Familieliv
SPONSORERET indhold

JA til børn på nettet: “Hvad skulle vi være bange for?”

“Hvad skulle vi være bange for?”

Af: Ulla Hinge Thomsen, Vores Børn PLUS, nr. 13 2013.
21. maj. 2014 | Børn | Vores Børn

Om familien
Mor: Mia Rasmussen, 35 år, pr-rådgiver.
Far: Michael Rasmussen, 36 år, musiker.
Børn: Vera, 2 år og Frida, 5 år.

Flere gange om dagen

Vi, især Mia, er rigtig meget på sociale medier som for eksempel Instagram, Facebook og Mias morblog Storbymor.dk og lægger mange billeder ud af børnene på alle tre medier. De er så søde og pæne – det skal resten af verden da se! Andre lægger måske billeder af deres outfits ud, vi viser vores børn. Fordi Mias profiler kun er private, er det mest hende, der gør det.

Som musiker bruger Michael sine profiler mere professionelt, men en gang imellem lægger han også et godt billede ud. Mia gør det flere gange om dagen nogle dage. Som i går, hvor hele familien var sammen og lavede en masse ting, og børnene var sjove og søde. Da kom der tre-fire billeder på Facebook og Instagram.

LÆS OGSÅ: NEJ til børn på nettet: “Vores børn har ret til privatliv”

Læs hvad eksperterne mener hér!

Holder kontakten

Vi har mange venner, som vi ikke ser så tit, og vores familie bor på Fyn. Billederne er en god måde at følge med i hinandens liv på. Det er mindre forpligtende end at sende en mail, hvor du også skal skrive en hilsen med. Når vi lægger billeder ud, er farmor og mormor – og vores venner – også med. Vi synes også, det er hyggeligt, når andre gør det samme.

Ikke interessante for andre

Vi er ikke bange for, at billeder af vores børn bliver delt. Hvem skulle have interesse i det? Når du tænker over, hvor mange børnebilleder, der huserer på de sociale medier, tror vi ikke, det nødvendigvis er vores billeder, der bliver delt. Hvis de gjorde, hvad skulle vi så være bange for? Det er jo ikke nøgenbilleder, vi lægger ud.

Skulle en eller anden bleproducent købe et billede af Facebook, fordi de synes, at Vera er helt vidunderligt smuk, så fred være med det. Vi kan ikke se, at det skulle kunne bruges negativt.

Vi ved godt, at der sidder mænd derude, som kan lide at se på små piger, men de mænd findes altså også på stranden og i svømmehallen. Du kan ikke beskytte dine børn mod hele verden!

LÆS OGSÅ: Mor-blogger: “En blog er det rene praleri”

Glade billeder

Vi lægger aldrig billeder ud, hvor vi tænker, at børnene som voksne vil sige ‘aj, hvorfor gjorde I det?’. Ligesom alle andre vælger vi de sødeste og sjoveste ud. Facebook er jo en iscenesættelse, ikke en nøjagtig gengivelse af virkeligheden. De, der tror andet, er naive og har misforstået konceptet. Vi kan godt lægge billeder ud, hvor de laver skøre ansigter, men vi lægger ikke billeder ud, når vores fireårige datter får et flip og river sig selv i håret af raseri. Der går vores grænse.Så kan du sige: ‘Jamen, så viser I kun det perfekte frem’ men sådan er mediet jo!

Familiealbum på nettet

Når vi lægger billeder på nettet, samler vi dem ét sted, hvor vi også kan se børnenes udvikling – det er da sjovt! Vi kunne selvfølgelig også samle dem på vores egne computere, men vi har to gange oplevet at miste alle vores billeder. Der er det rart, at de billederne ligger et sikkert sted. Billederne på Facebook er jo som et familiealbum på nettet, som børnene også får glæde af senere.

Tilbage til: Debat: Må vi vise billeder af vores børn på nettet?