide børn?

– Langt hen ad vejen nej. Hvis jeg sidder i toget, og der kommer en børnefamilie ind, så må jeg indrømme, at jeg indvendigt sidder og vender det hvide ud af øjnene og tænker ’åh, skal jeg høre på det der’. Jeg synes generelt også, at børneopdragelse ikke er, hvad det har været. Så på den måde er jeg ikke ovenud begejstret for børn, nej. Men dermed ikke sagt, at jeg hader dem eller ikke ønsker at være i selskab med dem. Nogle børn kan jeg godt – for eksempel min venindes tvillinger, der kan gøre mig helt uventet blød. Velopdragne børn vil jeg hellere end gerne, men de små terrorister, som folk bryster sig af at gå og kalde deres guld, vil jeg helst være fri for.

Du anfægter de fordomme, andre har om dit valg, men du gør dig også selv tanker om de valg, kvinder, der vælger at få børn, gør. Hvad tænker du om det?

– Når man ser retorikken inde på de Facebook-grupper, jeg er en del af, så kan den godt blive rigtig hård, hvor de (kvinder, der får børn, red.) bliver kaldt breeders osv. Det er ikke selv noget, jeg er tilhænger af. Fordi jeg gerne vil behandles med respekt, så forsøger jeg også at behandle andre med respekt. Det er ikke, fordi jeg har en hadsk indstilling til kvinder, der får børn. Hvis de vælger at få børn af de rigtige årsager, så har jeg al respekt for dem, konstaterer hun.

FASE 4: Kvindeligheden

Heidis valg står ikke blot i stærk kontrast til den enorme andel af kvinder, som vælger at føde børn - det udfordrer også det syn, der ifølge eksperter er tildelt kønnet med en livmoder: At moderskabet enten er et frivilligt tilvalg eller et nødvendigt onde.

En stigmatisering, der ikke er undsluppet Heidi.

– Jeg er ked af, at vores værdi som mennesker er så hårdt bundet op på moderrollen. At man som kvinde i den grad bliver dehumaniseret, fordi man ikke har børn og ikke har lyst til at få børn. At bare fordi man har en livmoder, så skal man også have lyst til at bruge den. Vi skal lægge øre til rigtig meget, hvor mænd slipper langt, langt nemmere omkring det, konstaterer Heidi, hvis stemmeleje accelererer, når snakken falder på de fordomme, hun møder.

Betyder det noget for din kvindelighed, at du er blevet steriliseret?

– Ja. Den er ikke blevet mindre, men den er blevet anderledes, og det er det, jeg skal til at finde ud af nu.  Hvem er hende den nye Heidi, når ikke hun lige pludselig i en eller anden udstrækning defineres af at have muligheden for at få børn? Så min kvindelighed, jo, har måske nok ændret sig. Men jeg vil samtidig også sige, at jeg med den beslutning måske har vundet den frihed, jeg et eller andet sted gik og længtes efter.

Mens friheden som udgangspunkt dækker over lange lørdagsmorgener i sengen, spontane biografture og en hjerne, der ikke er ramt af manglende søvn, ammefrustrationer og skoleintra, inkluderer den også modet og en helt ny evne til at stå ved sig selv, fortæller hun.

Heidi ved nu, at hun er i stand til at sætte grænser for sit eget liv – og hun er ikke det mindste bange for at fortryde.

– Jeg føler, at jeg har fået lidt mere gennemslagskraft og lidt mere integritet bag mine beslutninger. Jeg er blevet bedre til at sætte grænsen og finde ud af, hvad det er, jeg vil. Der er kommet noget mere ballast, og selvom jeg skal arbejde med at finde ud af, hvem der er kommet ud af det, så føler jeg stadig, at jeg helt fundamentalt er blevet hende, jeg skulle være.