Turbo-tumling til højbords

Egentlig er det jo en sympatisk tanke at invitere børnene med til fest. Og eftersom alle oplagte babysittere skal med, så beslutter vi at få det bedste ud af situationen, da nærmeste familie inviterer til bryllup.

Men ak, allerede i kirken begynder anstrengelserne. Børnefordelingen går helt galt for mit vedkommende. Min kæreste snupper selvfølgelig vores femårige og sidder herefter tilbagelænet på kirkebænken og fodrer med tørret frugt og kigger adspredt i billedbog.

Jeg har vundet lillebror Jonatan på 18 måneder, hvis beholdning af rosiner og pegebøger er opbrugt efter fem minutter. Og det er imod hans natur at sidde stille.

Bruden er forsinket, og jeg synes næsten, det er lige så synd for mig, som for den svedende gom ved alteret. For efter 25 minutters forsinkelse af arrangementet er min kjole så krøllet af at have barnet kravlende rundt oven i mig, at jeg seriøst overvejer, om vi kan køre hjem, så jeg kan skifte.

Jeg sveder også i desperation over at hviske Lille Peter Edderkop og lege Tittebøh med salmebøgerne i noget, der føles som utrolig lang tid. Og det bliver slet ikke bedre af, at adskillige familiemedlemmer på rækkerne foran laver sjove ansigter til det kære barn og ler overbærende til mig.

Ud af kirken med små unger

Helt uformelt på et slot

Så lej dog en hoppeborg

Etiketteeksperten mener, at værterne har et ansvar, når børnene er skrevet på invitationen:

“Hvis man er vært og inviterer børnene, så skal man sørge for hoppeborg, klovn og softice maskine og noget mad, de gider spise. Vi inviterer altid børn med, men det står vi egentlig ret alene med. For man kan ikke invitere dem og forvente, at de sidder ned og holder kæft i syv timer,” fastslår Mads Barner-Christensen.

Men det kan altså lade sig gøre, at både børn og forældre får en fest ud af det. Mads Barner-Christensen foreslår, at værterne laver en vagtordning, så alle forældre til festen skiftes til at holde øje med ungerne.

“Børn er jo en tidsrøver. Det kræver mere at passe børn, end en olympisk badmintonspiller bruger til forberedelse op til OL,” fastslår Mads Barner-Christensen.

Jo, tak! Sidst på eftermiddagen er vi ved at gå død, både Jonatan og jeg. Jonatan falder over gulvtæpperne og piver frustreret. Det har været en lang dag med mange indtryk, og med en alt for kort middagslur i bilen på vej til kirken. Og jeg er sulten og træt – og mit hår er faldet ned – måske for bedre at matche kjolen i dens nuværende tilstand? Men vi mangler både at blive fotograferet og klappe til brudevalsen.

Løsningen bliver vagtskifte. Kæresten går tur med Jonatan i barnevognen – en meget lang tur, men det ender med, at barnet sover. Jeg går helt uden hæmninger ud i køkkenet og får rester og en gintonic, og det hjælper. Vi hygger os gevaldigt under kaffe og avec og holder skansen, til de nygifte drøner af sted på bryllupsrejse. Forude venter en del timers kamp med at få nu fuldstændig frisk og udhvilet tumling i seng, da vi endelig kommer hjem.