Hvilken type intelligens har dit barn?
SPONSORERET indhold

Hvilken type intelligens har dit barn?

Der findes otte intelligenstyper, ifølge en amerikansk psykolog. Find ud af, hvilken type intelligens dit barn er særlig begavet med – og hvordan du bedst støtter ham eller hende i at udvikle sine evner.

Af: Else Marie Lehman, Vores Børn Junior, januar 2011
25. jan. 2011 | Børn | Vores Børn

KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG FIND DEN INTELLIGENSTYPE, DER BESKRIVER DIT BARN BEDST>>

Intelligens handler om, hvad dit barn er god til og hvordan hun er god til det. Intelligens kommer i mange nuancer og former og handler om langt mere, end hvad dit barn ‘ved’. Intelligens dækker blandt andet over vores evne til at opfatte verden, bruge sproget og fungere sammen med andre mennesker.

Den amerikanske udviklingspsykolog Howard Gardner har defineret hele otte forskellige intelligenstyper, som dit barn kan have: Sproglig, matematisk, musisk, rumlig, kropslig, naturalistisk, personlig og social intelligens.

Én type intelligens dominerer
Dit barn indeholder alle de otte intelligenstyper. Men én eller to af dem skiller sig sandsynligvis særligt ud og præger dit barn mest.

“Hvilken intelligenstype, der er den mest dominerende hos din pode, får du blandt andet svar på ved at lægge mærke til, hvad og hvordan dit barn helst leger, hvordan hun taler, hvilke fag hun bedst kan lide i skolen, og hvad hun måske allerede nu drømmer om at blive, når hun ‘bliver stor’,” forklarer børnepsykolog Bente Edslev. Hun er en af dem, som beskæftiger sig med de otte intelligenstyper herhjemme.

Elsker dit barn særligt at læse og skrive og er super skarp til at argumentere, er hun sprogligt intelligent. Går hun voldsomt op i at male og indretter sit værelse igen og igen, er hendes rumlige intelligens stærk. Bruger hun sin krop meget til både leg, dans og når hun taler, er hun kropsligt intelligent.

Hvis du oplever, at dit barns intelligens ligner din eller farens meget, er det næppe uden grund. Sandsynligvis har jeres barn nemlig samme intelligenstype som jer: “Intelligens er arvelig. Selv om miljøet naturligvis påvirker, spiller arv faktisk en større rolle,” slår Bente Edslev fast.

“Børn kan arve mest fra den ene eller anden forælder eller blive en blanding af dem begge – afhængigt af forældrenes gener.” Det betyder ikke, at barnet ikke kan arbejde med sin intelligens. Men det er lettest at styrke den i barndommen.

Læs videre på næste side, hvordan du bedst stimulerer dit barn>>

Stimulér dit barn bredt

Det er bedst, at du stimulerer alle otte intelligenser hos dit barn. Ikke bare den, som er stærkest eller svagest. Et barn, der ensidigt bliver påvirket i en bestemt retning, vil nemlig mangle kompetencer på de andre områder. KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG FIND DEN INTELLIGENSTYPE, DER BESKRIVER DIT BARN BEDST>>

“Det er kun børn med helt særlige forudsætninger, for eksempel en meget høj IQ, som kræver en særlig indsats derhjemme, i skolen og daginstitutionen,” råder Bente Edslev.

Selv om dit barn har udpræget musisk talent, bør I altså ikke blot fokusere på sang eller klaverspil, men også få hende til at arbejde med sproget, kroppen og de sociale kompetencer.

Forældre skal være forældre
En hverdagsaktivitet, der virkelig er med til at stimulere dit barn, er højtlæsning:

“Når du læser højt for dit barn, udvikler hun sin sproglige intelligens og fantasi og får nuanceret input til, hvad sprog indeholder”, forklarer Bente Edslev.

I hendes øjne er det bedste, du kan gøre for at stimulere dit barns intelligens, at lege sammen med dit barn og sørge for gode fælles oplevelser sammen.

Sæt ord på, hvad I gør
Bente Edslev ser uanede muligheder for at kombinere hverdagsliv, leg og hygge med input til intelligensen – også på tværs af typer:

“I kan både arbejde med den rumlige og den matematiske intelligens, når I skærer et æble: Snak om dets form, farver og lav brøkregning med halve og kvarte,” foreslår hun og fortsætter: “Du kan også styrke den kropslige og sproglige intelligens samtidig. Leg cirkus, balancér på træstammer i skoven, og slå kolbøtter i haven.

Sæt ord på, hvad dit barn gør, så du samtidig stimulerer den sproglige intelligens – blandt andet ved at introducere begreber som højre og venstre, der danner baggrund for læse- og skriveretningen,” anbefaler Bente Edslev.