Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Christiane Spangsberg
Foto: Petra Kleis Hvorfor så blå? Christiane Spangbergs signatur er enstregstegningerne og den helt rigtige blå nuance. Hun laver kun værker, hun selv vil have hængende derhjemme

Christiane Spangsberg

Christiane Spangsberg er blevet sammenlignet med Picasso: "Jeg gider ikke bare være en trend"

Christiane Spangsberg, 28, blev opdaget på Instagram, som hun bruger som platform og portefølje for sin kunst, fordi hun endnu ikke er tilknyttet et galleri. Det er heller ikke nødvendigt, for tegningerne kan sælges, inden farven er tør. Hun er blevet sammenlignet med Picasso, men har fundet sin helt egen stil og farve. En varm blå.

Vogue, Another Magazine, Garance Doré. Der er mange, der har lagt mærke til Christiane Spangsbergs tegninger på Instagram, som hun bruger som udstillingsvindue for sin kunst og sit liv. Stemningsbilleder fra den lille kvistlejlighed i Komponistkvarteret på Østerbro i København, som hun også benytter som atelier, og hvor hendes billeder står ubesværet-tilfældigt på det lyse trægulv eller kommoden, arrangeret blandt små stillebener af duftlys, parfumeflakoner, lysestager og blomster. For Christiane Spangsberg tegner billeder, hun gerne selv vil have hængende, og signaturfarven er blå.

Det udpræget æstetiske univers appellerer ikke mindst til modebranchen. Særligt i Australien, hvor de har taget hendes minimalistiske skandinaviske stil og streg til sig, hun bl.a. har optrådt i Vogue og samarbejdet med det hypede swimwearbrand Matteau. På en soloudstilling i Sydney kunne hun melde alt udsolgt på åbningsdagen. Efter tre minutter, vel at mærke. Og i New York, hvor hun udstillede over sommeren, gik der mindre end en halv time.

LÆS OGSÅ: Rose Ekens kunst bliver ofte misforstået: "Folk er kommet til at træde på nogle af mine ting, og jeg har også fået stjålet noget"

Hvornår begyndte du at tegne?
– Jeg er vokset op i Vejle og boede alene med min mor i en lille lejlighed. Jeg er enebarn, så jeg tegnede meget, og min mor sendte mig på tegneskole, hvor jeg lærte at tegne med kul og tegne efter. Og det gjorde jeg så hele min barndom. Jeg er meget perfektionistisk, og det var svært at få det til at ligne nøjagtigt, så jeg viskede ud og tegnede, viskede ud og tegnede. Vi tegnede også i skolen. På et tidspunkt lavede jeg en akvareltegning til min tegnelærer, der sagde: "Du må aldrig stoppe med at tegne." Men da jeg var 13, stoppede jeg. Jeg elskede det, men syntes ikke, at jeg gjorde det godt nok, og det frustrerede mig. Jeg begyndte dog igen efter et par år, og da jeg flyttede til København, inviterede jeg ham på café i Vejle og fik trykt en tak til ham i ugeavisen.

– Jeg starter altid ved ansigtet og tegner håret, næsen eller øret først. Og så går det derfra. Det er ligesom at trække vejret. Jeg tænker ikke over det, for jeg kan ikke nå at tænke over det. Det er en form for følelse.

Hvorfor begyndte du igen?
– Jeg læste om en, der havde tegnet en fritegning på en væg og tænkte: "Det er fedt." Så jeg lagde noget bagepapir over den, tegnede efter og fandt ud af, at det uperfekte godt kan være pænt. Jeg begyndte at tegne mere abstrakt, og en dag tegnede jeg en mand i en streg. Jeg aner ikke, hvorfor det lige var et ansigt. Men jeg tror, det handlede om, at det var noget af det sværeste, jeg kunne tegne. For hvordan giver man et ansigt udtryk? Det var det første, jeg havde lavet, som jeg selv syntes var godt og havde lyst til at hænge op på min væg, og så begyndte jeg på enstregstegningnerne. For et par år siden blev jeg kontaktet af Unconditional Magazine fra New York, som fandt mig på Instagram, og ville have mig til at illustrere deres bagside, og siden har det taget fart.

LÆS OGSÅ: Caroline Albertine Minor: “Jeg tænker ikke på det at skrive som en karriere”

Er det der, du er blevet opdaget?
– Ja, især i udlandet. Jeg havde ingen idé om, hvad fanden jeg lavede, men Ilona Hamer (stylist og moderedaktør på Unconditional Magazine og RUSHH, red.) syntes, at mine tegninger var vildt fede og ville også have mig til at lave noget for Matteau, som er et swimwearmærke. Og hun har en ret god profil i Australien. Jeg lavede også en kollektion til en restaurant i Sydney, der hedder Paddington, hvor jeg udsmykkede en væg med mine tegninger. Det skabte et kæmpe demand.

Hvad får flest likes?
– Enstregstegninger og croquis. Det er mit kendetegn. Jeg har eksperimenteret med at lave dem med lukkede øjne og venstre hånd for at prøve noget nyt og med at simplificere, så jeg tegner kroppen med få streger. Selv om jeg altid har tegnet meget, har jeg egentlig aldrig været interesseret i kunst. Men en dag fik jeg øje på et Picasso-billede af nogle dyr. Jeg anede ikke, hvem Picasso var og syntes, det så så nemt ud. Jeg tog ind på SMK's franske udstilling og så Matisse og Derain for første gang. Derains De to søstre, hvor baggrunden er tegnet meget vildt op, har inspireret mig til de blå billeder, som har en vildskab over sig. I 2015 så jeg Matisses Cut-Outs på MoMa i New York og blev inspireret af hans teknik. Han fuckede så meget med en periode, hvor alt skulle være perfekt og brugte pangfarver og vilde strøg. Jeg vil gerne have lidt af det der wild beast ind i mine tegninger og fik engang at vide, at jeg er Picasso og Matisses bastard child.

Hvordan arbejder du med en udstilling?
– Jeg laver en identitet omkring den. Det er vigtigt for mig at skabe en fortælling, så folk forstår tegningerne. De får en anden tyngde, når du ser dem i virkeligheden og ikke bare på Instragram, hvor du ikke kan fornemme materialerne og indramningen. Det taktile er vigtigt. Jeg har tidligere solgt via Instagram, men vil helst sælge til dem, der kommer til udstillingerne, så de får heads up. Så lige nu sælger jeg kun, hvis jeg har et show. Før i tiden sendte jeg tegningerne afsted i en paprulle og havde ingen indflydelse på, hvordan de blev indrammet, men jeg vil gerne vise dem samlet, som jeg selv ville have hængt dem op i min egen lejlighed. Der er mange, der skriver til mig, men fortællingen går tabt, hvis jeg bare hiver noget op af skuffen. Jeg er heldig, at jeg kan tillade mig det, men jeg gider ikke være kunstner, hvis jeg ikke kan gøre det på min måde. Jeg vil ikke sælge ud. Jeg har ikke gået på akademiet, så jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver accepteret i kunstverdenen. De fleste er repræsenteret af et galleri, men det er jeg ikke. Jeg venter på, at de rigtige melder sig, og hvis jeg skriver på min profil, at jeg gerne vil udstille i Paris, skriver folk til mig, at de kender den og den. Instagram-miljøet bakker op om mig, og jeg vil hellere accepteres af alle dem, der godt kan lide det, jeg laver, end en eller anden snobbet kunstkritiker. Der har været meget snak om, at jeg er en fashion darling, og jeg kan mærke, at jeg skal trække mig lidt væk fra modeverdenen. Jeg gider ikke bare være en trend.

LÆS OGSÅ: Læs mere om kunst

Du er aktuel med en udstilling til fordel for kampen mod brystkræft. Hvorfor har du sagt ja til det?
– Det er en vigtig sag, som jeg føler meget for. Jeg har fået frit spil, men blev spurgt, om jeg ville bruge farverne fra det armbånd, som også er en del af kampagnen, og det tog jeg som en udfordring. Det er vigtigt for mig, at udstillingen får noget tyngde, og derfor har jeg lavet nogle store tegninger, der skal have plads. Min rolle er at være med til at fortælle, hvor svært det er at tale om kræft, og hvor dårlige vi er til at håndtere døden. Jeg har talt med kræftpatienter, bl.a. en kvinde, der fik konstateret kræft tre måneder inden, hun skulle føde, pårørende og en psykolog fra Kræftens Bekæmpelse og har arbejdet meget abstrakt, så alle kan se sig selv i tegningerne: ensomheden, angsten for tilbagefald, dødsangsten. I forbindelse med kampagnen laver jeg også en limited edition-plakat, som er nummereret og signeret og lidt mere minimalistisk end værkerne i udstillingen, der vises på Copenhagen Contemporary på Papirøen i København.

Hvorfor er du så fascineret af kroppen som motiv?
– Jeg ser ikke en krop. Jeg ser en skulptur. Jeg ser linjerne og vurderer ikke kroppen som pæn eller grim. Det er bare en form. Og den er perfekt og smuk, uanset om du har store lår eller en smal talje. Jeg er meget hård ved min egen krop og ser kun fejlene, selv om jeg får at vide, at jeg har lange ben. Det gør jeg ikke, når jeg betragter andres. Og hvis jeg tegner mig selv, synes jeg, at jeg ser meget godt ud. Jeg ser mere positivt på mig selv, fordi det er nogle andre øjne, jeg ser med. Det er derfor, selvportrættet er så interessant. Det gad jeg godt udforske noget mere.

Hvad er der med dig og blå?
– Jeg vidste, at jeg ville have en signaturfarve, og at den skulle være blå. Der er mange kunstnere, som Yves Klein, der har haft deres egen blå, så jeg stod i Tutein & Koch i hundrede år for at se på farver. Der var to blå. En kold og en, der var lidt mere varm i tonen. Jeg tog dem begge to og lavede de første to blå værker samme dag. Det ene, som er malet med 'min' blå, har jeg hængende i min lejlighed, det andet solgte jeg. Min blå er mere rolig og kan stå op af alle farver. Den får et lidt mere vildt udtryk, hvis du ikke blander den op med vand og kommer mere ud af billedet. Ligesom hos Derain. Og ligesom havet, der har en særlig tekstur og livskraft. Måske er det derfor, at jeg føler, at blå er min farve. Den er ikke hård som sort. Der er stadig en varme.

– Jeg bor i en lillebitte lejlighed med to værelser og et loftsrum, som jeg også bruger som atelier. Det er sådan lidt sommerhusagtigt.

Christiane Spangsberg, 28

Har læst HumTek og Informatik + Virksomhedsstudier på RUC og har en kandidat i it, læring og forandring.

Blev opdaget på Instagram, hvor hun for ca. to år siden begyndte at lægge tegninger ud på profilen @christianespangsberg og har 53.700 følgere.

Har bl.a. illustreret bagsiden af magasinet Unconditional, et duftlys for swimwearbrandet Matteau og en væg på restauranten Paddington i Sydney.

Har haft to soloudstillinger i hhv. Sydney og New York.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst og Karriere