Holger Rune.

Holger Rune skriver kæmpe kontrakt: Er ikke sket siden tennisikonet Roger Federer

Der er milliongrunde til, at Holger Rune smiler.

logo herognu HER&NU HN

Den danske tennisstjerne Holger Rune har skrevet under på en stor sponsoraftale med ketsjergiganten Wilson.

Det skriver B.T.

Ifølge mediet har den 23-årige dansker underskrevet en femårig kontrakt, der indbringer ham et tocifret millionbeløb om året. Dertil kommer en række bonusordninger, som betyder, at aftalens samlede værdi kan vokse i takt med Runes resultater på banen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Aftalen er en af de største, Wilson har indgået med en tennisspiller siden virksomheden i 1998 indledte samarbejdet med tennisikonet Roger Federer, der samme år blev professionel.

Rune har de seneste år spillet med ketsjere fra Babolat, men den aftale udløb ved udgangen af 2025.

Wilson er ikke den eneste lukrative sponsor i den danske stjernes portefølje. I 2023 offentliggjorde Rune på Instagram, at han havde indgået et samarbejde med den schweiziske luksusurproducent Rolex. Også den aftale menes at være værd et tocifret millionbeløb om året.

Den nye sponsoraftale med ketsjergiganten kommer efter en lang skadesperiode. En akillesskade, som opstod i oktober 2025, har holdt Rune ude af turneringer i næsten ti måneder.

Nu nærmer et comeback sig dog. Ifølge de seneste meldinger ventes Holger Rune at være tilbage på ATP-touren i august, hvor han kan gøre comeback ved turneringen i enten Canada eller Cincinnati.