Ida Auken: Sådan er jeg som mor
SPONSORERET indhold

Ida Auken: Sådan er jeg som mor

Det kan godt være, at Ida Auken har politik i sit DNA. Men hun er meget bevidst om at sætte sine helt egne fodspor. Og det gælder i øvrigt også i livet uden for Christiansborg og i opdragelsen af hendes børn. Nu er den 36-årige miljøminister på barsel med sit andet barn, som med nærmest perfekt timing var sat til at komme til verden på arbejdernes kampdag.

Af: Marie-Louise Truelsen, ALTfordamerne.dk, juni 2013
28. jun. 2013 | Børn | Vores Børn

Af: Vores Børn i samarbejde med ALTfordamerne.dk

Hvordan er du som mor?

“Jeg prøver at være en ret almindelig mor, og jeg prøver virkelig at tage del i Niels’ ting og se verden lidt fra hans perspektiv. Jeg tænker over, hvad der kunne være sjovt for ham at lave – tage i Bella Centeret og bygge med Duploklodser eller tage i børneteater. Jeg kan ikke huske, at jeg var rundt til særlig mange af den slags ting, da jeg var barn, jeg synes, at mine forældre arbejdede hele tiden, også lørdag og søndag.”

“Jeg er faktisk taknemmelig over, at Niels var så lille, da jeg fik jobbet som miljøminister. Han har ikke oplevet, at det kan være på en anden måde, og derfor har han ikke oplevet det som et tab. Hvis han havde været seks-syv år, kunne han måske godt have følt, at hans mor pludselig blev revet meget væk fra ham. Han er god til at knytte sig til andre mennesker, og jeg har ingen trang til, at han skal være morsyg.”

Læs også på ALTfordamerne.dk: Birthe Kjær: Valgte karrieren frem for børn

“Tværtimod prøver jeg altid at vise ham, at det er okay, at han er hos andre mennesker, og det gør også, at han rask væk hopper på skødet af folk, han ikke har set før. Så længe han gør det med den frimodighed og glæde, han gør det med i dag, tænker jeg, at han har det godt, og at det er okay, at det ikke er mig altid. Men det er klart, hvis han en dag begynder at vise tegn på, at han er ked af det, så må jeg tage fat i det.”

Hvilke værdier vil du gerne give ham med?

“Han skal være en god kammerat. Han har et lyst sind, så hvis han kan blive ved med at have det og være lige så morsom, som han er nu, så har jeg gjort et godt job som mor. Jeg vil også gerne lære ham at vælge selv, og jeg prøver at lade være med at lægge for mange udtalte og uudtalte forventninger ned over ham.”

“Som forældre kommer man let til lige at synes, at ens børn skal lave lidt det samme som en selv, og det vil jeg gerne undgå. Jeg vil gerne have, at han bliver modig, så han tør gå frem til verden og møde den – også selvom man nogle gange slår sig ved at gøre det.”

Hvad gør du anderledes end dine egne forældre?

“Kigger man på min generation, så er vi sikkert nogle af dem, som har gjort mest det samme som forældregenerationen. 68-generationen mente, at de vidste, hvor skabet skulle stå, og hvad der var sandt og falsk. Jeg tror, at jeg vil være lidt mere åben for, at min søns univers og hans blik på verden er godt og rigtigt. Hvis han har lyst til at høre Aqua eller MGP i vores stue, er det lige så godt, som hvis jeg sætter noget af min musik på.”

Læs også på ALTfordamerne.dk: Benedikte Utzon: Gravid efter 10 forsøg

“Jeg vil prøve at lade mine indre smagsdommere dominere mindre, end mine forældre gjorde. Det var ikke, fordi jeg fik trukket deres værdier ned over hovedet, men de havde klare idéer om, hvad der var god og dårlig kvalitet, og de skjulte ikke, hvad deres holdning var. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at det har betydet, at det tog mig mange år at danne mine egne holdninger og finde ud af, hvad jeg egentlig selv kunne lide.”

Termin på arbejdernes kampdag

Ida er højgravid, da vi møder hende, og som repræsentant for et arbejderparti er det næsten ikke overraskende, at hun har termin med sin søn nummer to den 1. maj. På arbejdernes kampdag. Hun siger – med et grin – at hun regner med at tage i Fælledparken først og så tage hen og føde bagefter. Derefter venter lidt barsel. 

“Hvis jeg selv havde timet min fødsel, havde det været virkelig god timing. Nu er det bare heldig timing. Maj og juni er måneder, hvor man slutter tingene af, og jeg er ved at gøre sagerne klar til min afløser, så de let kan lukkes. I juli er der som regel meget stille, og i august har vi aftalt, at jeg tager min søn med på arbejde, så meget det kan lade sig gøre. Derefter tager min mand barsel tre-fire måneder fra september.”

Hvordan har du det med at være på barsel?

“Jeg skal helst ud en til to gange om dagen, når jeg er på barsel, ellers bliver jeg næsten deprimeret. Jeg skal ud og snakke med nogle mennesker. Niels var en dag gammel, da han var på café første gang, og så måtte han ellers vænne sig til i hvert fald en til to aktiviteter om dagen i de syv måneder, jeg var på barsel. Det er nok mit gemyt, jeg skal ud af nattøjet og af sted for ikke at blive trist. Jeg er meget udadvendt. “The more the merrier” – det har altid været min tilgang til tingene. Jeg håber også, at mit hjem bliver ved med at være sådan et sted, hvor folk bare kommer. Hvor døren altid er åben, og så deles vi om den mad, der er.”

“Jeg kommer fra et hjem, hvor alle gymnasiefester blev holdt hjemme hos os, og der var altid nogen, der blev og sov, fordi vi boede tæt på skolen. I min Blå Bog stod der: “Idas hjem er et vandrerhjem”, og jeg vil gerne have, at det også er sådan et hjem, vi bygger nu. At vi ikke bliver en familie, der lukker sig om sig selv. Der skal være plads til andre mennesker hos os, jeg elsker fester og at snakke og grine.”

Læs også på ALTfordamerne.dk: Søren Faulis kone: Natteroderiet var mit ansvar

“Det er klart, at jeg ikke når at se mine venner helt så meget, som jeg gerne vil, med det job jeg har nu, men jeg håber, at mine venner stadig oplever, at jeg smider, hvad jeg har i hænderne, hvis de har brug for mig. Og jeg går ud fra, at vi kender hinanden så godt, at de vil sige det til mig, hvis de synes, jeg svigter.”

Der er Ida – og der er Ida Auken, miljøminsteren

Ida mødte sin ti år ældre mand for otte år siden i en studenterforening. Da talen falder på ham, bliver hendes svar for første gang i løbet af interviewet korte og langsomme. Og det er der en grund til.

“Min mand og jeg har nogle aftaler om at prøve at skille det private og det personlige. Man skal passe på sig selv og sin familie, for hvis man tømmer alt ud, er der pludselig ikke noget tilbage i en selv. Alle har ret til at have en holdning til politikere, og jo mere man smider sit privatliv ud i det åbne, jo mere bliver det rodet ind i, hvad folk mener om en. Jeg kan godt tåle, at folk ikke bryder sig om “Ida Auken – miljøministeren”, men jeg har sværere ved, hvis de ikke kan lide mig som menneske. Derfor øver jeg mig også i at tænke, at når “Ida Auken” får en masse bank, så er det ikke sikkert, det er mig – Ida – der skal have tævene.”

“Det er mine holdninger og min politik, folk angriber, men det behøver ikke betyde, at man som menneske er forkastet. På samme måde betragter jeg mine kollegaer fra andre partier som ordentlige mennesker. Lige så rygende uenig jeg kan være med dem politisk, lige så lidt vil jeg fordømme dem som mennesker. Jeg ved godt, at det kan være svært for mange at kende forskel på mennesket og politikeren, for vi bruger også vores person i det politiske, men derfor er det bare også vigtigt at holde noget for sig selv. Noget sårbart, som man passer på.”

LÆS OGSÅ: Mor med karriere

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft: Mor i 2010'erne