Signe Nordstrand

Foto: Privatfoto Særligt én sætning gør nas og rammer klummeskribent Signe Nordstrand lige i hendes dårlige samvittighed.

Signe har akut etbarns-panik: Én sætning rammer mig særligt hårdt

Én sætning gør særligt ondt på klummeskribent Signe Nordstrand, der bare har ét barn. For vil hendes datters liv altid føles en lille smule ufuldendt, nu hvor hun ikke kan give hende den ’største af alle gaver’?

For omkring et år siden sad jeg og drak kaffe i mit køkken med en af mine gode, mandlige venner. Vejret var vådt, kaffen var varm, og jeg havde noget på hjerte: ”Jeg siger ikke, at det er meget sandsynligt, at jeg kunne blive gravid i dag. Jeg siger bare, at det heller ikke er helt usandsynligt.”

Nu er det ikke, fordi jeg normalt går rundt og deler den slags oplysninger med folk, men lige netop denne mand er sådan en, man med en mere eller mindre vellykket fordanskning kan kalde ’venner med fordele’. Og min kære fordelsfyr og jeg havde i noget tid gået og spillet lidt semiseriøs bold med tanken om at få et barn sammen. Vi havde talt – altså bare sådan på fantasibasis – om, hvor hyggeligt det kunne være, og vi var begge to et sted i vores liv, hvor tanken om at bringe en lille, nuttet baby til verden virkede tiltrækkende.

Og derfor sad jeg nu der i mit køkken og indviede ham i de nærmere omstændigheder omkring min cyklus.

Vi endte ad nogle omveje med ikke at forsøge at føre planen ud i livet. Så hvad var årsagen til, at jeg alligevel sad den novemberdag og overvejede det så kraftigt?

Det er naturligvis et absolut retorisk spørgsmål, for jeg kender udmærket årsagen, som er noget, der gennem de sidste 10 år har fyldt en del i mine tanker fra tid til anden: Nemlig det faktum, at min datter er mit eneste barn.

LÆS OGSÅ: Introvert mor: ”Er der andre, som får svedige håndflader ved tanken om socialt samvær med 50 forældre?”

"Det eneste vigtigste, jeg har"

Det er der jo ikke i sig selv noget besynderligt eller unaturligt ved, og for at være ærlig passer det mig for det meste ganske godt. Vores liv fungerer rart, frit og ret fantastisk, jeg har fuld frihed hver anden weekend, når hun er hos sin far, og jeg går ikke rundt med følelsen af at mangle ’barn nummer to’. Men derfor kan jeg alligevel blive ramt af en akut etbarns-panik og komme til at køre ud ad en tangent. For her sidder jeg jo som en enlig mor til et enkelt barn – og jeg kan indimellem føle, at jeg har placeret hele ansvaret for mit eget livs fremtidige lykke på min datters spinkle skuldre: Hun er kort sagt det eneste vigtigste, jeg har.

Og jeg ved da godt, at jeg ikke skal gøre mit barn ansvarlig for min lykke, bevares, men derfor kunne jeg alligevel godt en dag tænke mig nogle børnebørn at fylde med Kinder-chokolade. Og jeg ved også godt, at hun skal have lov til at gå sine egne veje her i livet, men jeg vil jo så forbandet gerne have, at hendes liv former sig godt og sikkert. Og eftersom jeg ikke har formået at sprede mine aktiver lidt bredere ud, påhviler det derfor hende at måtte skuffe eller glæde mig på alle de mange fronter, der findes.

Gad vide, om det er hårdt at være sin mors eneste barn?

LÆS OGSÅ: Mor til tre: ”Mange ser stadig ned på os, der har børn med flere mænd”

Jeg læser ellers troligt alt, der bliver skrevet om de fordele, der kan være ved at stoppe efter barn nummer ét. Jeg bruger det som plastre på de steder, hvor der gennem tiden er gnavet et lille sår, hver gang jeg har mødt sætninger som ”den største gave, du kan give dit barn, er søskende”. For den slags sætter altid tanker i gang. Bliver hun (for) forkælet? Vil hun altid gå rundt og mangle en fuldblodsallieret i sit liv? Og hvad skal hun dog stille op, når hun en dag skal stå helt alene med alle de praktiske udfordringer omkring min begravelse?

Kort sagt: Vil hendes liv altid føles en lille smule ufuldendt, nu hvor jeg ikke kunne give hende denne ’største af alle gaver’?

Én sætning gør nas

I en periode mente jeg, at en lappeløsning måtte blive, at jeg en dag fandt en kæreste med en pige på min datters alder, så hun om ikke andet havde en papsøster at støtte sig til resten af livet (kan man egentlig afgrænse sine Tinder-præferencer og bede om ét stk. pæn mand med en datter født omkring 2010?). Men så skal man jo også trækkes med selve kæresten, og det kunne jeg heller ikke rigtig se for mig, så dén løsning blev hurtigt skrinlagt.

Og jeg ved jo også godt, at jeg ikke skal kaste mig ud i ufrivillige Tinder-eventyr, fordi én lille sætning gør nas – især fordi de fleste af os nok har et lille punkt, som altid er ekstra sårbart. For uanset hvor vi er i vores liv, og uanset hvor mange børn vi har eller ikke har (og uanset om det er selvvalgt eller ufrivilligt), kan der være forbandede sætninger, der trænger ind bag forsvaret og trykker på de steder, der i forvejen er ømme.

  • Mit liv gav ikke mening, før jeg blev mor.
  • Den største gave, man kan give sit barn, er søskende.
  • Det er altid midterbarnet, der bliver klemt.
  • Og så fucking videre …

LÆS OGSÅ: Klumme: Nej, det bliver ikke nemmere, når de bliver større - her er 5 klokkeklare beviser

Det mindste, jeg kunne gøre

I en periode talte min egen datter da også meget om, at hun ønskede sig en lillesøster (alternativt en kattekilling). Hendes egen forestillingsevne rakte heldigvis ikke så langt som min, og det var derfor ikke praktiske begravelsesudfordringer, der lå til grund for hendes ønske – mest af alt havde hun vist bare brug for noget at øse lidt storesøsterlig omsorg ud over. Men jeg måtte med beklagelse i stemmen forklare hende, at det ikke var noget, jeg kunne give hende.

Jeg kan huske, hvordan hun med længsel så ud ad vinduet, da en af hendes klassekammerater en dag blev hentet af sin mor og sin to år ældre søster fra en legeaftale hjemme hos os: ”Det må være rart at have sådan en søster på sin egen størrelse.” Og det kunne jeg såmænd godt forstå. Og derfor vil en del af mig nok altid gå rundt med en lille sorg over, at mine omstændigheder ikke rakte til at gøre hende til storesøster og give hende det menneske her i livet, som hun for evigt ville være forbundet med.

Men livet former sig nu engang ikke altid, som man måske engang havde forestillet sig. Min datter får ingen lille, nuttet bror eller søster, og min fordelsven og jeg har lagt babysnakken på hylden for bestandig. Og hvad kattekillingen angår? Sådan en har hun naturligvis fået. Det var virkelig det mindste, jeg kunne give hende.

Om skribenten

Signe Nordstrand er forfatter og korrekturlæser og har skrevet bøgerne En overspisers bekendelser, Muusmann Forlag 2019, og Alt det, de andre har, Muusmann Forlag 2020. 

Hun er bosat på Frederiksberg i København og delemor til Anna, som er født i 2010. 

Du kan følge hende her: @signenordstrand

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Familieliv og Mor