Nillou har skrevet en mors tre bud: ”Udsigterne gjorde mig syg af bekymring”

Da jeg skrev om min datters selvstændighedsfase, der betød, at mor pludselig gik fra episk cool til dødpinlig, frygtede jeg, at pre-teenfasen ville sabotere vores tætte forhold. Det skete dog ikke, vi har stadig et tæt og fortroligt forhold. Bare jeg ikke snakker, når vi bevæger os udenfor.

For et halvt års tid siden begyndte han at trække sig. Han har altid været god til at lege selv, men nu trak han sig ikke med drager og sværd, men med hovedet ned i sin iPad.

Jeg forestillede mig, at han var på vej mod onlineafhængighed og satte grænser for hans skærmtid med regler og dødningehoveder. Restriktioner har ellers haft en effektiv virkning, men denne gang resulterede de i, at han bad om at være mere hos sin far.

Kampen mellem skærmtid og fysisk og emotionel tilstedeværelse i det virkelige liv har stået på i godt et halvt år og kostet mange skænderier. Det føles forkert, at han er online flere timer om dagen, men faktum er, at jeg står over for en virkelighed, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Hver generation sine udfordringer, og jeg er pinligt bevidst om, at vi her står over for en generation, der på godt og ondt er formet af en teknologisk udvikling, vi endnu ikke har et overblik over.

En forælder fra hans klasse fortalte over en kop afhentningskaffe, at den største folkesygdom 2030 vil være mental. Kort sagt vil flere blive syge af stress end kræft. Hvilket jo understreger hele pointen om, at livet foregår virtuelt/mentalt og ikke oldschool fysisk IRL, som da mor var ung. Udsigterne gjorde mig syg af bekymring, men i stedet for at udstikke en bunke online-forbud, som er mit go-to-tool, tænkte jeg i konstruktive løsninger.

Moderskab er lederskab, og jeg var ved at indstille mig selv til Årets Leder, da jeg næste dag fremlagde mine tre bud på vores online-våbenhvile.

Med min søn har jeg tænkt, at han først afviser mig, den dag han møder sit livs kærlighed. Det er en lille observation, jeg har gjort mig med mænd og deres mødre.

Men så ramte han pre-teenskabet.

Og nu sidder mor og beklager sig ved tasterne igen.

Bud nummer 1: Han sidder ikke for sig selv, men spiller med sine kammerater.

Bud nummer 2: Han spiller en masse fodbold og kampe i weekenderne.

Bud nummer 3: Han får ikke en halv depression, når jeg siger ”sluk skærmen, for nu er det familietid”.

Han fik et headset, der gør, at han taler med sine venner, og de spiller sammen. I weekenderne bruger han timer på at hygge sig og grine med dem, og selvom det ikke er en fysisk legeaftale, så er han stadig sammen med sine venner online.

Han er tilmeldt fodboldkampe de fleste weekender, og han deltager i slud og hagl. Han er blevet dygtigere, hvilket gør motivationen større, og så har han fået nye venner. Som han så også kan spille videre med, online derhjemme, halleluja.

Det sidste, som er det bedste, er, at vi ikke er uvenner hele tiden over hans onlinekærlighed. Mor er stadig den bedste, fordi hun har forstået, at man ikke kommer længst med regler og påbud. Men igennem en åben og respektfuld dialog.

Forleden, da jeg bad ham slukke, så vi kunne hygge, sagde han, at han er glad for, at jeg insisterer på, at vi er sammen. Som han sagde: ”Det er kærlighed, mor”. Så mor er stadig Gud. Nu med de tre bud.