Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Børnesikring og førstehjælp
Mange forældre undervurderer deres børns kunnen, og så sker ulykkerne. Foto: Colourbox

Sådan undgår du ulykker

Et fald fra puslebordet, varm kaffe på den lille hånd eller et møde med et skarpt hjørne på spisebordet. Din tumling kan hurtigt komme til skade – og så er det godt at vide, hvordan du håndterer de små uheld. Her får du guiden til de hyppigste ulykker, sikring af hjemmet og akut førstehjælp.

Når din baby bliver til en tumling og begynder at kravle, læne sig op ad ting, stolpre rundt og til sidst løbe og hoppe, skal du være ekstra meget på stikkerne.

For pludselig er den etårige oppe på en stol, som vælter. Den toårige er i gang med at smage på de farverige vitaminpiller på spisebordet. Og den treårige er ør i hovedet efter at være tørnet ind i en dørkarm.

“Den alder kalder i den grad på din bevågenhed som forælder,” fastslår Henrik Torup, læge, førstehjælpsinstruktør og forfatter til bogen Førstehjælp til børn og spædbørn – samt far til to.

Statistikken taler sit tydelige sprog: Ifølge Statens Institut for Folkesundhed sker langt de fleste børneulykker i alderen et til tre år. Typisk i hjemmet. Omkring 31.000 børn under tre år kommer hvert år på skadestuen, og dertil kommer alle de sår, fald og skrammer, som vi selv klarer med lidt opmuntring, et plaster eller en ispose.

De mange ulykker skyldes, at børn i netop et-, to- og treårsalderen udvikler sig hurtigt både kropsligt og aktivitetsmæssigt.

“Barnet begynder at gå og siden løbe, og så drøner det ind i ting. Det kravler op på møbler, det kan falde ned fra, og kan få fat i kopper, tasker, elkedler og pilleglas, som det nysgerrigt giver sig til at undersøge. Barnet kan pludselig en masse, men har ingen forudsætninger for at gennemskue, hvornår der er risiko for at komme galt af sted,” forklarer Henrik Torup.

Tænker ikke over risiko
Når barnet falder, går det ofte ud over hovedet – både fordi et børnehoved er relativt større i forhold til kroppen, og fordi barnet ikke har lært at tage fra med hænderne.

Når det får fat i vitaminpiller og opvasketabs, bliver det let forgiftet, fordi det putter alt i munden. Og når det hiver i stearinlyset eller hætten til den nylavede te, bliver det forbrændt, fordi det ikke aner, at varme ting brænder.

“Hjernerystelser, forgiftninger og forbrændinger er nogle af de alvorlige ulykker, som de små hyppigt ryger på skadestuen med,” understreger Henrik Torup. Selv om dit barn pludselig kan en masse, er der altså én vigtig ting, det ikke kan: Det kan ikke passe på sig selv.

“Dit lille barn kender ikke de mulige konsekvenser af sin nysgerrighed, sin udfoldelse og sine undersøgelser af omverdenen. Det tænker simpelthen ikke over risiko, og det skal I som forældre hjælpe det med,” opfordrer Henrik Torup

Find en pylre-balance
Især under leg har børn tendens til at glemme alt omkring sig.

“Et barn ved godt instinktivt, at det ikke skal kaste sig ud fra sengekanten, men hvis det leger pudekamp, glemmer det alt om, at det kan slå sig på sengegavlene eller falde på gulvet,” forklarer Henrik Torup.

Han opfordrer os forældre til at finde en balance mellem at være tilbagelænede og overpylrede, fordi børn på den ene side skal have lov til at prøve ting og gøre sig erfaringer. På den anden side skal det helst ske uden unødige knubs. Du kan for eksempel godt lade dit barn klatre i et træ, hvis det er i stand til det, men du bør sætte grænser for, hvor højt op det må klatre.

“Det er kun jer som forældre, der er i stand til at lave sådanne vurderinger,” fastslår Henrik Torup.

Bevar roen
Hvis ulykken skulle være ude, og dit barn for eksempel slår hul på knæet, så gælder det om at forholde sig i ro.

“Mange bryder sig ikke om blod eller at se sit barn i smerte, men her gælder det om at overvinde sig selv,” forklarer Henrik Torup. Hvis du siger ‘uh, det ser slemt ud!’ eller ‘ej, jeg kan ikke holde ud at kigge på det!’, bliver dit barn for alvor utrygt.

“Prøv at bevare roen og den positive indgang ved at sige ‘nå, du har slået dig, det ser ikke så slemt ud, men nu skal vi ordne det’,” foreslår Henrik Torup og understreger, at det er en god idé at erhverve sig en smule viden om, hvordan de mest almindelige ulykker og skader håndteres.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børnesikring, Førstehjælp, Børns sundhed og Tumling