Shakshuka Ottolenghi opskrift

Shakshuka Ottolenghi opskrift

Skøn Ottolenghi opskrift: Shakshuka med søde kartofler, srirachasmør & syltede løg

Få den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghis skønne opskrift på shakshuka. Opskriften på shakshuka er fra den første kogebog i ny serie, hvor du kommer med ind i Ottolenghis testkøkken og får gode ideer til, hvordan du på smarteste vis bruger det, du finder i dit køkken til at sætte skøn mad på bordet.

star star star star star
Ikke nok bedømmelser
×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

printer Print

Det skal du bruge:

  • 1 kg søde kartofler, med skræl, skrubbet rene
  • 1 lille rødløg, skåret i tynde skiver (100 g)
  • 2 spsk citronsaft
  • 3 spsk olivenolie
  • 150 g lagret cheddar, groftrevet
  • 3 fed hvidløg, knuste
  • 1 tsk spidskommenfrø, ristede og let stødte
  • 8 mellemstore æg
  • 25 g usaltet smør
  • ¾ spsk srirachasauce
  • 2 spsk korianderblade, med en smule stilk i behold
  • salt og sort peber

Sådan laver shakshuka med søde kartofler:

Det her ligger langt fra den klassiske shakshuka, det ved vi godt, men vi har opdaget, at søde kartofler har lige det rigtige fugtniveau til at danne bund til æggene. Server den smukke ret som brunch – den vil helt sikkert sætte kulør på weekenden.

  1. Forvarm ovnen til 200° varmluft. Prik de søde kartofler jævnt med en gaffel (ca. 8-10 gange), og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem i ovnen i 45-50 minutter, til de er helt møre. Lad dem køle lidt af, og skru ovnen ned til 180° varmluft.
  2. Vend imens løgene med 1 spsk citronsaft og et nip salt i en lille skål, og lad dem stå og trække.
  3. Skrab kødet ud af de bagte kartoffelskræller, og riv skrællerne i mundrette stykker. Læg kartoffelkødet i en stor skål, og stil den til side. Læg skrællerne tilbage på bagepladen, og vend dem med 1 spsk olie, ¼ tsk salt og et godt drys friskkværnet peber. Ovnsteg dem i 8 minutter, eller til de har fået farve og begynder at blive sprøde. Stil dem til side, og lad dem køle af – de bliver sprødere imens.
  4. Mos kartoffelkødet grundigt med en gaffel, og rør så cheddar, hvidløg, spidskommen, 1 spsk olie, den resterende spsk citronsaft, 1 tsk salt og et godt drys friskkværnet peber i.
  5. Hæld den sidste spsk olie på en stor pande med tilhørende låg, og vip panden, så olien fordeles. Fordel kartoffelmosen på panden, og jævn den ud med en ske. Stil panden på komfuret ved middelhøj varme, og steg mosen i ca. 7 minutter, til bunden begynder at få farve. Skru ned til middelvarme, tryk med skeen otte fordybninger i kartoffelmosen, og slå et æg ud i hver. Drys dem let med salt og peber, læg låg på panden, og steg i 4-5 minutter mere, eller til hviderne er stivnet, men blommerne stadig er bløde. Drej panden undervejs, hvis den varmer ujævnt.
  6. Kom smør og sriracha i en lille kasserolle, mens shakshukaen steges, og smelt smørret ved middelvarme under konstant piskning, til blandingen er jævn. Tag kasserollen af varmen, før smørret begynder at boble, så det ikke skiller.
  7. Dryp srirachasmørret over shakshukaen inden servering, og drys med en god håndfuld af de sprøde kartoffelskræller, halvdelen af de syltede løg og alle korianderbladene. Server retten straks med resten af kartoffelskrællerne og de syltede løg til.
star star star star star
Ikke nok bedømmelser
×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Lav din egen version:

  • Spar tid ved at komme de søde kartofler i mikroovnen i stedet.
  • Alle slags oste, der smelter godt, kan bruges her, og der er også frit valg på krydderihylden.
  • Eksperimenter med andre chilisaucer, fx Tabasco eller harissa.

Hvem er Ottolenghi?

Den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghi er madskribent for bl.a. The Guardian og forfatter til kogebøgerne Jerusalem, Plenty, Sødt og Smag med flere. Han ejer en række populære restauranter i London. Ottolenghis retter er fulde af eksotiske krydderier og komplekse smagssammensætninger, men alligevel er de overraskende simple.

Yotam-Ottolenghi-Noor-Murad.jpgFoto: Elena Heatherwick

'I spidsen for Ottolenghis testkøkkenkolleger står Noor Murad, der kalder sig "de mellemøstlige festmåltiders ukronede dronning". 

ottolenghi-shelf-love-kogebog.jpg

  • Yotam Ottolenghi & Noor Murad Ottolenghi Testkøkken SHELF LOVE
  • 256 sider
  • Pris: 299,95 kr.
  • Udkommer: 1. oktober 2021

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Tomatsuppe, Afrikansk mad, Morgenmad, Brunch, Hovedret og Frokost