Line Hoffmeyer frygter ikke døden: Sygdommen er værst

Døden og dens uvished er for mange angstfremkaldende.

Men det er den ikke for Line Hoffmeyer. Hun har nemlig prøvet at dø.

LÆS OGSÅ: Anklaget for dyremishandling: Nu svarer hun igen

Cirka halvvejs gennem gymnasiet faldt hun en dag pludseligt om med hjertestop midt i kantinen, som følge af den hjertefejl der blev opdaget, da hun var helt spæd,

Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Siden februar 2012 har Line derfor levet med et donorhjerte, som hun fik indopereret kort tid efter hændelsen i kantinen. For nylig har hun dog desværre kunnet dele nyheden om, at hendes krop er begyndt at danne antistoffer mod organet.

Præcis, hvad fremtidsudsigterne lyder på, ønsker Line kun at dele med sine nærmeste - den 30-årige influencer er dog godt klar over, og åben omkring, at hun formentligt ikke bliver ældgammel.

LÆS OGSÅ

Magisk mingle: Derfor kysser Julie ham ikke

Men det er ikke bekymringer for at dø, der fylder. Mest af alt er hun nervøs for sygdommen.

- Jeg synes, det er træls, og det er træls at vide, at jeg skal være syg igen. Men jeg ved, hvad det vil sige, og jeg ved, at jeg klarede det én gang. Jeg har jo prøvet at få hjertestop, og jeg ved, hvordan det var, indtil jeg blev genoplivet. Det var ikke forfærdeligt, så jeg er slet ikke bange for det. Jeg er meget mere angst for, at jeg skal blive syg og så fortryde, at jeg ikke gjorde alle de ting, jeg kunne, da jeg kunne, fortæller Line og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Realitystjerne giver opsang: Tænk jer om

- Jeg er mere bange for at være syg. 100 procent. Jeg har jo prøvet begge dele. Det var værst at være syg. Til sidst var jeg så syg og havde så ondt i maven. Og når man er så syg, føles det ikke særligt skræmmende at skulle dø. Det er da nederen, hvis Lasse lynhurtigt finder en ny kæreste, og ren og skær FOMO, hvis der er nogen, der skal holde en god fest, som jeg ikke kommer med til. Men det kan jeg jo ikke vide, for det, man ikke ved, har man ikke ondt af.

LÆS OGSÅ

Stor politiaktion hos Robert Hansen