Simi Jan til premiere på "Supergirl", Vue Fisketorvet

Simi Jan fortæller om nyt projekt: Er blevet Youtuber

Simi Jan har gang i mange projekter, og nu har hun også kastet sig ud i et nyt eventyr på YouTube.

logo herognu HER&NU HN

Da HER&NU møder Simi Jan på den røde løber til premieren på "Supergirl" i VUE på Fisketorvet, fortæller hun, at hun har gang i flere projekter. Men det er især det nye digitale univers, der fylder.

- Jeg har lanceret en YouTube-kanal, hvor jeg har lange samtaler med interessante og kloge mennesker om det, der foregår i Mellemøsten, fortæller hun til HER&NU. 

Artiklen fortsætter under videoen: 

For Simi Jan handler projektet om at sætte tempoet ned og give plads til de samtaler, som hun mener ofte drukner i hurtige nyhedsoverskrifter.

- Jeg føler, at vi har brug for substans og nuancer. Vi har ikke brug for hurtige overskrifter, så jeg prøver at lave en modpol til det ved at skabe mit eget lille univers. Og det er der stor opbakning til, siger hun.

På kanalen har hun allerede haft besøg af en række markante profiler, som bidrager med deres viden og perspektiver.

- Jeg har haft Rufus Gifford, som var tidligere USA's ambassadør i Danmark, Peter Viggo Jakobsen og Mogens Lykketoft. Alle mulige dygtige mennesker stiller op i deres fritid for at nuancere en samtale og give perspektiver på en konflikt, der er virkelig svær at forstå, fortæller hun.

Målet er ifølge Simi Jan ikke at levere alle svarene, men at gøre komplicerede emner mere tilgængelige for seerne.

- Min opgave er at hjælpe til sammen med nogle dygtige eksperter og gøre det komplekse lidt mere forståeligt gennem nogle live-samtaler på Instagram, som jeg efterfølgende lægger over på YouTube. Så jeg kan også kalde mig YouTuber, siger hun med et smil. 

Selvom projekterne er mange, står hun ikke med et stort produktionsteam bag sig. Tværtimod er det Simi Jan selv, der står for stort set hele processen.

- Jeg har flere afsnit ude, og jeg sidder og laver det hele selv. Jeg filmer og redigerer selv. 

Men for den tidligere tv-vært er det afgørende, at de mange opgaver har et fælles udgangspunkt. 

- Jeg laver kun ting, der giver mening.