Fastelavnsboller for voksne
SPONSORERET indhold

Fastelavnsboller for voksne

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Nemme hjemmelavede fastelavnsboller med marcipan.

Af: Thomas Hergaard Foto: Thomas Hergaard
05. feb. 2014 | Opskrift | Hjemmet
(12 boller)

Ingredienser

Arbejdstid: 60 min.
Bagetid: 20 min.
Fryse-egnet
Dej:
125 g koldt smør
2 spsk sukker
½ tsk stødt kardemomme
1 knivspids salt
35 g gær
2 dl mælk
1 æg
350 g hvedemel
Fyld:
100 g blødt smør
100 g farin
100 g marcipan (groftrevet, eller hakkede mandler)
100 g mørk chokolade (hakket)
Pensling:
1 æg
Glasur:
2 spsk piskefløde
1 spsk sirup
100 g mørk chokolade (hakket)
evt. lidt lakridspulver

  1. Hak det kolde smør ud i melet med et mørdejsjern eller i en foodprocessor og tilsæt sukker, kardemomme og salt.
  2. Rør gæren ud i lun mælk og tilsæt æg og mel. Ælt dejen blød og lad den hæve tildækket til dobbelt størrelse i ca. 1 time.
  3. Rør blødt smør sammen med farin og tilsæt marcipan eller hakkede mandler samt hakket chokolade. Tril fyldet til 12 kugler.
  4. Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt den igennem. Rul den ud til en firkantet plade (ca. 30x40 cm) og del den i 12 kvadrater (ca. 10x10 cm). Læg en kugle fyld på hver og saml dejen ved at klemme samlingerne sammen med fingrene. Læg bollerne med sammenføjningerne nedad, form dem runde og læg dem på to bageplader med bagepapir. Lad dem efterhæve tildækket i ca. 30-45 min.
  5. Varm ovnen op til 200 grader varmluft. Pensl bollerne med sammenpisket æg og bag dem i 15-20 min. Stil dem til afkøling på en rist.
  6. Giv fløde og sirup et opkog og tag gryden af varmen. Tilsæt chokolade og lad det smelte et par min. Rør glasuren blank og fordel den på kagerne. Drys evt. med lakridspulver.
  7. Boller uden fyld: Form dejen til 12 boller og lad dem efterhæve tildækket i ca. 30 min. Bag som beskrevet og afkøl bollerne. Rør ½ portion af fyldet. Skær et låg af hver bolle og udhul underbollen lidt. Smuldr indmaden, rør den sammen med fyldet og læg det tilbage i bollerne. Pisk ¼ l piskefløde til blødt skum og sprøjt en tyk kant flødeskum rundt om fyldet. Læg lågene på og pynt med sigtet flormelis.