Romkugler - verdens bedste opskrifter

Her finder du de bedste opskrifter på hjemmelavede romkugler. Har du en kagerest eller to tilovers, så gem dem i fryseren og indtil du har nok til at lave de lækreste romkugler. Her på siden finder du vores bedste opskrifter på hjemmelavede romkugler til både store og små. Prøv fx.

Læs mere

Romkugler, og især de hjemmelavede af slagsen, er en elsket kageklassiker, men måske også en lidt udskældt spise. Det stammer nok fra de mange røverhistorier, der går om, hvordan bagerne i gamle dage lavede studenterbrød og romkugler af ALT for gammelt wienerbrød og kage + af resterne, som de havde fejet op fra gulvet.

Om det passer at man gjorde sådan eller ej i gamle dage, skal vi ikke gøre os kloge på, men faktum er, at (hjemmelavede) romkugler er en superlækker lille kagegodbid, som du nemt selv kan lave og variere i det uendelige.

Det gode ved romkugler er nemlig også, at de aldrig smager ens fra gang til gang. Alt efter hvilken kage eller kagerester du bruger og hvilke form for marmelade du tilsætter, får du en forskellig smag på dine romkugler. Det gælder også, alt efter om du vælger at bruge romessens til dine romkugler eller rigtig rom. Der er stor forskel på, om du bruger romessens, lys rom eller mørk rom. For slet ikke at tale om hvilken slags krymmel eller kokos, du vælger at trille romkuglerne i.

Og ja, så er det også den bedste måde at forhindre madspild på, for gemmer du dine kagerester i fryseren, kan du nemt samle sammen til at tilberede en lækker portion hjemmelavede romkugler, når trangen kommer over dig. Nu er rester af kage måske ikke det, du har allermest af derhjemme. Men tit har man alligevel en lidt kedelig ende af en sandkage, som man har skåret fra, en kant fra en bradepandekage eller lidt lagkagebund, man ikke skulle bruge alligevel.

Gem det i en pose eller plastikbox i fryseren sammen med lidt wienerbrød, der blev tilovers, en croissant fra morgenmaden, som I ikke fik spist og en sidste cupcake fra fødselsdagen, der bare står og bliver tør. Hvis du jævnligt husker at mange bække små bliver til en stor portion romkugler og derfor husker at putte dine kage og wienerbrødsrester i fryseren, når du har nogen, så har du lige pludselig et skønt lager til den dag, hvor du får lyst til at lave hjemmelavede romkugler. Og jo, vi ved jo alle sammen godt, at den dag kommer...

Men hvordan gør man så egentlig? Er det så nemt selv at lave dem selv i sit eget køkken derhjemme? Det helt korte svar er: Ja!

Og her på siden finder du alle vores bedste råd til indholdet i dine romkugler, hvilken slags kage, du kan bruge, hvilket krymmel, de skal trilles i og en masse supergode opskrifter på hjemmelavede romkugler. Så det er bare om at komme i gang.

Hvordan laver man hjemmelavede romkugler?

Romkugler består i al sin enkelhed af en blød masse, som du laver ved at røre kagerester sammen med noget væde - de fleste bruger syltetøj, eller marmelade, som oftest hindbærmarmelade. Tilsætter du ægte rom, får du en mere 'voksen' smag og bruger du romessens får du en mere mild smag a la de dem, du køber hos bageren. Vil du lave dine egne hjemmelavede romkugler kan du f.eks. bruge:

  • rester af chokoladekage
  • rester af cupcakes (det gør ikke noget, der stadig er frosting på)
  • rester af muffins
  • rester af sandkage
  • rester af wienerbrød og croissanter
  • rester af dit julebag 
  • kort sagt alle slags kagerester, som du måtte have liggende

romkugler-opskrift.jpgFoto: Maria P

Sådan laver du de bedste hjemmelavede romkugler

Saml dine kagerester og smuldr dem godt sammen - brug evt. en røremaskine eller en elpisker til at få kageresterne til at smuldre helt. Det gælder især, hvis du bruger rester af wienerbrød og croissanter.

Når kageresterne har en opnået en homogen konsistens, og er helt smuldrede, blander du noget væde i. De fleste bruger marmelade, fx. hindbærmarmelade eller abrikosmarmelade og lidt smeltet chokolade. Men du kan også bruge:

  • solbærmarmelade
  • appelsinmarmelade
  • jordbærmarmelade
  • flødeost eller mascarpone
  • marcipan
  • blød nougat
  • kokosolie
  • lidt fløde
  • lidt stærk kaffe

    ... kort sagt stort set alt, der kan forvandle kageresterne til en lind masse, som du kan trille romkugler af.

Nu du har rørt massen til dine hjemmelavede romkugler med fx. hindbærmarmelade eller syltetøj, skal du tilsætte rom eller romessens, som smagsgiver. De fleste tilsætter også lidt kakao, både for smagens skyld, men også for at få den fine mørke farve på romkuglerne.

Du kan købe færdig romessens i de fleste dagligvarebutikker og tilsætte det, men du kan faktisk også selv lave din helt egen romessens. Det gør du sådan her:

Opskrift på hjemmelavet romessens

Du skal bruge:

  • 1 dl rom
  • 1 vaniljestang
  • 2 spsk. vand
  • 3 spsk. rørsukker

Sådan laver du romessens:

  1. Start med at flække vaniljestangen, og skrabe kornene ud.
  2. Kom korn og den tomme stang i en lille gryde sammen med rom, vand og sukker.
  3. Lad det koge i 5 min.
  4. Tag vaniljestangen op, og lad essensen køle lidt af.
  5. Brug den hjemmelavede romessens til dine romkugler og andet bagværk.

Du kan selvfølgelig også vælge at bruge helt almindelig rom, men vær lidt varsom med mængden, hvis familiens yngste også skal spise de hjemmelavede romkugler.

Når du har formet romkugler af massen, er det en god ide at stille dem lidt på køl, inden romkuglerne skal trilles i krymmel, koks eller kakao. Også her er der masser af muligheder for selv at præge sine romkugler.

Hvad skal man trille sine romkugler i?

Når du har formet dine romkugler og haft dem på køl, er det tid til at trille dem. Her kan du fx. bruge:

  • kokosmel (evt. farvet med lidt frugtfarve)
  • kokosflager
  • chokoladekrymmel
  • kakao
  • kakaopulver
  • konfettikrymmel (flerfarvet krymmel)
  • lakridspulver
  • fint hakkede nødder
  • mandelflager
  • fint hallet hvid chokolade
  • frysetørrede hindbær
  • guld, sølv eller bronzestøv, hvis det skal være rigtigt festligt.

Men i virkeligheden er det kun din smag og fantasi, der sætter grænser for, hvad du kan trille dine romkugler i. Og du kan sagtens lade kreativiteten få endnu mere frit løb og pynte dine dem med små overskæg, følehorn, antenner eller øjne.

TIP: Se her, hvordan du laver sjove romkugler til Halloween. Med øjne: Sjove romkugler til halloween: Halloween-øjne

HUSK: At trille romkugler er lidt noget griseri, men det er også noget sjovt griseri. Så selvom det kan virke som et lidt uoverskueligt projekt, så are smøg ærmerne op og gå i gang med at trille romkugler, Og lad endelig ungerne være med til at forme de hjemmelavede romkugler og trille dem i alskens pynt og krymmel. Resultatet bliver måske ikke det allerflotteste og mest instagram-venlige, men stoltheden over selv at have produceret hjemmelavede romkugler - og ikke mindst glæden ved at spise dem - vil med garanti være stor. Det vil oprydningsprocessen i køkkenet sikkert også, men lad nu det ligge...

Hvordan laver man sunde romkugler?

Nu er sund og ordet romkugle måske ikke lige de to første ord man tænker på at sætte sammen, men du kan sagtens lave sunde(re) hjemmelavede romkugler, hvis du skifter kageresterne ud med fx. figner eller dadler. Her kan du se, hvordan Ditte Ingemann laver de lækreste daddelkugler, som rulles i forskelligt pynt f.eks. frysetørrede bær og hakkede nødder.

Få opskriften på Ditte Ingemanns lækre daddelkugler i skønne farver her

Hvis du ikke så vild med figner og dadler kan du stadig fremtrylle en sund romkugle - fx. med denne lækre opskrift, hvor der er brugt sukkerfri hindbærmarmelade, kokosolie og raw kakaopulver uden sukker i. Se her, hvordan du laver sunde hjemmelavede romkugler:

Sunde hjemmelavede romkugler i farver

Kan man lave veganske romkugler?

Ja, det kan man faktisk godt. Du kan nemlig lave søde, bløde og lækre romkugler på kikærter. Nu er kikærter nok ikke lige det, som man normalt forbinder med søde lækkerier, men de fungerer faktisk ret godt i romkugler, for på grund af kakao- og romsmagen kan man ikke smage kikærterne.

De veganske romkugler er forholdsvis sunde, så du kan godt tillade dig at lave dem forholdsvis ofte og med god samvittighed. Også her kan du variere indholdet i massen du triller romkuglerne af - hvis du ikke har kikærter, kan du bruge sorte bønner eller kidneybønner.

Kidneybønnerne eller de andre former for bønner danner basen i romkuglemassen sammen med bløde dadler, havregryn, kakaopulver, kokosolie, romessens og hindbærmarmelade. HVis du har lyst til at give din i krig med at lave veganske romkugler, så finder du opskriften lige her:

Se her, hvordan du laver veganske romkugler

Nem opskrift på hjemmelavede romkugler - med rosiner

Har du fået mod på selv at give dig i kaste med at lave hjemmelavede romkugler, så findes der masser af gode opskrifter lige her på siden. Hvis du både har kagerester og rosiner til overs fra fx. jul, så prøv at lave disse superlækre hjemmelavede romkugler med rosiner:

romkugler-med-rosiner.jpg

Opskrift: Katrine Klinken, Foto: Thomas Hergaard

Sådan laver du romkugler med rosiner

  • Læg 100 g lyse rosiner i blød i ½ dl brun rom natten over.
  • Kom 350 g kagerester (tørt wienerbrød, sandkage, muffins m.m.) i en foodprocessor og blend til ensartet konsistens.
  • Tilsæt 100 g abrikosmarmelade og 100 g smeltet, mørk chokolade.
  • Bland rosinerne i romkugle-massen, form ca. 30 romkugler og tril dem i kagekrymmel.
  • Lad romkuglerne sætte sig nogle timer.

Sådan laver du romkugler på pind - pop cakes

romkugler-paa-pind.jpg

Opskrift: Katrine Klinken, Foto. Line Falck

Brug kageresterne - både til romkugler, studenterbrød OG pop cakes

Tørre rester af sandkage, wienerbrød mm. kan bruges til romkugler og studenterbrød. Men du kan også bruge kageresterne til at lave de populære pop cakes. Det er er i al sin enkelthed romkugler eller kagekugler sat på en pind., så de kan spises som en slikkepind.

Se her, hvordan du laver pop cakes her :

Nemme popcakes - romkugler på pind

Popcakes er en festlig og sjov lækkerbisken, der minder om en is- eller slikkepind. Ofte er kagerne pyntet meget fint. Her er en enkel opskrift, som børnene nemt kan være med til at lave.

20 stk.
Arbejdstid: 45 min.
Hviletid: ca. 1 time

Popcakes:
½ chokoladesandkage (eller ca. 500 g kagerester)*75 g flødeost naturel (eller mascarpone)
100 g flormelis
Pynt: kagekrymmel

Sådan laver du pop cakes eller romkugler på pind

  1. Smuldr kagen i en foodprocessor. Rør flødeosten sammen med flormelis, og bland med kagemassen.
  2. Ælt sammen med hænderne til en ensartet fugtig konsistens.
  3. Lav 20 kugler, og tril dem i kagekrymmel.
  4. Sæt en lille ispind (eller anden pind) i hver kugle, og sæt dem i køleskabet i ca. 1 time inden servering.

TIP: Har du ikke nogen pinde, så server romkuglerne, som de er.

Der findes en romkugle til enhver lejlighed

En romkugle er altid godt, og der findes romkugler for enhver smag og for enhver køkkenkundskab. Forstået på den måde, at du kan finde både nemme og lidt mere komplicerede opskrifter på hjemmelavede romkugler. Her finder du en luksusudgave, der er lavet af Annemette Voss, der vandt Den Store Bagedyst på tv i 2013. Det er en på romkugleopskrift, der tager lidt tid at lave, men smagen er bestemt det hele værd. Se opskriften på Romkugler deluxe her

Er du mere til en lidt nemmere løsning, så kan du også købe færdig kage i supermarkedet, eller spørge din lokale bager, om du kan købe noget daggammelt wienerbrød billigt. I de fleste store byer kan du også bruge diverse madapilds apps, som f.eks. TooGoodToGo eller YourLocal og via dem købe en pose med wienerbrød eller kage til meget favorable priser ved lukketid. På den måde hjælper du både med at bekæmpe madspild OG får stillet din lækker sult med lækre hjemmelavede romkugler.

Men ligegyldigt hvilken måde, du vælger at lave og spise dine romkugler på, og om du vil lave lækre romkugler til eftermiddagskaffen, en sund romkugle som en lille aftenssnack, eller du vil producere en romkugleorm til den næste børnefødselsdag, så finder du alle vores allerbedste opskrifter på romkugler lige her på siden.