Hjemmelavet ravioli med salvie, ricotta og citronskal
SPONSORERET indhold

Hjemmelavet ravioli med salvie, ricotta og citronskal

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Superlækker hjemmelavet ravioli, som kan varieres på et utal af måder. Husk citron-smørret.

Af: Cecilie Sofie Svensson Foto: Line Thit Klein
22. maj. 2013 | Opskrift | ALT for damerne
4 | Total: en time

Ingredienser

Pastadej:
400 g durumhvedemel, fint
4 store æg
fyld:
250 g frisk ricotta
1 bundt frisk salvie
ca 100 g fintrevet parmesan
friskkværnet peber
1 usprøjtet citron, fintrevet citronskal herfra
salvie-citronsmør:
100 g smør
15 friske salvieblade
revet citronskal

Sådan laver du ravioli:


Begynd med at lave pastadejen. Hæld melet op i en stor skål, og lav en fordybning i midten. Slå æggene ud i fordybningen, og saml forsigtigt dejen sammen. Æltes den med håndkraft i ca ti minutter, til den er blank og smidig. Lad dejen hvile tildækket i mindst en halv time under et fugtigt klæde.

Forbered imens fyldet ved at hakke salviebladene (uden stilke) fint, og bland dem med ricotta og parmesan. Smag til med citronskal, friskkværnet peber og evt en smule salt.

Rul pastadejen ud så tyndt som overhovedet muligt, helst ikke tykkere end 1 mm, og tryk cirkler på ca 8 cm i diameter ud med et glas. Fordel en lille skefuld af fyldet på cirklens ene halvdel, og fold den anden ind over. Har siderne svært ved at fæstne, så kør en finger med lunket vand rundt i kanten, før du presser den sammen med takkerne på en gaffel.

Kog raviolierne i 3-4 minutter i velsaltet, spilkogende vand.

Smelt imens smørret på en pande, og tilsæt salvieblade og citronskal. Steg salviebladene let sprøde, og vend de friskkogte raviolier i smørret.

Få mere inspiration til lækker mad på ALTfordamerne.dk/opskrifter