En yderst velsmagende vegetarret.
SPONSORERET indhold

Zucchini-koftes i cremet kokostomatsauce

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Selvom denne aromatiske ret er vegetarisk, har den stadig en skøn fylde med den cremede sauce og de varme krydderier, som smager særdeles godt med en kold pale ale.

Af: Redaktionen Foto: Pia Enghild
06. nov. 2015 | Opskrift | ALT for damerne
4 personer

Ingredienser

Koftes:
500 g zucchini, revet
250 g kartofler, kogte
100 g forårsløg, fintsnittet
75 g kikærtemel
2 spsk rismel
1 spsk garam masala
1 god håndfuld koriander, hakket
1 grøn chili, finthakket
¼ tsk spidskommen
solsikkeolie til stegning

Kokostomatsauce:
1 spsk kokosolie
1 laurbærblad
1 kanelstang
1 tsk hvidløg, finthakket
1 tsk ingefær, finthakket
¼ tsk gurkemeje
1 tsk chilipulver
2 spsk stødt koriander
1 tsk garam masala
300 g hakkede tomater
200 ml kokosmælk
125 ml vand
1 lime, saften heraf
salt og peber

Sådan gør du

Koftes: Bland alle ingredienserne godt sammen til en lidt klistret masse. Kom solsikkeolie i en gryde, så den er fyldt en tredjedel. Varm olien til 180 grader.

Form massen i hånden med en ske, som var det frikadeller, og steg nogle stykker ad gangen i olien, indtil de får en fin gylden farve. Tag de stegte koftes op af gryden med en hulske, og lad dem hvile på fedtsugende papir. Kokostomatsauce: Svits laurbærblad, kanelstang, hvidløg, ingefær, de stødte krydderier og tomater i kokosolien i ca. 10 minutter.

Fjern laurbærblad og kanelstang, og blend tomatblandingen i en blender til sauce sammen med kokosmælken. Varm saucen i en gryde, og tilsæt vand og limesaft. Smag til med salt og peber. Vend koftes i den varme sauce og server med basmatiris kogt med en stjerneanis og et drys nigella.