Sundhed

Har du et spørgsmål om børn og sundhed?

Spørg Liselotte Hergel. Hun er forfatter til Gyldendals store lægebog og praktiserende læge i Lyngby med masser af børnefamilier i sin klinik. Send din mail til sund@juniormag.dk

Brevkasse spørgsmål: Er ”modermærker” i hovedbund svamp?

Hej Liselotte,

Jeg skriver til dig, da jeg stiller mig undrende over for min søn på 10 år. Han har de seneste år udviklet brune modermærker i hovedbunden. Han har rødligt hår og er lys i huden. Tilmed er han i behandling for svamp i hovedbunden, som er svær at bekæmpe, tilsyneladende.

Da han blev tilset af praktiserende læge, gjorde vi opmærksom på de brune mærker, som er på ærte-størrelse, nogle lidt større, og nærmest rosinformede.

Vi fik at vide, der ikke var noget mistænkeligt ved dem….

Men jeg synes nu alligevel, det er underligt at udvikle

store brune mærker sådan lige pludselig…? Mener du, der er grund til bekymring, eller har du et forslag, til hvad jeg kan gøre?

Venlig hilsen

Charlotte Jørgensen

Hej Charlotte,

Der kan være forskellige mulige forklaringer på, at din søn har fået brune mærker i hovedbunden. Den mest sandsynlige er nok, at de skyldes den hudsvamp, som han i forvejen kæmper lidt med. Visse former for hudsvamp kan give pigmentforandringer i huden. Hudsvampen angriber blandt andet nede i de celler, der indeholder pigment og kan forandre niveauet og således medføre både øget pigment, som de brune områder, eller oftere mindre pigment, så man får områder, der bliver helt blege i forhold til den omgivende hud. Hvis det er hudsvampen, der er skyld i pigmentforandringerne, så vil huden over nogle måneder genvinde sin normale farve, når svampebehandlingen har fået lov til at virke ordentligt.

Når han har den skære lyse hud og det rødlige hår, så har han fra naturens side en mere følsom hud, der ikke tåler sol i samme grad, som hvis han havde haft mørkt hår og mørkere lød. På længere sigt kan det give en øget tendens til at danne brune mærker, så det er meget vigtigt, at du altid sørger for, at han er godt beskyttet mod solens stråler. Det vil sige, sørg for, at han er godt smurt ind i solcreme med en høj faktor. Find en type, som han kan acceptere. Nogle drenge er ikke så vilde med de meget cremede former og vil meget hellere smøres ind i mere vandige former, som ikke fedter for meget og eventuelt kan sprayes på. Gerne en af de typer, der kan holde længe og gerne også efter badning, så du ikke skal være over ham konstant. Nu er han så stor, at en del af ansvaret for at blive smurt, gerne må ligge hos ham, for du er formentlig ikke sammen med ham altid længere, og han skulle gerne kunne smøre sig, selv om han skal ud med vennerne. Lad ham dække sig med t-shirt og måske kasket, hvis han skal ud at lege i timevis. Det forebygger, at han med tiden kan udvikle egentlig hud- og modermærkekræft.

Det lyder fuldstændig fredeligt, og jeg tænker, at hans brune mærker hænger sammen med hans hudsvamp, men hvis de ikke ser ud til at forsvinde igen, trods svampebehandling, så synes jeg bestemt, at du må få din læge til at kigge på ham igen og forklare dig, hvad de kan skyldes, og hvis der ikke rigtig kan findes en forklaring, så kan han eventuelt blive henvist til en hudlæge, der så kan kigge nærmere på dem.

Med venlig hilsen

Liselotte Hergel

Æblekinder og kondisko

På en enkel måde formidler denne bog opskriften på, hvordan travle forældre får sunde og glade børn. Bogen er fyldt med konkrete anvisninger, på hvordan vi undgår kræsne børn, tykke børn, for tynde børn og dovne børn, der hellere bruger computeren end kroppen. Ud over opskrifter på sund og nem mad, som børn kan lave med deres forældre, giver bogen også idéer, til hvordan en børnefamilie finder tid til samvær og hygge. Forfatteren Berit Elkjær er diætist og fysioterapeut.

Politikens Forlag, pris 249 kr.

Vidste du..

? At en dansker over 18 år har kontakt til en læge, tandlæge med videre 12 gange om året?

Kvinderne topper med 14 gange årligt, mens mændene nøjes med 9 lægebesøg om året.