Granita opskrift med kaffe og tranebær
SPONSORERET indhold

Granita med kaffe og tranebær-granatæble

Efter al den dejlige, men også tunge julemad, kan det være rart med en kold forfriskning. Det fortæller Nikolaj Koppel i ALT for damernes tillæg "Julemad" i denne uge (nr. 49 - 2011). Han byder gerne sine gæster på en italiensk granita, som er halvfrossen is i glas.

Af: Rikke Carlsen Foto: Camilla Stephan
08. dec. 2011 | Opskrift | ALT for damerne

Kaffegranita

½ liter virkeligt stærk espressokaffe (200 gram kaffe til ½ liter vand)
100-200 g sukker

Opløs sukkeret i kaffen, mens den er varm. Hæld massen i en flad skål, og sæt den ind i fryseren.  Rør i massen jævnligt, så det bliver en grød, der til sidst bliver til granita (minder om slush ice i konsistensen). Det tager ca. 5 timer. Servér granitaen i et lavt drinksglas. Granita skal serveres med det samme, da den smelter hurtigt.

 

Tranebær- og granatæblegranita

1 l. kildevand
50-100 g sukker
3 dl tranebærsaft 
2 granatæbler, saften heraf

Kog kildevandet med sukkeret. Tilsæt tranebærsaften og saften fra granatæblerne, når sukkervandet er reduceret til godt halvdelen. Hæld massen i en flad skål, og sæt den ind i fryseren.  Rør i massen jævnligt, så det bliver en grød, der til sidst bliver til granita. Det tager ca. 5 timer. Servér granitaen i et lavt drinksglas, og pynt med granatæblekerner og mynte. Granita skal serveres med det samme, da den smelter hurtigt.

TIP! Nikolaj Koppel er kanalredaktør på P2 og tv- og radiovært. Han bor på Frederiksberg med sin kone Sille og deres to børn Simon på 13 og Emilie på 9. Læs mere om hans juletraditioner i tillæget "Julemad" med denne uges ALT for damerne (nr. 49 - 2011)