Lotte er mor til to: ”Jeg er meget mere optaget af at være mor end at være den, der sidder i kørestol”

Denne artikel blev bragt hos Klikk.no første gang. Dette er en redigeret udgave. 

”Jeg har altid drømt om at blive mor og har aldrig troet, at kørestolen ville begrænse mig i livet. Da jeg var yngre, kunne jeg ligge i sengen om aftenen og fantasere om, hvilke løsninger jeg kunne finde på, som kunne få mine ønsker og drømme til at gå i opfyldelse,” siger 24-årige Lotte Mathilde Flatøy. 

Hun bor i Kristiansand med sin partner Sindre og deres to børn Tilde Marita (20 måneder) og Johannes (9 måneder). På sin konto på de sociale medier @rullemamma giver hun et indblik i livet som mor i kørestol. 

Lotte Mathilde Flatøy har den medfødte diagnose Arthrogryposis multiplex congenita, som forårsager muskelsvaghed, muskeldefekter og stive led. 

Hun kan hverken gå eller stå, men er meget mobil sammenlignet med mange andre med samme diagnose. 

”Jeg bevæger mig og gør alle hverdagstingene selv. Jeg har i øjeblikket ingen hjælp eller assistance i hverdagen. Jeg kan lege på gulvet med børnene, rejse mig fra gulvet i min stol, skubbe vognen, køre bil, kravle op ad trapper og gøre rent i huset. 

Så i mit tilfælde er det mest det, at jeg ikke kan gå eller stå, der begrænser mig. Mine arme er lidt svagere, men jeg har styrke nok til at gøre det, jeg gerne vil, såsom at tømme opvasken, løfte børnene og lignende,” forklarer Lotte. 

Hun mener, at hendes positive indstilling, mod og tro på, at hun kan opnå, hvad hun vil, i høj grad skyldes den opvækst, hun fik som barn og ung. 

”Jeg blev aldrig behandlet anderledes, og jeg var nødt til at prøve og fejle. Selv hvis jeg ikke gjorde alting rigtigt, fik jeg ikke noget forærende. Hvis jeg ikke kunne nå en tallerken i køkkenet, blev den taget ned, hvis jeg bad om det, og ikke automatisk. Jeg skulle selv tilberede maden,” siger Lotte og tilføjer: 

”Det er jeg utrolig taknemmelig for i dag, for det har givet mig en anden indstilling til livet, end jeg ville have haft, hvis tingene bare var blevet organiseret for mig.” 

Mødte sin drømmemand 

I begyndelsen af 2018 mødte hun sin kæreste Sindre på datingtjenesten Tinder. Det var først en uge efter, at de var begyndt at chatte, at hun fortalte ham, at hun sad i kørestol. 

Det afskrækkede ikke Sindre fra at forfølge forholdet. 

”Jeg synes, at kørestolen bare er et transportmiddel, og det er ikke det, der definerer Lotte som person. Jeg kendte Lotte godt, før vi besluttede os for at få børn, og jeg vidste, at hun kan gøre præcis, hvad hun vil,” fortæller Sindre, og fortsætter: 

”Hun har måske brug for lidt mere tid til visse ting, men vi er gode til at fordele opgaverne mellem os og spille hinanden gode. Selvfølgelig gør jeg lidt ekstra, hvor hun ikke har så meget kapacitet, men mange tror, at jeg gør alt arbejdet, og det er ikke sandt. Jeg arbejder meget om aftenen og i weekenden, og så er det Lotte, der laver det hele. Men når jeg er hjemme, prøver jeg at aflaste hende så meget, som jeg kan,” fortsætter han. 

Tidligt i deres forhold gjorde Lotte det klart, at hun gerne ville have børn, og hun havde også en drøm om at blive ung mor. 

Sindre kom selv fra en stor familie med mange søskende og delte dette stærke ønske. 

Fortvivlelse og glæde 

Parret blev gravide i første forsøg og var i en tilstand af lykke. Desværre gik der ikke mange uger, før graviditeten endte med en spontan abort. I løbet af de næste to år mistede de flere gange og overvejede tanken om in vitro-befrugtning. 

”Så endelig, på en tidlig ultralydsscanning, kunne vi se en levende pige inde i livmoderen. Vi havde næsten ikke turdet håbe på det, og glæden var enorm,” siger Lotte. 

”Graviditeten var hård, bl.a. med voldsom morgenkvalme, men ingen af de symptomer, jeg oplevede, skyldtes mit handicap,” tilføjer hun. 

Efter en hård graviditet og en traumatisk fødsel gik der ikke lang tid, før parret besluttede, at de ville have to nære børn. Lotte kom sig rekordhurtigt efter kejsersnittet og indså hurtigt, at hun savnede følelsen af at bære et liv i sin mave. 

”Kun 2,5 måned efter fødslen var jeg gravid igen. Det var ret surrealistisk at sidde der til Tilde Maritas barnedåb, omgivet af alle dem, vi elsker så højt, og vide, at vi havde en lille overraskelse på vej,” siger Lotte med et smil. 

Hun lægger ikke skjul på, at mange mennesker omkring dem blev chokerede over nyheden og kom med kommentarer som fx: ”Kan du klare det?”, ”Hvordan vil du klare at være hjemme med hende, når du er højgravid?” og ”Ved du godt, at det er hårdt med to små?” 

”Denne gang var de fleste mere skeptiske og nervøse på vores vegne, men jeg elskede virkelig livet med Tilde Marita. Vi havde det skønt på orlov, mens min mave voksede. Denne gang blev jeg ikke så syg og blev tvunget til at holde mig i bedre form, mens jeg ’løb’ efter en lille pige, der var fuld af energi fra morgen til aften.” 

I uge 37+6 blev lille Johannes født ved et planlagt kejsersnit, præcis 11 måneder efter sin storesøster. 

”Jeg var gået fra at være ufrivilligt barnløs til at være mor til to på mindre end et år. Det var en vanvittig følelse, og jeg har ikke fortrudt det et sekund.” 

Nysgerrige blikke 

Når Lotte er ude i offentligheden, får hun ofte nysgerrige blikke, men hun påpeger, at det ikke er alle, der kigger bare for at kigge. 

”Ofte kan jeg se, at nogen stirrer på mig, men så kommer de hen og fortæller mig, hvor imponerede de er. Det er dejligt, men jeg tror, det gør mere for deres selvværd end for mit. For jeg bliver ikke imponeret, når jeg ser en anden mor købe ind og skubbe en barnevogn på samme tid,” siger Lotte. 

I dagligvarebutikken får hun ofte kommentarer som: ”Åh nej, handler du helt alene i dag?”, eller ”Du er så dygtig, skal jeg hjælpe dig?” fra både personale og andre kunder. 

”Jeg kan godt lide at svare med et glimt i øjet: "Nej, kan jeg hjælpe dig?". Jeg er meget ligefrem, og da jeg var yngre, plejede jeg at spørge, om nogen ville have et billede, hvis de stirrede i lang tid. Jeg bliver sjældent fornærmet over noget og griner hellere af kommentarerne bagefter.” 

Hun kan dog godt forstå folks nysgerrighed, for det er ikke hver dag, man ser en mor i en elektrisk kørestol med et barn i en barnevogn og et andet i en bæresele. 

”Så jeg møder de flestes øjne med et stort smil. Selv om jeg ikke er ude efter ros, er det vigtigt for mig at vise, at jeg mestrer rollen som mor. Måske lidt ekstra på grund af kørestolen. Derfor smiler jeg uanset humør, energi, søvnmangel eller hvor meget skrig og skrål, der har været på vej ud ad døren. 

Det fedeste er de gange, hvor nogen undrer sig over, hvordan i alverden jeg klarer det her så meget bedre, end de gør eller gjorde, uden at have mine begrænsninger.” 

Selvstændige børn 

”Når man sidder i kørestol og har børn, er det ikke ualmindeligt, at børnene er lidt foran i deres udvikling,” forklarer Lotte og påpeger, at hun ikke kan løbe rundt på samme måde som andre mødre. 

”Jeg kan for eksempel ikke komme væk lige så hurtigt, hvis de falder, men børnene har fra omkring seks måneders alderen forstået, at de skal komme direkte hen til mig. Fra de lærte at kravle, formår de også at komme op på fodbrættet, når de vil hen til mor. 

Den ældste er endnu ikke to år gammel, men hun er virkelig god til at lære ting. Hun kan tage en jakke på, sætte sig i en høj stol, spænde sin egen sele, tage sko på, kravle op på mit skød fra gulvet og kravle ind og ud af tremmesengen,” siger Lotte stolt. 

Den lille pige er også meget omsorgsfuld og forstår, at mor ikke kan gøre alt det, de andre kan, er tålmodig og hjælper gerne med det, hun kan derhjemme. 

”Hun elsker at hjælpe med at tømme tørretumbleren og bære vasketøj. Det er rørende at se hendes forståelse af visse sociale sammenhænge i så ung en alder. Samtidig er hun også som enhver anden toårig, der kan græde efter en is eller en iPad og smide sin tallerken på gulvet,” siger Lotte. 

Hun beskriver en småbørnstid, der er sjov, hektisk, udmattende og fyldt med masser af latter og glæde. En typisk hverdag starter omkring kl. 6 om morgenen, men Lotte elsker aktive dage, hvor alt kører som smurt fra morgen til aften. 

”Jeg ser det ikke som en undskyldning, at jeg sidder i kørestol, og jeg stiller lidt høje krav til mig selv, når det gælder stolen. Jeg forventer af mig selv, at jeg kan holde skansen, nu hvor jeg er hjemme på barsel med min yngste søn,” siger Lotte og tilføjer: 

”Det må være rart at komme hjem fra arbejde, når den anden part har været hjemme hele dagen. Huset skal gøres rent, tøjet skal lægges sammen, og aftensmaden skal være klar. Efter aftensmad er der leg og kram, bad og sengetid. Vi elsker at danse, grine og lege med børnene, og humor er meget vigtigt for os.” 

Selvom det for Tilde Marita og Johannes er den mest naturlige ting i verden, at deres mor sidder i kørestol, er Lotte forberedt på spørgsmål fra børnenes venner, som tiden går, og det er noget, hun og hendes partner har talt meget om. 

”Jeg frygter den del lidt. Ikke fordi det er pinligt, men jeg er meget mere optaget af at være mor til Tilde Marita og Johannes end at være den, der sidder i kørestol. Jeg kommer til at være meget mere synlig end de andre forældre, men jeg tror fuldt og fast på, at åbenhed vil mindske fordomme. 

Så jeg vil gøre alt for at fortælle og svare på alle de spørgsmål, jeg kan, så børnene ikke lider under, at andre tror, jeg er anderledes,” siger Lotte. 

Hun glæder sig meget til de kommende år og alt det, de kommer til at opleve sammen med deres børn. 

”Vi skal rejse, købe et hus og se børnene vokse op. Og så drømmer vi også om en tredje mand i familien,” siger hun med et smil. 

Et fantastisk værktøj 

Tove Linnea Brandvik er leder af Norges Handicap Forbund, og hun fortæller, at de desværre oplever, at mødre i kørestol bliver mødt med mange fordomme. 

”Antagelsen om, at man ikke er en god mor for sine børn, og bekymringer om, at det må være risikabelt for børnene, når mødre bruger kørestol, er dem, vi hører oftest. Jeg tror, det handler om uvidenhed og manglende viden om, at kørestolen er et fremragende hjælpemiddel, og at opgaven og rollen som mor ikke er defineret af, om man bruger kørestol,” siger Tove Linnea Brandvik. 

Hun påpeger, at hverdagen for alle småbørnsmødre er meget ens, men at praktiske tilpasninger og gode teknikker til at løse opgaver er nødvendige, når man sidder i kørestol. 

”Det gælder fx et puslebord, der kan åbnes nedenunder og i en højde, der gør det nemt at skifte ble, eller en tremmeseng, der kan åbnes på siden, når man putter sit barn. Alle mødre skal være trygge i deres rolle som mor, og jeg både håber og forventer, at landets sundhedscentre er en god støtte og partner for kvinderne, så de får den tryghed, de har brug for – også fra det offentlige.” 

Den internationale kørestolsdag den 1. marts er en god måde at vise, hvilket fantastisk redskab kørestolen er, og at mennesker, der bruger kørestol, er en lige så mangfoldig gruppe som samfundet generelt, forklarer Tove Linnea Brandvik. 

”En stor bonus på denne dag er at vise, hvor vigtigt det er, at samfundet er universelt udformet, så alle os, der bruger kørestol, kan deltage på alle arenaer og udfylde alle de forskellige roller, som samfundet tilbyder.” 

Hun kommer med en klar opfordring: 

”Til alle mødre – med og uden kørestol: Stol på dig selv, gør det bedste, du kan, og nyd glæden ved at være mor.”