Klumme: Min mand er lige så meget far, som jeg er mor. Heldigvis.

Når de allerførste anemoner tittede frem, tog min far mig med i skoven. Vi fandt det perfekte sted, lagde os midt i blomsterhavet og kiggede op. På trækronerne, på fuglene og på himlen. Det var ham, der i ferier tog min bror og mig med på ekspedition med vores lille robåd med påhængsmotor, eller på dagstur til fuglereservatet helt der ude, hvor kragerne vender.

Og når vi så kom tilbage, møgbeskidte og fulde af eventyr med en gysen af spænding over de insekter, vi havde set, de fisk, vi havde fanget og den ko, som muligvis var en lidt vild tyr, som vi måtte løbe fra, fordi vi var kommet til at kravle under leddet til en indhegning, rystede min mor på hovedet med et smil. Min far var i mit barnesind mester i opdagelsesrejser og historiefortælling.

Da jeg blev ældre, fortsatte han og jeg vores eventyr. Vi kørte derud, hvor vi ikke havde været før på cykel, eller i bil. Og vi snakkede. Om de store ting i livet; om venner, kærlighed, job og politik. Om at gøre en forskel og følge sine drømme. Altid når vi var på farten, for der flød snakken bedst. Der er desværre alt for langt mellem de ture i dag.

Knald på karrieren

Jeg har svært ved at forestille mig, at min far nogensinde har skiftet en ble og jeg tvivler på, at han har taget et barns sygedag. Hele min barndom var det ham, som havde knald på karrieren og min mor, der droslede ned. Det var hende, der tog sig af hverdagen med småbørn og logistik. Til gengæld tog han os med i svømmehallen hver lørdag formiddag og var æbleskivemesterbager ved skolens julefest. Nu, hvor jeg selv er blevet mor, sender jeg min egen mor en kærlig forstående tanke for alt det, hun stod med alene. Men der ligger også en erkendelse i, at tiden var en anden, da jeg var barn. I hvert fald i min fødeby i provinsen, hvor mange af mine kammeraters familiemønstre var som mit.

Min mand laver mad

Hjemme hos os er det min mand, der laver mad. Han laver kaffe til mig hver morgen, han hjælper børnene i tøjet - og den ældste til karate. I det store regnskab har vi fordelt hente/bringe-tjansen stort set ligeligt imellem os – det gælder også børnenes sygedage. Hvis jeg skal være helt ærlig, så nusser og pylrer jeg mere om dem, end han gør – sidder tæt i sofaen og har styr på venner og legeaftaler. Men min mand er lige så meget far, som jeg er mor. Heldigvis.

I det nye nummer af magasinet Vores Børn, sætter vi fokus på fædre. Det er mænd, som vælger faderrollen og hverdagens pligter til, frem for at skubbe den fra sig. Det er mænd, som vil deres børn. Mænd som er bevidste om, hvor meget et nærværende faderskab giver til hele familien – og dem selv. Det er mænd af deres tid.

Mødre og fædre er forskellige. Vi skal ikke være ens og kunne det samme. Men vi kan være fælles om at ville væres børn og give dem en god opvækst – på hver vores måde.

Læs det nye nummer af Vores Børn, som er på gaden nu.