Turen går til stranden
Foto: GettyImages

Turen går til stranden

Når varme sommerdage indbyder til sjov på stranden, er der masser af spændende og lærerige aktiviteter, som hele familien kan hygge sig med i sandet.

Hvad skal dit barn have det sjovt med på stranden? Se med her, hvor BR giver inspiration til legetøj, der er både underholdende og nemt at have med i tasken.

Her guider biologen til 5 sjove strandlege.

1 : Gå på krabbejagt
Man kan næsten ikke tage på stranden uden at fange krabber, vel? I skal bare have en klemme med og måske også et stykke spegepølse og en snor. Det er lettere at fiske fra molekanten end strandkanten, men det kan sagtens lade sig gøre – I skal bare gå ud i vandet op til maven og så vente. Sæt krabberne ud i vandet igen bagefter, for de kan ikke trække vejret på land, men det er oplagt lige at lave et krabbevæddeløb først, hvor man kan satse strandens flotteste sten på den krabbe, der først når vandkanten.

TIP! Er det en drengekrabbe eller en pigekrabbe? Det kan I faktisk let undersøge selv ved at vende krabben om. Har den en trekant på maven, er det en dreng; har den en form, der minder om et bøgeblad, er det en pige!

2 : Lav jeres eget akvarium
Det er muligt at lave jeres helt egen 'Blå Planet' lige her i strandkanten. I skal bare grave ud til flere små bassiner i sandet, fylde dem vand og så selvfølgelig de små dyr; fladfisk, tanglopper, muslinger, rejer og snegle. Er de svære at finde, skal I bare hente en ordentlig tangklat ude fra vandet. Ryst den over bassinerne eller læg den ned i dem, og så vil det myldre frem med liv.

TIP! Tag et net med, som I kan fange fisk med. Hvis I får fanget en fladfisk, kan I lave små bassiner med lyst sand og små bassiner med mørkt sand. Flyt så fladfisken mellem de forskellige små bassiner og se den skifte farve!

3 : Tag på sporsafari
Leg detektiver og forsøg at opklare, hvem der har lavet de forskellige spor i sandet. Er det en musling? En sandorm? Eller måske en hund eller en fugl? Tag eventuelt billeder af sporene, så kan I senere søge efter sporene på nettet og få svar på, hvilket dyr der var skurken. To spor er dog nemme at opklare; ligner det båndspaghetti i sandet, har der været en sandorm på spil. Er der huller, men ingen små 'pølser', er det sikkert en musling.

Sjovt fact Sandorme graver huller, hvor der ligger små 'pølser' af sand – og ja, det er faktisk deres lort! Sandormene spiser nemlig sandet og spytter det bagefter ud igen i den anden ende.

4 : Så skal der bygges!
Leg Byggemand Bob og gå i gang med at bygge med alle slags materialer på stranden. Find fx de flotteste sten, som du kan stable eller bygge slotte af. Selvfølgelig skal I også bygge slotte af sand, og det er virkelig sjovt, for sandet er som en slags ekstra udfordrende Lego klodser, der bare ikke vil hænge sammen! I kan også samle strandskaller og bygge noget af dem, eller hvad med pinde eller tang?

5 : På opdagelse på havets bund
Der sker så meget spændende på havets bund, men det kan være svært at komme tæt på, hvis man ikke har lyst til få hovedet under vand. Vinden laver krusninger eller bølger på vandet, så du ikke kan se bunden – med mindre man har sin egen vandkikkert! Skær bunden af en spand, så fungerer den som en kikkert gennem vandet. Når man holder den i overfladen, er vandet helt stille og klart, så man kan se livet på bunden.

Mød eksperten

Anders Kofoed er biolog og har skrevet flere bøger om naturen, bl.a. 'Anders Kofoeds store bog om naturen' og 'Superkryb med ægte superkræfter'.

logo.png