I en tid med stor tvivl fandt Rasmus Seebach ro: ”Jeg har altid hvilet i, at der er én ting, som jeg ved, jeg kan”

Ingen af gæsterne faldt i prinsens smag. Men så ankom Askepot, og prinsen fik straks øje på hende.

”Må jeg bede om denne dans”, spurgte han hende. Og de dansede hele aftenen.

Sådan lyder fortællingen om Askepot, da hun møder prinsen i Disney-versionen af det velkendte eventyr.

Og selvom det ikke var helt lige så eventyrligt, da Rasmus Seebach mødte sin kæreste, Julie, beskriver han det selv som kærlighed ved første blik.

Parret mødte hinanden på en skitur for 11 år siden, hvor Rasmus skulle optræde. Selvom han mødte mange søde mennesker på turen, kunne han hurtigt mærke, at Julie var noget helt specielt.

Derfor blev de – på ægte 2013-manér – venner på Facebook, inden de tog hjem. Og så skete der noget, som mange håbefuldt har drømt om, når de har postet et godt billede på de sociale medier.

"Nu var hun jo min ven på Facebook, så derfor så jeg, når hun skiftede sit profilbillede. En dag poppede der så et billede op af Julie, og jeg syntes, at hun så meget, meget smuk ud. Og det fik jeg altså sagt til hende," fortæller Rasmus.

Efter han havde sendt den søde besked afsted til hende, aftalte de at gå en tur sammen på Frederiksberg.

Ét møde udviklede sig til mange flere, og Rasmus mærkede noget helt særligt i hendes selskab, som han ikke havde prøvet før.

"Det var meget syret, fordi det bare føltes så rigtigt, så hurtigt. At møde et menneske, hvor samtalen bare glider, og hvor jeg aldrig føler, at jeg har sagt noget forkert, det var virkelig skønt. Sådan havde jeg det med det samme, da jeg mødte Julie. Jeg kunne bare sænke mine skuldre og være mig selv," fortæller han om de første ugers forelskelse.

Faktisk føltes det så rigtigt for parret, at de, efter at have kendt hinanden i kort tid, valgte at tage på en rejse sammen. Og det var, da de lå side om side på en strand i Thailand, langt væk fra hverdagen, at Rasmus besluttede sig for at gøre det helt officielt med sin nye kærlighed.

"Vi lå på stranden og kiggede op på stjernerne, og det lyder nærmest som noget, nogen kunne sige i en film, men nu fortæller jeg bare, hvad jeg sagde," smiler Rasmus og fortsætter:

”Når vi kommer hjem, så er det os to”.

Det var ikke et spørgsmål? 

"Jeg ved det godt, det var faktisk lidt over stregen at sige," griner han.

"Men heldigvis sagde hun, at det ville hun meget gerne."

Og selvom der hverken var bal på slottet, en ond stedmor eller en glemt glassko, da Rasmus mødte Julie, er eventyret om Askepot netop det, snakken skal handle om.

Rasmus har nemlig skrevet musikken til den nye musical om eventyret, og selvom han først tænkte, at det bare var en opgave, blev han overrasket over, hvor mange tråde fortællingen trak til hans eget liv.

En ramme for musikken

Eventyret har fået en makeover, og når ”Askepot – The Musical” indtager scenen d. 7. marts, er der flere dele af historien, der ikke er, som vi kender den.

En anden ting, der også er ny, er, at Rasmus Seebach ikke længere kun udgiver ørehængende popsange under eget navn. Sammen med sin ven Lars Ankerstjerne og sin fætter Andreas Sommer har Rasmus givet sig i kast med at producere soundtracket til forestillingen. Og den nye karrierevej kom faktisk lidt bag på ham selv.

"Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive spurgt om at lave musik til en musical, men på grund af de kræfter, der er med, var det super svært for mig ikke at synes, at det lød som en rigtig god idé," fortæller han om den nye udfordring.

De stærke kræfter, der løfter musicalen, er blandt andet den erfarne manuskriptforfatter Line Knutzon og den dygtige kostumedesigner Soeren Le Schmidt.

Udover at Rasmus var beæret over at skulle arbejde sammen med så dygtige folk, var der også en anden særlig årsag til, at han takkede ja til opgaven.

"Lige så længe jeg kan huske, har jeg taget udgangspunkt i mit eget liv og min egen fortælling, når jeg har skullet skrive en sang. Og det elsker jeg. Men det er supersvært altid at være et sted, hvor jeg har en vigtig sang, jeg gerne vil af med. Mine sange handler ofte om noget, jeg går igennem, som virkelig gør ondt i mit hjerte, og det er ikke altid, at jeg har superondt i hjertet," uddyber Rasmus.

Fortællingen i musicalen har skabt nogle rammer, som sangene skulle skrives indenfor.

Man kunne måske tænke, at det ville gøre, at man som sangskriver følte sig en smule låst, men Ramus fortæller, at det har været en kæmpe frihed for ham at skrive sangene til eventyret.

For på trods af at han måske havde tænkt, at sangene ikke skulle tage udgangspunkt i hans eget liv, har det vist sig, at han i høj grad hænger sammen med sine tekster.

"Jeg har fundet ud af, at selv hvis det måske starter med, at jeg skal skrive en sang om, at Askepot møder sin prins, så ender det altid med, at jeg hiver et eller andet frem, som jeg kan huske fra mit eget liv," forklarer han.

At hvile i sig selv

Selvom Rasmus Seebach ikke altid har ondt i hjertet, har han alligevel oplevet sin del af både kærlighed, hjertesorg, venskaber og usikkerheder. Og netop sidstnævnte står i kontrast til musicalens hovedbudskab: At du skal tro på dig selv.

Det er nemlig ikke altid nemt. Heller ikke hvis du er smurt ind i stjernestøv og ofte optræder for tusindvis af mennesker.

Det fortæller Rasmus, da samtalen falder på, hvordan han selv har lært at spille hovedrollen i sit eget liv.

"Det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg fuldt ud har lært. Jeg udvikler mig hele tiden, og der er perioder, hvor jeg tror meget på mig selv, og perioder, hvor jeg slet ikke gør. Heldigvis er jeg kommet til et sted nu, hvor jeg for det meste synes, at jeg er god nok, som jeg er," forklarer han.

Måske er det svært at forestille sig, hvad man er usikker på, når man er en populær musiker med udsolgte koncerter? Og professionelt er der måske heller ikke meget at være utilfreds med, men privat har Rasmus både kæmpet med negative tanker og tvivl.

"Jeg har altid været meget opmærksom på, hvordan folk opfatter hinanden og mig, når jeg er i et lokale. Jeg har tit været på vej hjem fra en fest for eksempel, hvor jeg så har tænkt: ”Hvorfor sagde jeg det? Det var så dumt”. Det har været svært for mig at hvile i mig selv og bare være den, jeg er, med alle de fejl og mangler, jeg nu har," siger Rasmus.

Hans egne oplevelser med usikkerhed og selvtillid har også inspireret særligt én af sangene til musicalen.

Sangen handler ifølge Rasmus om, at det er okay, at du ikke har styr på det hele.

Nogle gange er du nødt til at tage et skridt tilbage for at opdage, at du stadig bare er i gang med at skrive historien om dit eget liv.

En vigtig læring om kærlighed

Udover at finde sig selv handler musicalen også om kærlighed, selvom det måske ikke viser sig på den måde, som vi kender den fra eventyret. Og kærlighed er et emne, hvor Rasmus Seebach nærmest er ekspert.

Siden han fik sit store gennembrud med sin hit-single ”Engel” i 2009, har han skrevet masser af sange om netop dén følelse.

Selvom sangene ofte handler om at møde den helt store kærlighed – både når det går godt, og når det går dårligt – har Rasmus selv lært en lektie om kærlighed, der handler om noget andet.

"Det vigtigste, jeg har lært om kærlighed, er, at du ikke skal tage den for givet. Og så ville det jo være nærliggende at sige, at det er, fordi jeg nogle gange har taget den for givet. Det gør vi jo i livet. Vi glemmer nogle gange at sætte pris på kærligheden. Mennesker, vi holder af, der pludseligt …"

Rasmus holder en kort pause midt i sætningen, for det er en helt bestemt person, der kommer frem i hans tanker, når emnet falder på kærlighed.

"Nu kommer jeg til at tænke på min far. Vi føler jo kærligheden til et menneske, og den vil vi altid have med os, men selve mennesket har vi alle sammen kun på lånt tid. Så det er vigtigt, at vi husker at nyde hinanden, mens vi har hinanden," afslutter han.

Tommy Seebach var sanger, sangskriver og musiker og manden bag mange hits, der stadig bliver spillet i dag.

Han døde i 2003 – kun tre dage efter Rasmus’ 23-års fødselsdag. Tommy blev blot 53 år gammel, og hans død satte både kærlighed og sorg i et nyt perspektiv for den unge Rasmus.

"Dengang havde jeg ikke oplevet, hvad det ville sige at miste nogen, der står én så nært. Jeg havde prøvet at miste nogen, jeg holdt af, men når man mister sin far, er det sorg på en helt anden måde," fortæller Rasmus om tiden efter sin fars død.

Han beskriver selv, hvordan det at miste sin far i så tidlig en alder har været med til at definere ham i hans voksenliv.

"Nu er jeg meget bevidst om, at jeg vil nyde de mennesker, jeg elsker, mens de er her. Det er noget, jeg tænker meget over i min hverdag," forklarer han.

Han beskriver selv, hvordan det at miste sin far i så tidlig en alder har været med til at definere ham i hans voksenliv.

"Nu er jeg meget bevidst om, at jeg vil nyde de mennesker, jeg elsker, mens de er her. Det er noget, jeg tænker meget over i min hverdag," forklarer Rasmus Seebach, som for nyligt på en anden måde har lidt et familiemæssigt tab.

Efter i årtier at have haft et tæt samarbejde med sin bror, Nicolai, er de to gået hver til sit. Ikke bare forretningsmæssigt, men også privat, har broderen Nicolai fortalt til pressen.

Rasmus’ lejr ønsker ikke at kommentere på det.

"Vi mener ikke, det er en konflikt, der bør løses og kommunikeres gennem medierne. Det er en privat sag," lyder det.

Den gode stemning

Der er en bestemt kvalitet ved Julie – ud over at hun er smuk, sød og klog – som Rasmus værdsætter højt, og som han mener, de har tilfælles.

"Vi elsker begge to god stemning," starter Rasmus og griner så lidt af sig selv.

"Som om alle ikke gør det," fortsætter han.

"Men der er faktisk nogen, der godt kan lide, at der lige sker lidt. Kender du ikke det? Nogle mennesker kan godt lide at stikke lidt. Og det er ikke, fordi jeg synes, at alle skal sidde og holde hinanden i hænderne, der skal helt sikkert være plads til alle følelser, men vi nyder bare, når alle har det godt."

"Vi er begge to sådan nogle mennesker, der hele tiden render rundt og sørger for, at der er god stemning. Det er virkelig rart."

Og Julie er ikke kun garant for den gode stemning. Hun er også god til at støtte Rasmus, når det at være en offentlig person kan føles svært.

"Da jeg mødte Julie, var jeg kommet til et sted i mit liv, hvor det var gået op for mig, at mange har en holdning til mig. Jeg tog mig selv i at bekymre mig over, hvad folk ville tænke om de ting, jeg gjorde. Men så sagde Julie: ”Herregud, det er jo bare os to. Det er lige meget, hvad andre synes.” Det var virkelig dejligt. Hun har gjort det let for mig og hjulpet mig med ikke at tage tingene for tungt," fortæller han.

Helt usædvanligt heldig

I dag har Rasmus og Julie været kærester i 11 år, og selvom der er meget at se til med to små drenge i huset og en lille ny på vej, er det vigtigt for parret at holde liv i kærligheden.

"Vi er meget klar over, at et forhold har forskellige faser. Engang var vi nyforelskede og havde meget tid til hinanden. Der tog vi på ferier, hvor vi nærmest bare sad og holdt hinanden i hånden. Men alting har sin tid. Jeg synes, det har været lige så stort et eventyr at tage hinanden i hånden og skabe en familie sammen – det er nok det største eventyr, jeg har været på," fortæller Rasmus.

Selv når der for alvor går hverdag i den, og kaosset flyder over, og han sidder midt i havregrød, snotnæser og madpakker, synes Rasmus, at det er rart at vide, at han deler det med nogen.

"I de her år, hvor jeg hele tiden skal være opmærksom på alle mulige andre end mig selv, så er det rart at vide, at vi er sammen om det. Så kan det godt være, at der ikke er lige så meget plads til tosomheden. Men når vi sidder om morgenen, og det har været en hård nat, hvor ingen har sovet, så kigger vi alligevel på hinanden og tænker: ”Prøv at se, hvad vi har skabt”. Det er den største gave nogensinde at være så heldig at kunne skabe en familie," uddyber han.

Og netop det at skabe en familie har altid ligget i kortene for parret. Julie var nemlig hurtig til at fortælle om sine drømme for fremtiden.

"Julie har altid vidst, at hun ville have en familie, og hun ville gerne være mor i en ung alder. Og jeg havde også altid tænkt, at jeg gerne ville have børn på et tidspunkt. Så en dag kiggede jeg på klokken og indså, at jeg faktisk var blevet lidt gammel – det havde jeg lige glemt, at jeg var," griner Rasmus.

Den 8. januar 2017 kom Holger til verden, og Rasmus kunne kalde sig far for første gang. Titlen vendte hans liv på hovedet og fyldte det med kærlighed, kaos og bleer, men den gav ham også en følelse af lykke, som var vildere, end han nogensinde havde følt før.

Inden Rasmus blev far, levede han et liv fyldt med frihed, venner, fester og masser af tid til sig selv.

"Før i tiden kunne jeg virkelig dyrke mig selv meget. Jeg kunne tage ud med vennerne, sove længe og gøre lige, hvad jeg ville. Det var for fedt. Jeg kan sagtens kigge tilbage på den tid og savne det helt vildt meget. Seriøst meget."

Men selvom tilværelsen nu handler meget lidt om Rasmus, efter der er kommet to skønne drenge til, giver familielivet ham alligevel noget, som hans gamle livsstil ikke kunne.

"Selvom det var fedt, var der ikke nær så mange gange i den periode af mit liv, hvor jeg tænkte, at jeg var sådan helt usædvanligt heldig. Dengang var det bare jævnt fedt hele tiden. Nu er der rigtig meget kaos, mange skænderier og dage, hvor jeg ikke får sovet nok. Alligevel er der altid minimum to gange om dagen, hvor jeg tænker: ”Det her er lykke”. Det er virkelig dejligt, synes jeg."

Hvad kan en far?

Inden Rasmus fik sine to drenge, havde han ofte forestillet sig, hvordan det ville føles, når man var klar til at få børn.

Han havde en idé om, at der var nogle bestemte ting, man skulle kunne, før man kunne være nogens far.

"Jeg troede, at når jeg blev far, så var jeg voksen, og så kunne jeg finde ud af voksen-ting. Så kunne jeg lave min egen selvangivelse eller en sovs fra bunden. Sådan nogle åndssvage ting, men når jeg kunne det, så var jeg nok klar til at blive far," siger han.

Men Rasmus nåede hverken at øve sig i køkkenet eller at blive klogere på tallene, før han havde en lille dreng, han skulle tage sig af.

Så stod han der – en baby rigere – men uden nogen af de evner, der i hans hoved fungerede som adgangskrav.

"Jeg tænkte, at jeg jo slet ikke havde nået at lære alle de ting, jeg skulle kunne. Er jeg overhovedet i stand til at være nogens far, spurgte jeg mig selv."

Men selvom tvivlen åndede ham i nakken, lænede Rasmus sig op ad det, som han vidste, han kunne give videre til lille Holger.

"Jeg har altid hvilet i, at der er én ting, som jeg ved, jeg kan. Jeg kan give kærlighed, og jeg har masser af den til de mennesker, jeg elsker. Og det er jo det, det handler om i virkeligheden. Men jeg havde helt klart troet, at jeg ville føle mig mere klar," fortæller Rasmus.

Selvom han hverken følte sig mere eller mindre klar, da han var 36 år gammel og stod med sin nyfødte søn i armene, endte det hele med at gå godt alligevel.

Derfor har han også et råd til andre, som han ville ønske, han selv havde fået, før han blev far.

"Det bliver tit et projekt at skulle have børn. Og det er da også en stor ting, men det bliver ofte gjort til noget, som man skal planlægge og være helt klar til. Men hvis jeg skulle give et råd til unge, så er det, at man bare skal hoppe ud i det. Du kommer aldrig til at føle dig mere klar, end du gør nu, og det, du ikke kan finde ud af, lærer du hen ad vejen. Jeg kan kun sige, at jeg er blevet et rigere menneske, efter jeg har fået børn," fastslår Rasmus.

I dag er Rasmus far til to små drenge, til sommer er han far til tre, og det er hverken evnen til at lave en selvangivelse eller en opbagt sovs, der er vigtig for ham at give videre til sine børn.

"Det lyder meget simpelt, men jeg håber virkelig bare, at mine børn bliver glade. Der er heldigvis så meget fokus på børns trivsel i dag – og menneskers trivsel generelt – og hvis man selv kender til at være ked af det, så synes jeg, det må være den største gave, hvis ens børn er glade for livet."

De skal også kunne lide god stemning?

"Ja, men selvfølgelig skal der også være plads til alle de andre følelser. Vi skal alle sammen have lov til at være kede af det eller vrede, men grundlæggende er det et meget stort ønske for mig at kunne se, at jeg har skabt mennesker, der er glade for at være her. Og nogle ting er jo bare ude af mine hænder, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at mine børn bliver tilfredse."

At nyde nuet

Når man både har mødt kærligheden, fået to børn og indrettet sig på drømmeslottet, er der så mere tilbage, man kan drømme om?

Sikkert.

Men Rasmus forsøger at fokusere på nuet, og det er der især én grund til, fortæller han, da snakken falder på fremtiden.

"Jeg forsøger faktisk at lade være med at have alle mulige forestillinger om, hvad fremtiden skal bringe. Jeg prøver at nyde at være der, hvor jeg er. Jeg ved godt, at det lyder super kliché, men det er jo fordi, der er noget om snakken. Alle de forestillinger, vi går rundt med, om, hvor fedt det bliver en dag, de holder jo aldrig rigtigt," forklarer Rasmus.

Men på trods af at han forsøger at leve i nuet og tage en dag ad gangen, er der stadig én ting, som han alligevel håber på for fremtiden.

"Jeg drømmer om at vågne op og være glad, og at mine nærmeste har det godt," siger han og holder en kort pause.

"Ej, hele verden må gerne have det godt, det er ikke kun mine nærmeste," afslutter han med et grin.