Numseleg

Hvad stiller man op, når ens søn pludselig bliver MEGET interesseret i sin egen rumpe, spørger far Mads Barner-Christensen.

For nylig fik jeg foretaget sådan en stor helbredsundersøgelse. I den forbindelse var der en sygeplejerske (i uniform – hø, hø!), der stak en finger i rumpen på mig. Det havde vist noget med prostata at gøre, og hun spurgte efter undersøgelsen, om det havde gjort ondt, og før jeg havde tænkt mig om, var jeg kommet til at sige: “Nej, det var dejligt!”. Og først da det VAR sagt og således for sent at fortryde, kom jeg til at tænke på, om jeg mon var skabsbøsse?
Og nu er det så, at min fireårige dreng er begyndt at udvise en mistænkelig interesse for sin numse.

Labre larver i bagen

Det startede med, at min kone ved en tilfældighed overraskede ham og en besøgende ven i færd med at proppe labre larver i rumpetterne på hinanden. Vi ved nok om børn og infantilseksualitet til at vide, at man ikke får point for at lave en scene og skælde ud og råbe ‘KAN DU SÅ HOLDE OP MED DET SVINERI!’. Så vi sagde bare med påtaget afslappethed, at det ikke var en god idé at proppe ting i numsen, og at labre larver skulle ind den anden vej, og at man kunne komme til at gøre sig selv og andre ondt og sådan noget fornuftigt noget.
Et par uger efter, i en helt anden sammenhæng, men med samme ven på besøg spørger min søn pludselig, om han og vennen må lege numseleg. Jeg bliver lidt overrumplet og siger noget i stil med ‘øh-bøh, det er vist ikke en god idé, I skulle hellere lege med jeres Gormiti’er – øh-bø-øh …’

Fy, fy, skamme

Okay siger ungerne og forsvinder ind i legeværelset. Nysgerrigheden og den spirende tvivl driver mig dog til at overskride anstændighedsbarrieren og barnets krav på et privatliv, og jeg sniger mig til at smugkigge ind ad vinduet.
FANDERN-EDME! Der står min søn med håndfladerne op ad væggen som en arresteret bandit i en amerikansk politifilm, mens kammeraten knælende er i færd med at indføre en lille Legomand i hans … beeep.
Jeg beslutter mig efter sekunders vaklen for at afbryde seancen, tage rødderne i samråd og forklare dem, at numseleg ikke er en del af det acceptable repertoire, at man kan komme til skade, at det kan blive dyrt i Lego, at der er bakterier i numsen, som man ikke skal spøge med, samt at numseleg i mange kredse er en fy-leg.
Ungerne nikker forstående, men jeg kan se det store spørgsmålstegn i deres blik, så selv om det ikke er forkromet overskudspædagogik, runder jeg sagen af med at sige: “Jeg vil ikke have, at I leger numseleg mere, forstået?!”

Skabsbøsse eller tøjsvans?

Efterfølgende var jeg ved et dejligt middagsselskab begunstiget med en borddame, der var børnelæge, og da jeg havde drukket mig mod til, spurgte jeg hende, om min søn (og jeg selv for den sags skyld) mon var skabsbøsser?
Hun mente, at jeg nok var det, man ville kalde lidt af en tøjsvans, men at numselegen var en helt almindelig del af et barns nysgerrige selvopdagelse og udvikling, samt at jeg havde taklet situationen helt rigtigt. Numseleg er altså okay, men inden for rimelighedens grænser.
… så nu går jeg sådan set og småglæder mig til næste års helbredstjek.

EN FAR FORTÆLLER …

SKRIVES PÅ SKIFT AF:
Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 6 år og Darwin på 1½ år.
Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på 7 år, Hannibal på 4 år og Giulia på 1½ år.
Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 2 år.