Fisk i grøntsagssauce med dild og citron
SPONSORERET indhold

Fisk i grøntsagssauce med dild og citron

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Fisk behøver ikke at være svært at lave!

Af: Pernille Skjødt Foto: Line Thit Klein
04. nov. 2012 | Opskrift | ALT for damerne

Ingredienser

600-700 g fisk, f.eks havkat, lyssej, torsk eller anden hvid fisk
3 gulerødder
¼ knoldselleri
1½ porre
1-2 fed hvidløg, finthakket
1 spsk olivenolie
1 dl vand eller fiske eller hønsebouillon
2 dl piskefløde
saften af ¼ citron
½ tsk revet citronskal
salt og peber
½ dl groft hakket dild (alternativt basilikum eller finthakket purløg).
Tilbehør: brød.

Sådan laver du fisk i grøntsagssauce:

Skær fisken i små stykker af ca. 3 cm længde. Skræl gulerødder og selleri, og skær dem i små tern af ca. 1 cm. Rens porren og snit den i tynde skiver af ca. ½ cm.

Kom olivenolie i en gryde og steg gulerødder og selleri ved jævn varme til de bliver let møre, ca. 3-4 min. Tilsæt porre, hvidløg, salt og peber. Hæld vand eller bouillon herved, og lad det simre et par min. Hæld fløde i gryden og bring det til kogepunktet. Kom fiskestykkerne i og vend dem rundt sammen med grøntsagerne. Lad det koge ved svag varme ca. 3 min. under låg. Tag gryden af varmen, og lad fisken trække færdig i saucen 3 min. fortsat under låg. Rør kun forsigtigt rundt i gryden – ellers kan fisken have tendens til at falde fra hinanden.

Krydr fiskegryden med citronsaft, –skal, salt, peber og dild.

Servér med brød.

Få mere inspiration til lækker mad på altfordamerne.dk/opskrifter/