Julen er kontrasternes tid
SPONSORERET indhold

Julen er kontrasternes tid

JUL: Julen er kontrasternes tid hjemme hos billedkunstner Nadja Rahr, som er optaget af mikset mellem natur og stærke farver. Juletræet er en forvokset stueplante, pynten er eget design i pink, gul og grøn – alt er, som det plejer at være, nemlig utraditionelt og temmelig festligt.

Foto: Pernille Kaalund/heyhome.dk
08. dec. 2015 | Bolig | BoligLiv


HVEM: Nadja Rahr, billedkunster og speciallærer, og Kim, specialpædagog, Mikkel på 19 år, Tobias på 16 år, Agnes på 8 år og Erik på 6 år.
HVAD: Parcelhus på 130 kvadratmeter.
HVOR: Snekkersten i Nordsjælland.

Parcelhuset fra 70'erne i Snekkersten ligner til forveksling nabohusene på vejen. Men indvendigt har Nadja Rahr sat sit personlige fingeraftryk på de fleste flader. Hun er uddannet skolelærer med speciale i biologi og billedkunst og arbejder sideløbende som billedkunstner. Julen er ikke en alvorlig sag hos Nadja, der deler tag med sin mand Kim og parrets i alt fire sammenbragte børn i alderen 6-19 år.

- Jeg pynter op, hver gang der er en anledning – og det er julen især! Derfor har jeg forsøgt at holde grundelementerne i hjemmet i sort, hvid og træ, så jeg hurtigt kan sætte mit præg på hele hjemmet med pynt, billeder og farver. Jeg er decideret farveautist og kan hurtigt gemme ting væk, der ikke passer ind i temaet, griner Nadja, der har vænnet familien til, at farverne skifter alt efter højtider, sæson og humør.

► SE OGSÅ: Årets opskrift: Her får du 5 varianter af sprød og lækker juleand

Spændende kontraster
Nadja afslører, at den klassiske julepynt med nisser og røde hjerter giver hende åndenød. Derfor har hun følt sig nødsaget til at designe og producere sin egen julepynt sammen med Charlotte Skak, der er tekstildesigner. Det er bl.a. blevet til stjerner og papirfugle, der kan købes i udvalgte butikker. Naturen spiller til gengæld en vigtig rolle for Nadja, og det afspejles i hjemmet.

– Jeg har noget med fugle og svampe, og de går igen mange steder i mine billeder og i hjemmet, fortæller hun.

– Og jeg synes, at det er interessant at blande det civiliserede, som farven pink f.eks. kunne symbolisere, og så det rå og upolerede, som man finder i sten og grene fra naturen – det er spændende kontraster, mener Nadja.

Stuen er atelier
Når hjemmet ikke lige er pyntet op til årstiden eller en festlighed, roder det vildt med Nadjas projekter. Spisebordet er gemt væk bag malerbøtter og pensler, og børnene og Kim inddrages i den kreative proces.

– Jeg plejer at sige, at stuen er mit atelier, hvor min familie får lov at være – på den måde er det o.k. at fylde. Og jeg finder inspiration i det daglige liv i huset, fortæller Nadja.


En af Nadjas fine opstillinger. Tegning, gavepapir og hånddekorerede lys er skabt af Nadja selv, lysene fås f.eks. hos P:tersen. Vasen er fra Stilleben, og Kay Bojesens zebra er et arvestykke fra Nadjas mor, der som barn fik den i gave af selveste Kay Bojesen.


En brændeovn danner det hyggelige centrum i stuen. Sofa, bord og tæppe er holdt i neutrale farver, så Nadja nemt kan køre et nyt farvetema henover, f.eks. pink. Billeder, puder og nips bliver ofte skiftet ud, men lige nu hænger her malerier af Nadja, en plakat fra Louisiana og en lille flagranke designet af Skak og Rahr. Puffen er fra Rice, sofaen er fra Ikea.

IDE
Sy et patchworktæppe som Nadjas af 5-7 forskellige bomuldsstoffer med sort/hvid tryk. Klip stofferne i kvadrater på 17 x 17 cm, sy dem sammen i forlængelse af hinanden ret mod ret med 1 cm’s sømrum. Sy i den ønskede længde det antal baner, der skal til for at tæppet får den ønskede bredde. Læg banerne ret mod ret på hinanden med kvadraterne forskudt, og sy banerne sammen til tæppets forside. Pres, og læg stykket ret mod ret på et stykke stof i samme mål. Sy siderne sammen, men lad et hul stå til at vende igennem. Klip kanterne lige, vend tæppet, og sy hullet til.


Spiseafdelingen i stuen. Her ses det tydeligt, at pink er Nadjas udvalgte farve til boligen – men det varer kun, til hun falder for en anden farve. Malerierne er af Nadja selv, og spisebordet er fra Ikea. Tolix stole fås bl.a. hos amazingliving.dk.


Nadja elsker mad – men ikke at lave den! Det er mere måden, den serveres på, der interesserer hende. Julebordet er inspireret af rå natur mikset med fine glaskugler i pink. En skæg kontrast, der passer til resten af hjemmet!


Juletræet købte Nadja som en stueplante. Det er en australsk plante med navnet araucaria, og det kan blive 75 meter højt – så det har plads i stuen på lånt tid. Nadja har pyntet det med stjerner af papir.


Køkkenet ligger i åben forbindelse med stuen og blev renoveret, da familien overtog huset og fik lavet loft til kip. Elementerne er fra Kvik, og bordpladen i stål er lavet specielt, prøv bordpladen. dk for lignende. Malerier med svampemotiv er af Nadja Rahr. Nadja og Kim har i fællesskab lavet ‘platterne’ ved komfuret.


Familien har tradition for at spise morgenmad 1. juledag i den lyse havestue, hvor Nadja holder borddækningen i kølige blå og gule farver. Tekande og vandkaraffel er fra Stilleben. Krus og tallerkner er fra P:tersen. Julestjernerne har Nadja selv klippet. Nadjas mor bager store mængder luciaboller til familien hver jul.


Nadja klipper, folder og limer selv julestjernerne, der alle er unikke. Papiret er designet i samarbejde med Charlotte Skak og forhandles bl.a. hos boxdelux.dk og nadjarahr.dk


Havestuen med genbrugsborde og -stole. På den flotte træstamme hænger Nadjas produktion af papirtraner, de forhandles bl.a. i Stilleben og hos P:tersen i Helsingør. Lanternen er fra Hay.


Huset er et typisk parcelhus fra 70’erne, men familien har lavet loft til kip, sat ovenlys i taget og bygget en hems, så boligen nu fungerer optimalt for en storfamilie på seks.


Sæt fantasien i gang hos de mindste børn, og lad dem lave et snelandskab som her på det hvide bord. Det behøver ikke at ende som en rædsel af vat og piberensernisser,  hvis du vælger materialerne for børnene og f.eks. holder alt i hvidt og naturfarver. Her er brugt hvide kaninskind, drivtømmer, strandskaller, en isbjørnefigur og en lille snemand foruden små lyseholdere fra Sia.


Trappen i stuen fører op til en hems, der bruges som ekstra soveplads. Under trappen har Nadja udnyttet pladsen til opbevaring, og små pakker i papir af eget design ligger fremme. Tegning med pink fugl er af Nadja. Kisten har Kim fundet i Fakta.


Legehuset er malet i farver, der er inspireret af kunstneren Frida Kahlo og Mexico. “Lidt tiltænkt børnene og i høj grad mig!” griner Nadja, der elsker at bevæge sig i det barnlige univers med farver og former, og hvor regler ikke er så firkantede.


Den lille figur er lavet af Nadjas datter Agnes.


Entréen er udnyttet til kontor – og der blev også lige plads til et klaver. Tapetet er fundet hos tapet-cafe.dk, mens skrivebord og stol er arvestykker. Malerier og tegninger er en blanding af Nadja Rahrs egne billeder og arvestykker.

► SE OGSÅ: Hyggelig treværelses: Helt vild med jul
► SE OGSÅ: Fin og funklende jul
► SE OGSÅ: Klassisk jul med klip og kager