Vegansk julemad: Nøddepostej, hasselbackkartofler og rødkålssalat
SPONSORERET indhold

Vegansk julemiddag: 3 lækre plantebaserede opskrifter

Kartofler og rødkål er ikke en julemiddag i sig selv, men det kan måske være svært at forestille sig, hvad man sætter midt på bordet som julemiddagens hovedattraktion, hvis man ikke spiser dyr. Derfor kan man som plantespiser godt ende med at samle et måltid af en masse tilbehør.

Af: Thomas Erex Foto: David Bering / Montgomery
06. dec. 2021 | Mad | ALT.dk

Men sådan behøver det ikke at være - her får du 3 lækre opskrifter til en plantebaseret julemiddag fra madbloggeren Thomas Erex' nye bog Vegansk julemad. I bogen får du spændende opskrifter på lækre, plantebaserede retter til julemiddagen og julefrokosterne, som også sagtens kan bruges til andre af årets festlige lejligheder.

HASSELBACKKARTOFLER OG SØDKARTOFLER

TILBEHØR TIL 4 PERSONER

vegansk-julemad-kartofler.jpg

800 g kartofler
2 spsk. olie
2 tsk. timian
2 tsk. rosmarin
2 tsk. salt

Det er meget enkelt at skære hasselbackkartofler, og det giver så meget lækrere kartofler, hvis du spørger mig. Især hvis du både laver hvide kartofler og sødkartofler. Den lille variation i julebordets kartofler gør en stor forskel for den samlede oplevelse, så prøv en hasselbackkartoffel til julemåltidet.

Sådan gør du:

  1. Rens og skræl evt. kartoflerne, og skær dem hasselback ved fx at lægge en gammel trægrydeske på skærebrættet bag kartoflen, så du ikke kan skære hele vejen igennem kartoflen.
  2. Læg alle kartoflerne på en bageplade, drys med olie og krydderier, og bag dem ved 200 grader i almindelig ovn i 20 minutter.

NØDDEPOSTEJ MED SØDKARTOFFEL

TIL 2-4 PERSONER

vegansk-julemad-noddepostej.jpg

2 spsk. olie
3 løg
10 g tørrede svampe
150 g hasselnødder
100 g valnødder
1 spsk. tørret timian
1 spsk. tørret salvie
3 spsk. sojasauce
3 spsk. citronsaft
2½ dl plantefløde
100 g sødkartoffel
50 g havregryn
1 spsk. loppefrøskaller
Salt og peber

En klassisk nøddepostej går man aldrig galt i byen med, for det kan de fleste sætte pris på. Det er måske en lidt mere hippie-hyggelig hovedret end de andre, men det gør den bestemt ikke ringere. Her har jeg fremtryllet en udgave med den dejlige sødkartoffel, som giver en rund og sød smag til postejen. Jeg vil sagtens kunne spise halvdelen af denne postej alene til en julemiddag, så hvis der er andre grovædere i dit selskab, må du hellere lave en dobbeltportion.

Sådan gør du:

  1. Blend svampene til pulver. Tørrist nødderne på en pande, til de tager lidt farve. Lad dem afkøle lidt, og kør cirka halvdelen af dem til mel i en foodprocessor.
  2. Resten af nødderne hakkes fint. Hak løgene fint, og sauter dem i olien i en pande sammen med timian og salvie.
  3. Tilsæt sojasauce, citronsaft og fløde, og tag blandingen af varmen.
  4. Riv sødkartoflen groft, og bland det sammen med flødeblandingen, nødderne, havregrynene og loppefrøskallerne.
  5. Rør farsen godt sammen, og smag til med salt og peber.
  6. Kom farsen i en form på 20 cm x 9 cm x 6 cm. Bag postejen ved 200 grader i 30-40 minutter.

RØDKÅLSSALAT

TILBEHØR TIL 6 PERSONER

vegansk-julemad-rodkaalssalat.jpg

400 g rødkål
½ hokkaido
Rapsolie
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. urtesalt
3 appelsiner
2 dl bredbladet persille
50 g hasselnødder

Tænk gerne over at få julebordet til at se indbydende ud med en variation af farver. En lækker salat kan være med til at bidrage med et tiltrængt skud farve til det ellers meget brune julebord. Det behøver slet ikke være så kompliceret at få lidt frisk grønt på bordet.

  1. Forvarm ovnen til 180 grader.
  2. Snit rødkålen fint.
  3. Rens græskarret, og skær det i tern. Vend terningerne med olie, hvidløgspulver og salt, og bag dem, til de er gyldne og møre.
  4. Skræl og skær appelsinerne i fileter.
  5. Hak persillen. Rist nødderne, og hak dem.
  6. Bland det hele sammen.  

Anbefalet til dig