I snart 90 år har det været en elsket tradition, at rytterne fra Graasten Ringriderforening bliver modtaget ved slottet af den kongelige familie. Og dette års optog var ingen undtagelse.
Artiklen fortsætter under videoen:
Dronning Margrethe, 85, tog imod rytterne foran slottet med prinsesse Benedikte, 81, ved sin side. Dronningen har i disse dage holdt sommerferie på Graasten Slot sammen med sine søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, 78. Sidstnævnte rejste dog hjem lørdag og deltog derfor ikke i søndagens arrangement.
Det gjorde til gengæld Benediktes datter prinsesse Nathalie med sin mand grev Michael Ahlefeldt Laurvig-Bille.
Traditionen begyndte helt tilbage i 1936, da kong Frederik 9. og dronning Ingrid holdt deres første sommer på Graasten Slot. Siden da har kongefamilien hvert år taget imod Graasten Ringriderforenings farverige søndagsoptog.
Efter dronning Ingrids død har dronning Margrethe videreført den folkekære tradition. Flere gange har også kong Frederik, dronning Mary og parrets børn stået klar foran slottet for at hilse på rytterne, når de rider forbi.