Signe er blevet mor til en teenager: Jeg er så træt af én sætning

For et halvt år siden blev jeg officielt mor til en teenager.

Det betyder, at jeg har været nogens mor i over 13 år – og det betyder også, at jeg i over 13 år har skullet lægge øre til det ene ”vent du bare, til …” efter det andet.

Det startede allerede, da graviditetstesten viste to streger: Så du tror, det er hårdt at være gravid? Vent du bare, til du står med et spædbarn. Så du tror, det er hårdt med et spædbarn? Vent du bare, til hun begynder at gå. Så du tror, det er hårdt med et barn i trodsalderen? Vent du bare, til hun bliver teenager.

Lige præcis den frygtede teenagealder er en æra, der især fortælles skrækhistorier om. Ikke kun fra folk, der selv har prøvet at stå med en teenager, men fra alle, der har købt ind på den bundslidte fortælling om, at en teenager pr. definition er en omvandrende personificering af urimelig opførsel, tryktest af alle grænser, nedrullede gardiner, apati og ugidelighed.

Som om vi som samfund er blevet enige om, at livet med en teenager er det mest urimeligt anstrengende i verden. Og at jeg derfor skulle ruste mig til virkelig at få sat min tålmodighed og alle mine moderevner på hård prøve.

Og nu er jeg så her. Jeg er trådt ind i den nye æra, hvor jeg efter sigende for alvor skal få min sag for, og alverdens negative forventninger er igen begyndt at flyde i min retning i en lind strøm:

• ”Pyh, du går en hård tid i møde.”
• ”Nå, så skal du nok forberede dig på, at der bliver smækket med nogle døre derhjemme.”
• ”Så bliver der fuld plade på hormoner, hva’?”
• ”Nu kan du godt forberede dig på konflikter!”

Bevares, det siges som regel med et lille, finurligt glimt i øjet, som om det også er en lidt sjov fortælling, vi går og deler med hinanden. Men det er uanset hvad en fortælling, jeg gerne vil have afsluttet én gang for alle.

Nu ved jeg ikke, om min egen teenager er hverken mere eller mindre teenageagtig end alle andre – men jeg vil nok tro, at hun er sådan cirka ret gennemsnitlig.

Der er dage, hvor relativt små forhindringer kan føles store og uoverskuelige (du ved, sådan cirka ligesom alle vi andre kan have det). Der er dage, hvor overskuddet er større, og hvor elefanterne kan spises en stor, ubesværet bid ad gangen (du ved, sådan cirka ligesom vi andre kan have det). Der er dage, hvor gåpåmodet ingen ende vil tage, og dage, hvor tryghedsbehovet er større. Der er dage, hvor hun allerhelst bare vil snappe med sine venner og scrolle GRWM-videoer i sin seng frem for at være sammen med mig.

Og der er dage, hvor vi har lange samtaler, ser film eller hører Taylor Swifts All Too Well på repeat, mens hun giver mig detaljerede indføringer i situationen omkring musikrettigheder og Taylor’s versions og tørklædet, som Taylor glemte i Jake Gyllenhalls søsters hus.

Kort sagt: Indtil videre er dagene kommet én efter én, og de er gået igen, uden at min tid som mor til en teenager har levet op til det billede, der ellers er blevet malet så tydeligt for mig. Tiden er fuldstændig lige så fin og hård og vidunderlig og udfordrende som enhver anden dag i et liv som forælder – og jeg ville sådan ønske, at vi kunne blive enige om at lægge de negative forventninger til teenagere på hylden.

For lad os være ærlige: Negative forventninger har aldrig gjort noget som helst godt for nogen – og det må ærligt talt også være anstrengende for mennesket på 13 eller 15 eller 17, hvis alle hverdagens handlinger, ord eller reaktioner konstant skal analyseres gennem det filter, der hedder: ”Nå, der er nok nogen, der er blevet teenager, hva’?”

Overvej engang, hvor irriterende man selv synes det er, når man ikke kan få lov at være et helt menneske, uden at det skal sættes ind i en fastlåst ramme:

• Hvis man ikke kan have bekymringer i sin graviditet, uden at det partout skal følges op med, at graviditetshormoner da sandelig også får kvinder til at gå amok.
• Hvis man ikke kan være uenig med et andet menneske eller vise vrede eller følsomhed uden at skulle have tilsendt stikpiller om, at det da vist er den tid på måneden.
• Hvis man ikke som voksen kvinde kan opleve humørsvingninger eller få sved på panden, uden at det skal forvandles til vittigheder om overgangsalder.

Hvis vi lægger de negative forventninger på hylden, skaber vi plads til de positive oplevelser. Til at tillade vores unge mennesker at opleve hele paletten af følelser. Ikke fordi de er teenagere, men fordi de er mennesker.

Vi behøver ikke vade rundt i fortællingen om, at alt, hvad de gør eller siger eller mener, altid er et udtryk for teenagetrods, hormonelle udsving eller manglende sammenvoksning af de famøse pandelapper.

Lad os i stedet skrive på nogle nye kapitler; dem om de nye horisonter og den nye musik. Om nye tankemåder og nye strømninger, og dem om fine følelser og positive forventninger til hverdagen.

Så ja, vent du bare, til du står med en teenager derhjemme. Det kan vise sig at blive en helt vidunderlig tid.