Da Karen-Helene Hjorth pådrog sig en hjerneskade, gik der flere måneder, før hun forstod alvoren: "Det er noget af det sværeste i dag at se tilbage på"

Den 25. juni 2025 er en lun sommeraften, hvor tv-vært Karen-Helene Hjorth har sommerafslutning sammen med sine kolleger fra TV 2 News. De hygger sig i nogle timer ved kajkanten på Teglholmen, hvor snakken går på sommerferie og planer for fremtiden.

– Når man har arbejdet et sted så mange år, kender man jo hinanden rigtig godt, og jeg kan huske mange af de samtaler, som jeg har den aften. Jeg skrev noter om en efterskole, som en kollegas datter har gået på, og som kunne være noget for min. Det er bare en rigtig hyggelig aften i godt selskab.

Da aftenen slutter, går Karen-Helene mod sin ladcykel sammen med en kollega, som er på gåben til S-togsstationen. ”Hop op”, tilbyder hun, da cyklen har el, så det går nok.

– Og her stopper min hukommelse. Min hjerne har simpelthen cuttet, så jeg kan ikke huske, hvad der skete. Jeg ved, hvad jeg har fået forklaret af ham, men det er ikke noget, jeg ægte kan huske. 

Forklaringen fra kollegaen er, at de på vejen kommer til et sted, hvor der er vejarbejde. Men da det er mørkt og ikke skiltet eller oplyst, opdager de det for sent, og de kommer for tæt på en betonklods, der afskærmer vejbanen fra cykelstien.

– Vores tolkning er, at for at undgå betonklodsen kommer det ene forhjul op på kantstenen. Cyklen vælter, så vi begge to bliver smidt af. Og der er jeg ganske givet landet direkte ned på en kantsten, fordi jeg har en del buler i baghovedet, hvor det åbne kraniebrud sad. Og så må jeg være tumlet rundt og har slået hovedet foran.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Karen-Helenes kollega er hurtigt oppe på benene igen, men hun bliver liggende.

– Han kan ikke få kontakt til mig. Jeg ligger med åbne øjne, men jeg er bevidstløs, og blodet strømmer ud af hovedet på mig. Han får ringet 112, og jeg bliver kørt med ambulance, hvor han også kører med.

– Det første, jeg kan huske, er at vågne op på Rigshospitalet dagen efter, hvor jeg åbenbart har skrevet til folk, at ”jeg ligger sgu lige på hospitalet – det går op og ned i showbiz, men jeg er ude i næste uge”. ”Kan jeg for resten køre med dig til Smukfest?”, spørger jeg endda en veninde om. Jeg har simpelthen ikke fattet, hvad der er sket med mig. Overhovedet. Og det er ret vildt at tænke på.

Drømme sat på pause

Karen-Helene er da heller ikke udskrevet en uge senere, for det viser sig, at hun både har åbent kraniebrud, multiple blødninger i hjernen og en hjernerystelse, så i stedet for sommerferie i Spanien og Smukfest er hun indlagt på Rigshospitalet i de efterfølgende måneder, inden hun bliver rykket videre til et rehabiliteringscenter i Hellerup for til sidst i september sidste år at blive visiteret til Center for Hjerneskade.

– Jeg drømte om at få en andelslejlighed. Jeg drømte om at skulle på ferie med min datter og min veninde og hendes datter. Jeg drømte om at holde snuden i sporet på mit arbejde. Ganske almindelige drømme, som var inden for rækkevidde, og som jeg kunne gå og dagdrømme om, siger Karen-Helene.

Men med et bliver alle drømme sat på pause, for en stor blokvogn er blevet kørt ind foran hendes livs vejbane, og den kunne hun ikke komme forbi, beskriver hun.

– Pludseligt bliver noget kæmpestort og uomgængeligt skudt ind imellem mig og alle mine planer, mine tanker og mine drømme. Så står den der, og jeg kan ikke komme udenom. Så jeg er nødt til at arbejde mig lige så stille og roligt igennem, og i mit tilfælde er det hjerneforbindelse for hjerneforbindelse. Jeg kan ikke sige, at det her kan jeg godt lide, eller den her drøm eller plan vil jeg gå i gang med. Der er bare fuldt stop.

Derfor bliver tiden efter ulykken intensivt brugt på at få hendes hjerne til at fungere – det inkluderer kognitiv og kommunikativ træning kombineret med samtaler med en neuropsykolog, for hun skal have genopbygget en tillid til, at hendes hjerne lige så stille begynder at virke igen.

– Der er meget, som jeg er bange for. Gad vide, om jeg overhovedet kan have jobbet som vært igen? Og hvad fanden skal jeg så, hvis jeg ikke kan? Hvilket job kan jeg så få? Har jeg råd til at sidde i lejligheden, eller skal jeg flytte hjem til mine forældre i Nordjylland?

Farer vild i Fælledparken

Før alle spørgsmålene om fremtiden rammer Karen-Helene, går der faktisk et par måneder, hvor hun ikke forstår alvoren af, hvad der er sket hende. Hvor hendes hjerne er så medtaget, at hendes følelser og realitetssans ikke virker, som de plejer.

– Det første stykke tid i min indlæggelse har jeg en komplet mangel på sygdomsforståelse og manglende evne til at kunne forstå og tage ind, hvad der er sket. Jeg går for eksempel en tur i Fælledparken, og da jeg kommer tilbage, tror jeg, at jeg går ind ad den rigtige indgang på Rigshospitalet. Så jeg sidder på en etage i 45 minutter og venter på, at nogen skal hente mig, indtil jeg tænker, at det nok ikke er rigtigt, og går ned i receptionen. De to i receptionen kigger på mig og siger: ”Er du klar over, hvor mange mennesker, der er ude og lede efter dig lige nu?”. Men det er jeg ikke, for jeg ved ikke, at jeg er væk.

– Og jeg er så væk, at jeg også er lidt væk for mig selv. Jeg tror jo, at jeg har styr på det, men jeg har ikke styr på en skid. Og sådanne situationer og eksempler er der mange af, når jeg ser tilbage på den periode, hvor jeg er indlagt, og umiddelbart efter, at jeg bliver udskrevet. Det er faktisk noget af det sværeste i dag at se tilbage på, i hvor høj grad jeg tror, at min hjerne fungerer, og i hvor høj grad jeg nu kan se, at det gør den ikke.

Der går tre måneder fra ulykken, før Karen-Helene græder over voldsomheden og karakteren af, hvad der er sket med hende. Og det sker, da hun for første gang læser sin journal.

– Det er første gang, at jeg er i stand til at tage det ind. Og det er bare vildt at læse om de samtaler, jeg har haft, de ting, jeg har sagt, ment og gjort – det er helt fucked up. Der står for eksempel ”Patient udviser stadig meget store tegn på ingen sygdomsforståelse. Og hun tror, hun skal hjem i morgen”. Jeg kan godt huske, at det troede jeg. Men at læse om det forløb, som jeg har været midt i og oplevet på egen krop, beskrevet nøgternt, er først der, hvor jeg kan mærke smerten og forstå, hvor langt væk jeg har været uden at vide, at jeg var langt væk.

I dag er Karen-Helene meget ærlig omkring alle de tanker, som rammer hende. Også dem, der handler om, om hun får det bedre.

– Jeg har talt meget med min neuropsykolog på Center for Hjerneskade, hvor hun siger, at følelserne gerne må være der, men at jeg skal huske at minde mig selv om, hvad vi ved af fakta. Og fakta er, at det går rigtig, rigtig godt. Det går også bedre, end vi kunne have forventet. Det har bestyrket mig hen ad vejen. Og så er jeg måske så autoritativt et menneske, at jeg har tænkt, at de er eksperterne, så det holder jeg fast i.

Karen-Helene går også stadig til psykolog, og når de taler om ulykken, begynder hun altid at græde.

– Jeg har nok ikke været igennem den sorgproces, som sagtens kan komme efter sådan en oplevelse, og den sorg over det, der ikke længere er. Jeg er også klar på, at jeg måske en dag pludselig kan huske ulykken. Men når der sker noget, som er så traumatisk, er hjernen så finurligt og fornuftigt indrettet, at den kan kapsle det ind og stille det over på en hylde et mørkt sted, fordi det skal vi ikke røre ved lige nu.

Vulkansk vrede

Ulykken har betydet, at Karen-Helene stadig har en hjerneskade, som sidder i højre frontallap – og som ikke kommer til at forsvinde igen.

– Men min hjerne har restitueret og fundet andre veje. Det kan godt være, at der ikke længere er en lige vej fra A til B – vi skal måske lige ned forbi CDEFG, før vi kommer til B. Men forbindelsen er dannet, siger Karen-Helene.

At hjerneskaden stadig er der og sidder, hvor den gør, har også betydet, at Karen-Helene har skullet lære at håndtere vrede på en helt ny måde.

– Min hjerneskade sidder i højre frontallap, og det er blandt andet der, hvor ens konsekvensberegning og følelser sidder – alle de ting, der gør os til socialt intelligente individer, der kan interagere med hinanden. Når man får de skader, som jeg har fået, bliver kvinder som regel mere aggressive og vrede – og det blev jeg også. Heldigvis ikke så meget på mine omgivelser, men der er kommet en ny form for vulkansk vrede og aggression over, at andre mennesker kan være irriterende. Og det betyder ikke, at jeg råber ad andre mennesker, men jeg kan ikke holde ud at være i nærheden af dem – det kan for eksempel være en person, som irriterer mig i køen i Netto.

– Den vrede eller irritation har jeg lært at tolke og have nogle små fine samtaler med inde i mit hoved, inden jeg agerer på det, så jeg ikke lader mig skylle væk af en eller anden nyfundet vrede eller aggression. Jeg stopper mig selv og analyserer den. Der er en sætning, jeg tænker på hver gang, det sker, og det er, om det er hjerneskaden, der snakker nu, eller mener du det her? Og som regel er det ikke noget, jeg mener. Jeg kan tænke, at det er pisseirriterende, men jeg kan bare flytte mig, så jeg kommer væk fra det.

Kan jeg arbejde igen?

Viljen til at kunne klare sig selv gennem de svære ting har altid været en stor drivkraft i Karen-Helenes liv. Hun er et menneske, der tror på, at det nok skal gå – og selv om der er noget, hun ikke har prøvet før, kan det sikkert godt lade sig gøre. Den overbevisning har hun holdt fast i undervejs i sit lange sygdomsforløb – også da hun begynder at drømme om at kunne vende tilbage til sit arbejde som vært på TV 2.

– Der er en lang periode, hvor jeg ikke ved, om jeg kan komme på arbejde igen, for jeg ved ikke, om jeg kan det, jeg kunne før. Jeg har fået en hjerneskade, som kan ændre din personlighed. Min personlighed er jo en stor del af grunden til, at jeg har det job, og hvad nu hvis den vrede og aggressivitet, som jeg følte til at starte med, ikke lagde sig. Hele den periode er både frustrerende, svær og hård, for det er en mærkelig forhåndssorg i forhold til, hvad nu hvis jeg ikke kan?

– Men i september bliver jeg tilknyttet Center for Hjerneskade, hvor jeg sammen med andre med hjerneskade skal lære at kommunikere igen. Vi laver forskellige interviewøvelser og skal løse dilemmaer i hold. Det ophold er guld værd for mig. De er så dygtige, og det giver mig tilliden til, at jeg kan starte på arbejde igen.

Det gør Karen-Helene den 3. december sidste år. Og på TV 2 bliver hun mødt med stor forståelse for, at det skal foregå i hendes tempo.

– Jeg øver mig i studiet de første par uger, hvor jeg i et par timer om dagen laver udsendelser, som ikke bliver sendt, men hvor jeg genskaber tilliden og selvtilliden til, at jeg kan håndtere en liveudsendelse. Jeg skal lige føle savsmulden igen og finde glæden ved at sidde der igen. Og den får jeg meget hurtigt, for jeg kan mærke, at jeg er hjemme igen. Men det har været små skridt, for det må ikke gå for stærkt frem i forhold til min hjerneskade. Jeg skal hele tiden mærke efter, for jeg bliver hurtigere træt i dag, og så ryger mit fokus.

– Og det er også sådan, jeg har det med at gøre comeback på News & Co (tv-program med flere debatterende gæster, red.). Jeg kan ikke intellektualisere eller teoretisere mig frem til noget. Jeg er nødt til at gøre det, og så kan jeg mærke det. Og jeg må sige til mig selv, at alt peger i retning af, at det nok skal gå. Så selvfølgelig skal det nok gå, siger Karen-Helene, som dagen efter dette interview optager sin første News & Co-udsendelse efter ulykken.

Blokvognen spærrer stadig

Der er dog flere ting, som Karen-Helene kan mærke, at hun ikke kan – i hvert fald endnu. Hun har trukket sig fra saunaklubben, fordi der er for mange mennesker og for megen snak.

– Og det er et af de mén, som jeg har fået af denne ulykke. Det er noget, jeg godt kan lære at leve med. Eller det er noget, jeg skal lære at leve med, nemlig at jeg hurtigt kan blive overstimuleret af andre mennesker i min nærhed. Jeg er blevet mere lyd- og lysfølsom, så jeg har altid et par ørepropper og solbriller i tasken, når jeg går udenfor. 

Partout-billetten til en ellers planlagt tur til årets Roskilde Festival med en veninde blev også videresolgt.

– Jeg køber jo nok billetten i trods, for jeg skal fandeme bevise, at det kan jeg godt. Men jeg kan jo godt mærke, da vi nærmer os, at det skal jeg ikke. Det er for larmende, for intimiderende og for meget for mig. Det er en af de ting, hvor blokvognen stadig står og spærrer, selvom jeg højt og flot ignorerede den, da jeg købte billetten. Måske kommer lysten tilbage, det ved jeg ikke. Men lige nu passer det mig fint at stå her. Og det er okay, at jeg er nødt til at tage bestik af, at der er nogle ting, som jeg ikke kan længere. Hvis det bare er det, som jeg ikke kan i dag, så er jeg virkelig heldig, synes jeg.

Der lå faktisk en cykelhjelm hjemme hos Karen-Helene, som hun købte flere år før ulykken – men den blev ikke brugt – heller ikke den aften, hvor hun vælter. Men sådan er det ikke længere. For Karen-Helene cykler igen, men nu altid med en cykelhjelm solidt spændt fast på hovedet.

– Jeg kan ikke sige med 100 procent sikkerhed, at det havde gjort en forskel, men den logiske slutning er, at de steder, jeg fik skader i hovedet, ville være dækket af en cykelhjelm. Og min teenagedatter synes ikke, at en cykelhjelm er det smarteste i hele verden, men vi battler ikke længere, om den skal på, fordi hun kan huske, da mor var mærkelig.

Det sidste år har også påvirket Karen-Helenes datter, og hun er i dag taknemlig for den måde, de begge er blevet hjulpet gennem hele forløbet.

– Hun har været til pårørendesamtaler, og vi er blevet mødt, fanget og holdt om så fint. Det er trygt og godt at vide, at man tager sig af patienten, men også af barnet, som står ved siden af og ikke forstår, hvorfor man ikke kan gøre det, som man kunne før, fordi den er gal med mors hjerne.

– Så i dag forstår hun mine behov, og at jeg har brug for pauser og ro, når jeg bliver overstimuleret, og det er, fordi vi har fået et fælles sprog for det, der er sket, og hvad det er, der sker med hjerner, når sådan noget sker.

Ny kærlighed

Det, der gennemsyrer Karen-Helene i dag, er en følelse af at være heldig. Og taknemlig over, at hun er sluppet med skindet på næsen – igen. For hun har faktisk været ude for to andre alvorlige ulykker. Som 28-årig brækker hun ryggen, og i 2018 får hun en slem hjernerystelse, da en højtaler vælter ned i hovedet på hende.

– Jeg bryder mig ikke om, når jeg bliver mødt af, at ”du er da også så uheldig”, som om det er lidt min egen skyld. Jeg har ikke brækket ryggen med vilje, jeg fik ikke en højtaler i hovedet med vilje, og jeg har ved Gud heller ikke fået åbent kraniebrud med vilje.

– Det er noget, der er sket, og ting sker. Men det er noget, som jeg kan slå mig på, for jeg kan da godt blive ramt af tanken, ”hvad nu hvis, og tænk, hvad der kunne være sket”. Men den skal jeg lade være med at dykke for langt ned i, for jeg kan ikke bruge den til noget. Jeg vælger at se på det som meget heldigt, fordi jeg er her. Jeg kan gå. Min hjerne virker igen. Så jeg er taknemlig – det er virkelig sådan, det føles. Velvidende at det kan være, at der pludselig står en ny blokvogn, for jeg er et menneske, der aldrig kommer til at pakke mig selv ind i bobleplast og leve et liv, hvor jeg sidder inde i min lejlighed skånet for andre mennesker og kigger ud på verden – det er simpelthen ikke min personlighed at gøre det. Så selvfølgelig skal jeg ud – men jeg har mine ørepropper og solbriller med.

I dag har Karen-Helene også fået en kæreste efter 10 år som single. Det er stadig meget nyt, fortæller hun, men hun er meget lykkelig. De to har kendt hinanden i flere år, uden det er blevet romantisk. Men via algoritmer ender de pludselig i hinandens messenger-feed.

– Jeg har ikke søgt en partner før nu, og det har nok haft at gøre med mig selv. Men i takt med at jeg har fået det bedre, har tanken strejfet mig, at det kunne være rart at møde en, men så kom jeg ikke videre med den tanke, før han pludselig dukkede op i min indbakke. Jeg er vanvittigt glad nu, og jeg kan mærke, at qua alt det, der er sket med mig, er det vitterligt et nyt kapitel, der er ved at åbne sig i mit liv – både med hensyn til kærlighed og det at være i en relation med et andet menneske så nært, men også med mig selv.

Hun er ikke i tvivl om, at hun er en bedre version af Karen-Helene i dag end før ulykken. Hun joker endda med, at der er nogle ting, hvor hun har fået en 2.0 opgradering.

– I et år har jeg været tvunget til IKKE at ignorere mig selv, så det er jeg stoppet med, og jeg arbejder også på at blive mindre hård mod mig selv. For eksempel i situationer, som da jeg laver kaffe nu, hvor jeg kommer til at stille en for lille kop i kaffemaskinen, så kaffen flyder over. Da jeg opdager det, siger jeg ”idiot” til mig selv. Men det er da ikke idiotisk, det er bare uopmærksomt. Eller da en veninde forleden spørger, hvordan det går med mig og Mikkel, min kæreste, og jeg svarer, at det er magisk, for jeg har i så lang tid gået og bildt mig selv ind, at det ikke var noget for mig, og hvem kan i øvrigt holde ud af at være sammen med mig?

– Hun spørger med det samme, om jeg tænker sådan om mig selv? Og ja, det gør jeg nok. Jeg har sagt det til mig selv så mange gange, at jeg på en måde er begyndt at tro på det. Nu kan jeg mærke, at det var fake news, som jeg bildte mig ind, fordi jeg var i en situation, hvor det narrativ så bedre ud. Så jeg er ved at lære at pakke den følelse væk, når den rammer. Og så er drømmene begyndt at komme igen.

– Jeg er tilbage på arbejde, og på et tidspunkt har jeg forhåbentlig sat mig der, hvor jeg sidder trygt, godt og solidt. Og så er jeg et menneske, der elsker at have ferie. Jeg kan bruge timer på at dagdrømme og glæde mig sammen med min datter og kæreste – og det er stadig nyt for mig, at jeg er nogens kæreste, siger Karen-Helene med et smil.

– Jeg fylder 50 i år, og jeg ved ikke, om det handler om alder, om hjerneskade eller om, at have været ved at miste sin førlighed. Jeg kan bare mærke, at der er sket nogle ting, og jeg kan godt lide dem – de fleste af dem. Og de andre ting, kan jeg godt lære at leve med.

LÆS OGSÅ

Da Merete blev syg, gik det ud over hende og Jacks sexliv: ”Jeg var bange for, at vi ville miste hinanden”

Smerter og sygdom satte Merete og Jacks ellers velfungerende erotiske liv på pause i flere år, og de var skrækslagne for at miste hinanden, da Meretes krop sagde fra. Men siden har de fundet nye veje til sex – og det har faktisk gjort deres forhold endnu stærkere end før.