– Jeg prøver stadig at være en glad dreng, selv om vi har været gennem nogle grumme ting i de senere år. Efter Jeppes død prøvede vi stille og roligt at vende tilbage til livet, men så blev Hanne syg og måtte gennem mange kræftbehandlinger. Hun er stadig meget ramt af eftervirkningerne af behandlingerne. Det er frygteligt med svimmelhed og utilpashed. Det døjer hun med næsten hver dag, fortæller Hans Otto, der gik på pension i 2017 for at hellige sig familien.
Sønnen Jeppe døde efter lang tids sygdom i 2018. Han blev blot 47 år.SCHLÜTER, PETER
Et valg han aldrig har fortrudt.
– Vores liv har ændret sig dramatisk. Vi holder os meget hjemme. Vi kan ikke tage ud, når vi ikke er helt på mærkerne. Vi har kendt hinanden i snart 60 år og vi har det stadig forrygende i hinanden selskab. Det er også vigtigt i de situationer, vi har været ude i. Vi kender hinanden så godt. Vi har også stadig ting at snakke om. Vi har meget at være fælles om.
Sommeren har også budt på to dejlige uger i sommerhuset i Odsherred.
– Jeg har også truet Hanne med en tur til Lolland-Falster, men vi har ikke haft kræfter til det. I stedet glæder vi os over de ture, vi har haft, og ser de glade billeder fra dengang. Vi har set så meget i hele verden, og det er dejligt at tænke tilbage på, fortæller han med smil i stemmen.
Hanne og Hans Otto med datteren Mette Marie, 49.PETERSEN, HENRIK R
Der var drøn på
Annonse
Det blev til næsten 50 år i DR, og her fik han så mange store oplevelser, at det kan være svært at huske det hele.
– Der var drøn på alle de år. Jeg vil sammenligne det med feltet i Tour de France. Man står og betragter det, og så suser de forbi på ingen tid. Sådan har jeg det, når jeg ser tilbage. Det er godt nok gået stærkt. Nu prøver vi at genopfriske det ved at se gamle billeder.
Han bliver også tit mindet om mange af de tv-øjeblikke, han stod for i programmer som ”Hos Otto”, ”Ærlige Otto”, ”Under Uret” og ”Under bøgen”.
Gennem sine fem årtier på DR nåede Bisgaard at tale med stort set alle, der var noget ved musikken. Her ses han i 1973 med Robert Plant fra Led Zeppelin.Jørgen Angel/Ritzau Scanpix
– Jeg bliver stadig næsten dagligt mindet om de mange udsendelser, jeg har lavet. Når jeg møder folk er de søde, siger hej og fortæller om en oplevelse, de har haft med mig. Det er virkelig rørende, at de kan huske det og vil fortælle mig om det.
Selve fødselsdagen bliver fejret hjemme i rækkehuset på Østerbro. Her kommer de allernærmeste til et stykke smørrebrød.
– Det bliver ikke noget med at sidde og skåle og sige, ”Hvor har vi det dejligt”. Der er ikke noget, som skal males lyserødt her. Vi er ikke til at holde fester mere. Der mangler jo en ved bordet. Og det kan vi ikke lade være med at tænke på. At miste et barn er så forfærdeligt, og vi kommer aldrig over det. Ærlig talt, jeg er også blevet fejret rigeligt i mit liv, så gode venner og smørrebrød fra den lokale er fint. Vi gør hver eneste dag, hvad vi kan, for at få en god dag, men jeg skal gerne indrømme, at det er svært.
På DR Gensyn kan lige nu se en lang række af hans mange populære tv-programmer med Peter Larsen, 69, som Erna Iversen og tjener Frandsen.Foto: Egmont Historiske Arkiv, Ulla Voigt/DR
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.